Smart Gmail-funktion kommer først til iOS
Du kender det nok. Du er ved at blive godt træt af at modtage nyhedsbreve eller reklamemails fra forskellige afsendere. For at afmelde dig disse e-mails skal du scrolle hele vejen ned til bunden af e-mailen og finde en ofte godt gemt “afmeld”- eller “unsubscribe”-knap.
En ny smart, funktion til Gmail fra Google, som overraskende nok først kommer til iOS, gør det en hel del lettere at framelde sådanne e-mails. Nu kan det gøres uden at kigge hele e-mailen igennem og blot trykke på en lettilgængelig knap.
Læs også: Apple sejrer i indædt strid med Beeper om iMessage til Android
Smart og bekvem ”afmeld”-knap
Den nye funktion i Gmail til iOS, som allerede er ved at blive rullet ud, tilføjer en smart og bekvem knap i toppen af e-mailen lige ved siden af afsenderfeltet. Ved blot at trykke på den kan du nu afmelde uønskede e-mails.
Overraskende nok er denne funktion først tilgængelig til iOS. Hvorfor Google ikke først har introduceret funktionen i Gmail til sit eget Android-styresystemet, melder historien intet om.
Ikke første gang, at ny funktion kommer først til iOS
For folk, der følger med i teknologi, er det måske ikke så overraskende, at denne nye funktion er først tilgængelig på iOS – det konkurrerende styresystem til Android.
Det er nemlig slet ikke første gang, at en ny Google-funktion er først ude på iOS. Det samme har vi set med funktioner i Google Chrome til telefonen og en videoredigeringsfunktion i Google Fotos.
Læs også: Apple funktion i iOS 17.3 beta gør livet surt for iPhone-tyve