Undersøgelse: Hvor ofte bryder elbiler i brand?

Nye tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at frekvensen af brande i elbiler i 2024 var på det næstlaveste niveau nogensinde og tre gange lavere end i øvrige biler.

Undersøgelse: Hvor ofte bryder elbiler i brand?

Beredskabsstyrelsen har offentliggjort nye tal, som viser, at der i 2024 skete 1,2 brande pr. 10.000 elbil og plugin-hybridbil i Danmark. Det er det næstlaveste niveau nogensinde – kun overgået af 2020, hvor frekvensen var 1,1. Til sammenligning er der registreret 3,8 brande pr. 10.000 biler for øvrige biltyper – mere end tre gange så mange.

Faldet sker på trods af, at antallet af el- og hybridbiler i Danmark er vokset markant og nu udgør 15 procent af bilparken mod kun 0,4 procent tilbage i 2018.

Kilde: ODIN og Danmarks Statistik (BIL54)

Antallet af udrykninger til brande i el- og hybridbiler er steget marginalt fra 46 i 2023 til 50 i 2024, men fordi bilparken er vokset med næsten 47 procent, er frekvensen faldet.

Frekvensen for brande i plugin- og elbiler i 2024 ligger desuden noget højere i Danmark end i Sverige (0,45 per 10.000 biler) og Norge (0,75 per 10.000 biler).

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Elbiler brænder endnu sjældnere, end tallene viser

Selvom elbiler og plug-in-hybrider opgøres samlet, dækker statistikken over to meget forskellige teknologier. Plug-in-hybrider har både en elmotor og en forbrændingsmotor og derfor større risiko for at bryde i brand end rene elbiler.

Hvis elbiler og plug-in-hybrider blev opgjort hver for sig, ville brandfrekvensen for rene elbiler sandsynligvis være endnu lavere end de 1,2 pr. 10.000 biler. Det samlede tal trækkes op af, at elbilerne er talt sammen med plugin-hybridbilerne.

Det understøttes af, at den samlede frekvens for brande i benzin- og dieselbiler ligger mere end tre gange højere end for el- og hybridbiler tilsammen. Dermed afviser tallene klart myten om, at elbiler er mere tilbøjelige til at bryde i brand – tværtimod.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Perspektivering

Batterierne er den største, dyreste og vigtigste komponent i elbiler, og der sker i disse år en enorm udvikling på området – ikke kun i forhold til energitæthed, ladehastighed og holdbarhed, men også sikkerhed.

Nye batterikemier er på vej, og risikoen for såkaldt thermal runaway, hvor batteriet risikerer at bryde i brand, minimeres. Læs meget mere om udviklingen af batteriteknologi.

Vi anbefaler:
Valg af ladeboks og ladeløsning
Hvad koster Danmarks billigste elbiler?
Test og anmeldelser af elbiler
Sådan passer du bedst på elbilens batteri
Elbiler der er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027