Xpeng P7+ får attraktiv pris
Den 9. januar løfter Xpeng sløret for den nye P7+ i Europa, men inden da er den kinesiske bilproducent tilsyneladende kommet til at offentliggøre priserne på den næste elbil fra Xpeng.
Se den danske pris på elbilen, der med en enorm rummelighed, lynhurtig opladning, lang rækkevidde og lækker kabine udfordrer populære elbiler som Volkswagen ID.7, Tesla Model 3 og BMW i5.
Se også: Se alle elbiler fra Xpeng i Danmark
Her er den danske pris på Xpeng P7+
Noget tyder på, at Xpeng ved en fejl er kommet til at offentliggøre P7+ før tid. I går opdagede en opmærksom Facebook-bruger i hvert fald, at P7+ kunne konfigureres i både Tyskland og Danmark. Af billederne i et Facebook-opslag fremgår det, at P7+ tilsyneladende kommer til Danmark i to varianter: RWD Long Range til 359.995 kr. og AWD Performance til en endnu ukendt pris.
På billederne ses det også, at den fås i Tyskland i varianten RWD Standard Range. Om der rent faktisk bliver forskel på batterivarianterne mellem landene, eller om RWD Standard Range blot endnu ikke var blevet lagt på den danske hjemmeside, er endnu uvist.
Ud fra de tyske priser kan vi dog godt lege med tanken om, hvad en RWD Standard Range vil koste i Danmark: Cirka 339.900 kr.
Se også: Alle elbiler af typen sedan i Danmark
Xpeng P7+ lanceres i Europa 9. januar
Xpeng skyder det nye år i gang med flere produktlanceringer. Herhjemme i Europa bliver Xpeng P7+ lanceret fredag den 9. januar kl. 9 dansk tid.
Lanceringen af Xpeng P7+ i Europa sker i Bruxelles i forbindelse med Brussels Motor Show. Se alle andre elbiler, som bliver afsløret ved Brussels Motor Show.
Se også: Billeder og specifikationer af Xpeng P7+
Specifikationer på Xpeng P7+
Selvom P7+ udefra ligner en sportslig sedan, overrasker den indvendigt med enorme pladsforhold. Xpeng kalder det selv en “AI-defineret” bil, der prioriterer passagerkomfort og bagageplads, men bilen byder dertil på imponerende specifikationer.
Xpeng P7+ er bygget på en avanceret 800 volt platform, hvilket er nøglen til bilens imponerende ladehastigheder. P7+ understøtter såkaldt 5C-lynladning, som gør det muligt at oplade batteriet fra 10-80 % på blot 12 minutter ligesom de nye Xpeng G6 og G9.
Når det kommer til rækkevidden, fås P7+ med forskellige batteristørrelser. Det lille 61,7 kWh LFP-batteri skulle give en WLTP-rækkevidde omkring 450 km, mens det store 74,9 kWh LFP-batteri skulle give cirka 550 km rækkevidde. Det er dog ikke bekræftede tal, og igen er det usikkert, om RWD Standard Range kommer til Danmark.
Xpeng P7+ er en ekstremt strømeffektiv elbil med et forbrug på kun 11,6 kWh pr. 100 km. Den høje effektivitet skyldes blandt andet et meget strømlinet design med en luftmodstandskoefficient på kun 0,206 Cd, hvilket placerer den blandt de mest aerodynamiske biler i verden.
Se også: Bedste elbiler af typen sedan

Se også: Sammenlign priser og specifikationer på elbiler
Tre motorudgaver
Xpeng P7+ fås med tre forskellige motorkonfigurationer:
- RWD Standard Range: 241 hk og 0-100 km/t på 7,9 sek.
- RWD Long Range: 308 hk og 0-100 km/t på 7,4 sek.
- AWD Performance: 496 hk og 0-100 km/t på 5,1 sek.
Xpeng P7+ er en stor elbil med en længde på over 5 meter – den er dermed længere end en Volkswagen ID.7 og på længde med en BMW i5. Dens lange akselafstand på 3.000 mm giver en kabine med enormt meget plads og et bagagerum på hele 573 liter.
Se også: Kommende elbiler 2026, 2027 og 2028
Alternativer til Xpeng P7+
Den kommende Xpeng P7+ ser ud til at kunne give en række populære elbiler i Danmark konkurrence, som den kan overgå på plads, komfort, specifkationer og ikke mindst pris.
Xpeng P7+ er en sedan i mellemklassen med en pris, som vi forventer kommer til at ligge omkring 350.000 kr. I den prisklasse vil den udfordre flere elbiler, både billigere og dyrere, fra Tesla Model 3 til under 270.000 kr., til en direkte konkurrent som Volkswagen ID.7 til 400.000 kr. og den dyrere BMW i5 til 550.000 kr.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på de billigste elbiler
Guide til billigste ladeboks for elbiler




