Kinesisk elbil-app nede – importør giver lyd fra sig

Danske ejere af Hongqi-elbiler oplever store problemer med en defekt app i disse dage. Nu er importøren klar med en officiel udmelding.

Kinesisk elbil-app nede – importør giver lyd fra sig

Lige nu river mange danske ejere af Hongqi-elbiler sig i håret af frustration.

Bilmærkets officielle app er nemlig brudt fuldstændig sammen, hvilket efterlader ejerne uden mulighed for at fjernstyre bilens mest grundlæggende funktioner i hverdagen.

Importøren bag Hongqi fortæller nu, at de er opmærksomme på problemet og der er fokus på at få løst det.

Se også: Alle elbiler fra Hongqi

Systemfejl blokerer for Hongqis bilapp

På sociale medier strømmer det i disse dage ind med klager fra danske Hongqi-ejere. En vedvarende “system error” gør det ganske enkelt umuligt at logge ind i appen.

Det betyder, at smarte og ellers uundværlige funktioner som forvarmning af kabinen og overvågning af batteriets ladestatus er sat helt ud af spil.

Ifølge danske ejere af bilerne er det ikke første gang, at appen driller, men denne gang ser nedbruddet ud til at være massivt.

Oven i problemerne med appen meldes Hongqis kundeservice-formular på hjemmesiden også at være nede.

Kigger man på kvaliteten af de forskellige elbilproducenters smartphone-apps, bør man egentlig ikke blive så overrasket. Hongqis app er en bundskraber med en gennemsnitlig bedømmelse i Google Play og App Store på beskedne 1,9 ud af 5 stjerner.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Vi er overladt til producentens nåde

Elbilers opkobling er genial, når den virker – men det er en kæmpe ulempe, når serverne går ned.

Selvom du ejer din bil, er du i praksis fuldstændig afhængig af bilproducentens velvilje og evne til at drive en stabil online tjeneste 24/7. De kan i princippet slukke for internetadgangen når som helst.

Fejl som den, som Hongqi-ejerne netop nu oplever, sker før eller siden for de fleste mærker, og det afslører, hvor sårbare de moderne elbiler er.

Hvad der gør situationen værre i netop dette tilfælde, er den manglende kommunikation. Kunderne efterlades i fuldstændig uvished om, hvornår de igen får adgang til et produkt, der virker som annonceret.

Se også: Test og anmeldelser af elbilers software

Importøren bryder tavsheden om app-fejl

Efter at have afventet svar i en periode er importøren nu vendt tilbage til Mobilsiden.dk med en officiel forklaring.

Meldingen bringer en smule klarhed over den situation, der ellers har været præget af tavshed over for de danske kunder.

Wismo oplyser, at de er i tæt dialog med Hongqi-fabrikken i Kina om udfordringerne med appen.

Ifølge fabrikken ligger fejlen ikke i selve bilens software, men derimod hos Oracles servere, som håndterer den nødvendige datatrafik mellem bilen og appen.

Det er altså eksterne serverproblemer, der i øjeblikket blokerer for, at ejerne kan få appkontakt til deres biler.

Importøren understreger dog, at der er fuldt fokus på at få løst problemet hurtigst muligt.

Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028

De bedste apps til at styre elbilen

Ønsker du en elbil med en smartphone-app, der bare er spitzenklasse? Så skal du styre uden om de mange nye, kinesiske bilmærker, herunder Hongqi. Se de bedste apps til at styre elbilen.

Vi anbefaler:
Se priser på de billigste elbiler
Disse elbiler er Bedst i Test
Guide til opladning af elbil i hjemmet