Test af FSD: Selvkørende Tesla imponerer
Tesla har åbnet for testkørsler af førerassistentsystemet Full Self-Driving (Supervised) i Danmark.
En ny dansk test af Teslas selvkørende biler kalder FSD for “helt uvirkeligt” godt. Se hvor godt førerassistentsystemet kører gennem de danske veje.
Se også: Alle elbiler fra Tesla
Teslas biler kan køre selv – med en fører bag rattet
Tesla arbejder ihærdigt på at gøre en mere avanceret udgave af førerassistentsystemet Fuldt selvkørende egenskaber (under opsyn) – også kaldet Full Self-Driving (supervised) eller blot FSD – tilgængelig i Danmark og det øvrige Europa.
Det amerikanske bilmærke overraskede ved 11. december at åbne op for testkørsler i Danmark med en tidlig version 14.x af førerassistentsystemet, som stort set er lige så kapabel som den amerikanske udgave af FSD. Det betyder, at Teslas elbiler rent faktisk kan køre helt af sig selv, så længe der er en fører bag rattet, som er opmærksom på vejen og straks kan træde til.

Der mangler dog endnu en europæisk myndighedsgodkendelse af softwaren. Tesla sigter efter at få systemet godkendt i Holland i februar 2026, og herefter er vejen banet for, at det kan blive godkendt i de øvrige europæiske lande. Det er endnu uvist, hvornår systemet vil blive lanceret rigtigt i Danmark, men formentlig i løbet af foråret 2026.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Tesla Model 3
Test af Tesla FSD i Danmark: “Helt uvirkeligt” godt
Indtil da har vi via den danske youtuber Alex Riis fået et meget godt indtryk af, hvordan det nye Fuldt selvkørende egenskaber (under opsyn) fungerer i Danmark.
Han har i flere år lavet videoer om Teslas elbiler og var blandt de første til at prøve en testkørsel med det nye og stærkt forbedrede FSD i Danmark. Testkørslen foregik i Køge i en Tesla Model 3 Highland, og det overordnede indtryk er, at førerassistentsystemet er yderst overbevisende og virkede “helt uvirkeligt” godt.
FSD-systemet håndterede komplekse kørselsforhold såsom snævre landeveje, fodgængere, ubeslutsomme bilister og fartbump på en “udramatisk” og “utrolig komfortabel” måde.

Bilens accelerationer og opbremsninger (også ved rødt lys) var jævne og bløde og optimeret til passagerkomfort snarere end fart. Systemet demonstrerede også evnen til at sætte farten ned før byskiltet, hvilket er en klar forbedring i forhold til den ældre Autopilot.
Der var kun et enkelt uafklaret spørgsmål på turen. I en tosporet rundkørsel placerede førerassistentsystemet sig forkert ved at holde sig i yderste vognbane frem for den inderste for at komme ud af anden vej i rundkørslen – en manøvre, som mange menneskelige chauffører også vælger at lave. Sikkerhedschaufføren i bilen indrapporterede straks fejlen, hvilket viser, at systemet formentlig lynhurtigt vil kunne tage ved lære.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Tesla Model Y
FSD imponerer, men prisen er vanvittig
Alex Riis’ samlede indtryk er, at FSD er en “game changer” og et “kvantespring” i forhold til tidligere assistentsystemer – og forskellen er da også slående. Den nye version af Fuldt selvkørende egenskaber kan reelt selv køre, mens mange andre bilers førerassistentsystemer kommer til kort selv når man møder et helleanlæg på en landevej eller kører med adaptiv fartpilot og vognbanestyring aktiveret i et helt almindeligt vejforløb i en byzone.
De smarte funktioner kommer dog på ingen måde gratis. Tesla tager sig ganske godt betalt for Fuldt selvkørende egenskaber (under opsyn). Du får lov til at betale hele 58.300 kr. for det som et tilkøb til alle Teslas elbiler.
I dag er det fuldstændig spild af penge at betale så dyrt for FSD, som er stærkt begrænset og reelt ikke kan mere end nogle andre førerassistentsystemer, men når version 14 bliver godkendt i Europa, begynder det pludselig at give mere mening. Vi vil dog fortsat hævde, at 58.300 kr. er alt, alt for dyrt.
Se også: Sammenlign alle elbiler i Danmark
De bedste førerassistentsystemer
Der er stor forskel på kvaliteten af førerassistentsystemerne i elbiler. Se de bedste førerassistentsystemer.
Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Disse elbiler er bedst i test
De billigste elbiler i Danmark
Test og anmeldelser af elbiler
Nyheder om Tesla