Volvo, Polestar og Zeekr kaster sig over NIOs batteriskifte-teknologi
Vil vi i fremtiden se en Polestar 2, en Volvo EX30, en Zeekr 001 eller Lotus Eletre benytte en batteriskifte-station fra Nio? Det er slet ikke umuligt, for Geely og Nio har netop indgået et strategisk samarbejde om batteribytte.
Se også: Sammenlign, se priser og bedømmelser på elbiler
Flere elbiler skal kunne bruge batteriskiftestationer
Nio har tidligere fortalt, at alle interesserede elbilproducenter frit kan benytte deres batteriskifteteknologi, men ingen har sprunget på vognen – indtil nu. Geely Holding Group er nemlig den første virksomhed, der indgår et samarbejde med Nio om det såkaldte batteribytte.
Geely Holding Group kender du muligvis ikke, men de ejer mærker som Volvo, Polestar, Zeekr, Lotus og mange flere mindre kendte bilmærker. Denne aftale kan meget vel være starten på det helt store gennembrud for batteribytte i elbiler, som Nio går og drømmer om.
Sammen vil Geely og Nio gennemføre et omfattende samarbejde om teknologi til batteribytte, udvidelse og drift af batteribyttenetværket samt styring af batteriaktiver.
Se også: Sådan bør du oplade elbilen hjemme
“Som et førende selskab på det kinesiske bilmarked er Geely Holdings hurtige udvikling på det nye energiområde imponerende. Dette strategiske partnerskab vil yderligere udbrede batteribytte, give en bekvemmelig batteribytteoplevelse til flere brugere og bidrage til den stabile udvikling af den intelligente elbilindustri. Vi vil fortsætte med at fremme opbygningen af batteribyttenetværket for NIO-brugere og forbedre brugeroplevelsen samtidig med at samarbejde med partnere om at lancere opbygningen af et delt batteribyttenetværk,” siger William Li, grundlægger, formand og administrerende direktør for Nio.
“Som en af de mest innovative metoder til opladning af elbiler kræver den fremtidige udvikling af batteribytte-teknologi fælles indsats fra alle parter i branchen for at fremme den,” siger Eric Li, grundlægger og formand for Geely Holding.
Det betyder, at to af de mest fremtrædende elbilproducenter på markedet nu sætter alle kræfter ind på at udvikle teknologien og udvide netværket i både Danmark og resten af verden.
Flere batteriskifte-partnere kan være på vej
Men det stopper sandsynligvis ikke her, afslører William Li.
Den administrerende direktør for Nio har nemlig tidligere udtalt, at de er i snak med 4-5 forskellige producenter om batteribytte.
Fordele ved batteribytte
Herhjemme har Nio sat strøm til den første batteriskiftestation i Slagelse, og den næste er på vej i Brønderslev. På et globalt plan har Nio 1.600 Power Swap-stationer og har indtil videre foretaget mere end 20 millioner batteriskifte.
Med den nyeste version af batteriskiftestationen fra Nio, kan batteriet skiftes på blot 5 minutter.
Hvad er fordelene ved, at kunne skifte batteriet i elbilen? Dem er der flere af. Først og fremmest vil man kunne gå fra et tomt til et fuldt opladt batteri på fem minutter. Langt hurtigere end nogen lynopladning på markedet i dag.
Derudover er man med batteriskifte sikret den nyeste batteriteknologi samt et batteri og forbedringer det medfører. Man er også sikret et batteri der altid er tjekket og i tiptop stand. Man behøver på den måde hekller ikke bekymre sig om forældelse af et kostbart batteri.
Hos Nio har man Battery as a Service (Baas), hvor man køber bilen uden et batteri og i stedet abonnerer på det, hvilket inkluderer batteriskifte. Det koster fra 1.299 kroner per måned.
Se også: Elbiler Bedst i Test i Danmark
Se også:
Test af nyeste elbiler i Danmark
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Vælg den rigtige forsikring til din elbil