Ny BMW 1-serie som elbil på vej med en skarp pris
BMW pønser på at udvide deres i forvejen store portefølje af elbiler med en ny, elektrisk 1-serie.
Elbilen forventes at få en særdeles attraktiv pris og kan blive mærkets næste store salgssucces herhjemme blandt prisbevidste byboere og yngre bilister.
Se også: Alle elbiler fra BMW i Danmark
En skarp pris i sigte
Over for Autocar bekræfter BMW, at BMW 1-serie som elbil er på vej, og ifølge mediet kan elbilen få en startpris i Storbritannien på omkring 30.000 pund.
Sammenligner vi med den større SUV-udgave, iX1, koster den aktuelt 43.305 pund i Storbritannien og 369.900 kr. i Danmark.
Hvis den nye 1-serie bliver cirka 30 procent billigere herhjemme, kan vi meget vel se en dansk startpris i omegnen af 275.000 kr. Det vil være en yderst attraktiv pris for en elbil med det ikoniske BMW-logo på køleren.
Se også: Alle elektriske hatchbacks
Perfekt til bykørsel
Den kompakte bybil kommer til at udfylde et tydeligt hul i BMW’s efterhånden brede portefølje af elbiler.
Der er tale om en lille hatchback, som er skræddersyet til at navigere i byens trange gader.
Den henvender sig direkte til den mindre krævende bilist, der prioriterer en lav pris og nem parkering frem for en hidsig acceleration, ekstreme hestekræfter og masser af plads på bagsædet.
Den vil være en direkte konkurrent til den kommende Audi A2 e-tron og Mercedes-Benz A-Klasse som elbil, der begge får et mini-MPV-design. Men BMW tror altså mere på hatchback-designet.
BMW vil naturligvis gøre brug af Neue Klasse-designsproget, som vi allerede kender fra iX3 og i3.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Kan fastholde BMW’s position i Danmark
Her i 2026 indtager BMW en flot placering som det 8. mest solgte elbilmærke på det danske marked, viser Mobilsidens statistikside for elbiler.
Konkurrencen er dog benhård, og introduktionen af en billigere, mere folkelig elbil kan blive en afgørende brik for tyskerne.
En prisvenlig 1-serie vil især kunne tiltrække et yngre publikum og være med til at fastholde bilmærkets stærke position herhjemme.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af alle elbiler
Guide til opladning af elbil i hjemmet
Sammenlign priser og specifikationer på alle elbiler
Sammenlign elbilernes lasteevne
De billigste elbiler på markedet
Elbiler der er bedst i test