Spar 30.000 kr. på SUV’en BYD Tang
Lige nu kan du spare op til 30.000 kr. på den store og rummelige SUV, BYD Tang. SUV’en, der har plads til syv personer, koster med andre ord nu 459.995 kr. mod de tidligere 489.995 kr.
Der er tale om den faceliftede udgave af Tang, der blev introduceret i august 2024. Med i prisen får du et 108,8 kWh LFP-batteri med en rækkevidde på 530 km. Effektiviteten er altså ikke prangende, og på grund af det store batteri er ladetiden fra 10-80 % også hele 45 minutter trods en maksimal ladeeffekt på ellers rimelige 170 kW.
BYD Tang er en både stor og tung elbil, der er 4.970 mm lang, 1.955 mm bred og 1.745 mm høj, mens vægten lyder på 2.630 kg. Bagagerummet er på små 235 liter med alle syv sæder oppe, men lægges tredje sæderække ned, får du pludselig hele 940 liter. Og med de fem bagerste sæder lagt ned, har man hele 1.655 liter at gøre godt med.
BYD Tang findes på i én udstyrsvariant, Flagship, og her mangler der bestemt ikke noget. Udstyrslisten inkluderer:
- 15,6 tommer roterbar infotainmentskærm
- 21 tommer letmetalfælge
- 3-zonet klimaanlæg
- 4G
- 5 ISOFIX
- Dynaudio-lydanlæg
- elektrisk bagklap
- elektriske forsæder
- et væld af førerassistentsystemer
- head up-display
- LED-lygter med kurvelys
- lydisoleret forrude
- massage, ventilation og varme i forsæder
- nøglefri adgang og start
- Panoramasoltag
- trådløs Apple CarPlay/Android Auto
- trådløs opladning af mobil
- varmepumpe
- vehicle-to-load (V2L)
Tilbuddet gælder, så længe lager haves, eller frem til 30. september 2025.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af BYD Tang
Kinesisk kæmpe kæmper med sløvt salg i Danmark
BYD Tang har hidtil ikke været den store succes i Danmark. Da den oprindeligt blev lanceret i Danmark i oktober 2022, kostede den hele 599.995 kr. – og med den pris siger det sig selv, at et nyt mærke i Danmark får svært ved at toppe salgslisterne.
I 2022 og 2023 blev det til i alt 10 solgte eksemplarer af elbilen. Det hjalp, da den faceliftede model fik et gevaldigt prisfald i august 2024. Med en væsentligt lavere pris på 489.995 kr., et mere moderne design og markant bedre specifikationer blev BYD Tang mere konkurrencedygtig – men stadig en forholdsvis dyr mellemklassebil. At der kun blev solgt 60 eksemplarer i 2024, taler sit tydelige sprog.
Det kan en bilproducent af BYDs størrelse naturligvis ikke være tilfreds med, og derfor er en prisnedsættelse på yderligere 30.000 kr., som den vi nu ser, også nødvendig, hvis BYD skal gøre sig forhåbninger om at øge salget af sin 7-personers SUV.
Vi forventer, at der efter kampagnen kommer en ny, fast lav pris på Tang omkring de 464.995 kr.
Volkswagen har længe demonstreret, at der er høj efterspørgsel på 7-personers elbiler. Selskabet har hidtil solgt mere end 3.300 eksemplarer af minibussen ID. Buzz, og en stor del af disse er udgaven med lang akselafstand og plads til 7 personer.
BYD lokker med en flot garanti på 6 år eller 150.000 km, alt efter hvad der kommer først, men om det er nok til at overbevise danskere, er tvivlsomt. Hidtidige salgstal indikerer, at danskerne ikke er ovenud begejstrede for at købe kinesiske elbiler.
Se også: Alle elbiler fra BYD
Bedste alternativer til BYD Tang
Udvalget af 7-personers elbiler er forholdsvis småt, men der findes dog mange gode alternativer til BYD Tang. Blandt de bedste alternativer finder man 7-personers elbiler som:
- Peugeot e-5008: Pris fra 344.990 kr. Bedømmelse: 80/100 (virkelig god)
- Mercedes-Benz EQB: Pris fra 419.900 kr. Bedømmelse: 75/100 (god)
- Kia EV9: Pris fra 449.999 kr. Bedømmelse: 83/100 (virkelig god)
- Volkswagen ID. Buzz Lang: Pris fra 419.995 kr. Bedømmelse: 76/100 (god)
- Hyundai Ioniq 9: Pris fra 534.995 kr.
Interesseret i en elbil med plads til 7 personer? Se de bedste 7-personers elbiler i Danmark.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Se alle elektriske SUV’er
Kommende elbiler i 2025 2026 og 2027
De billigste elbiler i Danmark