Xiaomi vil lancere elbiler i Europa senest i 2027
Ved Mobile World Congress har elektronikgiganten Xiaomis præsident William Lu afsløret, at Xiaomi planlægger at sælge elbiler uden for Kina senest i 2027. Det er første gang, at producenten giver en klar tidshorisont for, hvornår vi kan forvente at se Xiaomi-elbiler uden for Kinas grænser.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Xiaomi SU7
Vil besøge flere europæiske lande
Ud over at annoncere den nye Xiaomi 15 Ultra-flagskibstelefon kunne Xiaomi også for første gang vise den vilde sportsvogn, Xiaomi SU7 Ultra, frem ved Mobile World Congress. Her annoncerede William Lu, at han vil besøge flere europæiske lande for at undersøge, hvordan hvor (eller dårligt) de sælger.
Vælger han at besøge Danmark, som er et af europæiske lande, hvor omstillingen til elbiler er længst fremme, vil han hurtigt finde ud af, at kinesiske elbilmærker har svært ved at sælge biler i Danmark – med undtagelse af BYD og Xpeng.

William Lu erkender over for kinesiske medier, at der siden Xiaomis debut på elbilmarkedet tilbage i 2021 har været meget skepsis. Han mener dog, at firmaet allerede står stærkt på det kinesiske marked med sedanerne SU7 og SU7 Ultra. Og det er nødvendigt, før man vender blikket mod Europa, mener han.
Sidste år modtog Xiaomi hele 248.000 bindende bestillinger på SU7, og de første 135.000 eksemplarer er blevet leveret. 27. februar lancerede Xiaomi sportsvognen SU7 Ultra, som har en uhyre skarp pris. De første leveringer startede 2. marts, og der er allerede 19.000 bestillinger på denne.

Xiaomis elbilsatsning foregår i samarbejde med den kinesiske statsejede bilproducent BAIC Group.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Xiaomi SU7 Ultra
Alternativer til Xiaomi SU7
Ligesom vi kender fra Xiaomi inden for forbrugerelektronik, udmærker Xiaomis elbiler sig ved at give virkelig meget værdi for pengene. Mens interessen for Xiaomis elbiler er massiv i Kina, bliver det interessant at se, om mærket kan fortsætte succesen i Europa – særligt efter EU’s hævede toldsatser.
I første omgang er det formentlig SU7, der bliver introduceret i Europa. Her er tale om en sedan i mellemklassen, som konkurrerer med elektriske sedaner som Tesla Model 3, Hyundai Ioniq 6, BYD Seal, Xpeng P7, Hongqi EH7, Volkswagen ID.7 og BMW i4. Se priser og specifikationer på alle sedaner.
Hvis Xiaomi SU7 skal true de nuværende spillere på markedet, kræver det en virkelig skarp pris, for Xiaomi er kommet mange år senere ind på elbilmarkedet end de fleste andre konkurrenter. Vi forventer, at Xiaomi SU7 kan komme til at koste omkring 275.000 kr., hvilket vil være en konkurrencedygtig pris.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Xiaomi: Innovativ smart home-teknologi
Priser, bedømmelse og sammenligning af elbiler