Apple giver sig – indgår forlig med EU og åbner op for NFC-chip
EU har efter sigende accepteret en række ændringer fra Apples side, så det nu er muligt for udviklere af apps såsom Vipps MobilePay at få adgang til NFC-chippen i Apples iPhones, der hidtil har været tilgængelig kun for Apple Pay.
Se også: Sælg din brugte iPhone med stor fortjeneste
Apple giver 10 års adgang til NFC-chip i iPhones
I januar i år kom det frem, at Apple havde accepteret, at udviklere af apps i EU skulle have tilladelse til at bruge NFC-chippen i iPhones. Ifølge Financial Times er EU flere måneder senere nu klar til at acceptere Apples ændringer og dermed sætte et endegyldigt punktum for den undersøgelse, der i sidste ende kunne have resulteret i endnu en stor bøde til Apple.
Tre unavngivne kilder oplyser, at EU’s embedsmænd har testet Apples ændringer og fortæller, at Apple har tilbudt at tillade denne adgang 10 år frem i tiden.
Det er uklart, hvordan den tidsramme passer sammen med EU’s forordning om digitale markeder (Digital Markets Act eller DMA), der ikke indeholder nogen tidsbegrænsning for overholdelse af bestemmelserne. Det er formentlig også derfor, at kilderne siger, at EU stadig kan have punkter på sin agenda, der endnu ikke er afgjort.
Der er dog også en række tekniske detaljer, som Apple stadig arbejder på. Man regner imidlertid med, at aftalen mellem EU og Apple bliver formel inden for den næste par uger.
Se også: Apple introducerer iOS 18: Her er alle nyhederne
MobilePay på vej med kontaktløs mobilbetaling
Kravene om adgang til NFC-chippen er en del af EU’s forordning, der er bedst kendt for at tvinge Apple til at åbne op for adgang til alternative appbutikker til App Store i EU. Forordningen handler dog generelt om at sikre retfærdig konkurrence mellem de forskellige aktører på techmarkedet, men i og med Apple har været notorisk kendt for sit lukkede økosystem, er det også den amerikanske techgigant, som har været hårdest ramt af de nye EU-regler.
Oprindeligt har NFC-chippen i iPhones været forbeholdt Apples egen Apple Pay-mobilbetalingstjeneste, men forordningen har altså også tvunget Apple til at tillade adgang for andre betalingsløsninger end Apple Pay. I den forbindelse er Apple dog også blevet kritiseret for ikke at inkludere adgang til NFC-chippen i Apple Watch, men kun iPhone.
Resultatet er ikke desto mindre, at tredjepartsudviklere og betalingstjenester såsom MobilePay nu kan udvikle løsninger, som konkurrerer og kan erstatte Apple Wallet på en iPhone i EU.
Apples hidtidige begrænsning har været en stor hæmsko for MobilePay, som har været nødsaget til at bruge QR-koder og Bluetooth-teknologi til at gennemføre kontaktløse mobilbetalinger i butikker. Med adgang til NFC-chippen kan man altså inden længe gennemføre kontaktløse betalinger med MobilePay og på den måde frit vælge en billigere betalingsløsning end Apple Pay, hvis man ønsker dette.
Se også: De bedste priser og tilbud på iPhones
Milliardbøde på vej for kontroversielt “kerneteknologigebyr”
Selv om Apple nu har fået tommelfinger op af EU i forhold til NFC-chippen i iPhones, er EU knap så begejstrede for Apple, når det kommer til Apples bud på en løsning på at åbne op for download af apps og appbutikker uden for App Store.
Apple har indført et såkaldt kerneteknologigebyr, så Apple tjener penge på apps, selv om de distribueres gennem andre appbutikker og endda hjemmesider, som intet har med App Store at gøre. EU forventes at udstede en milliardbøde for denne “genistreg” inden for nogle uger.