Presser VW: Leapmotor B05 er et kinesisk prisangreb

Leapmotor er klar med danske priser på den nye B05. Den veludstyrede elbil underbyder direkte konkurrenter som VW ID.3. Se priser og specifikationer her.

Presser VW: Leapmotor B05 er et kinesisk prisangreb

Leapmotor skruer op for konkurrencen i den elektriske mellemklasse med offentliggørelsen af de danske priser på deres nye B05. Med en usædvanligt skarp startpris lægger mærket op til kamp mod nogle af danskernes foretrukne europæiske elbiler.

Se også: Disse elbiler gør det bedst i test

Aggressiv pris på Leapmotor B05

Når Leapmotor B05 ruller ind hos de danske forhandlere i slutningen af august, bliver det med en startpris på blot 179.990 kroner for basismodellen.

Vælger man topmodellen Design, der byder på et yderst omfattende udstyrsniveau, lyder prisen på 209.990 kroner.

Med de priser presser Leapmotor B05 for alvor de etablerede mærker på markedet, heriblandt Volkswagen, Cupra og Skoda. Sammenligner man med de direkte konkurrenter i samme størrelse, som Volkswagen ID.3 Neo og Cupra Born, starter disse betydeligt højere med priser fra cirka 250.000 kroner.

Det betyder, at den nye Leapmotor B05 er op til 70.000 kr. billigere end de europæiske rivaler.

Leapmotor B05

Selvom prisen er markant lavere, får man faktisk mere bil rent fysisk. Leapmotor B05 måler 4,43 meter i længden, hvilket gør den små 17 centimeter længere end en Volkswagen ID.3 Neo.

Den ekstra længde er primært udnyttet til at maksimere benpladsen på bagsædet i stedet for at prioritere et enormt bagagerum, hvilket gør bilen usædvanligt rummelig for passagererne.

Bagagerummet i Leapmotor B05 er på 385 liter – ikke klassens største, men dog ganske fornuftigt – og præcis samme størrelse som ID.3 Neo.

Se også: Se garantien på alle elbiler i Danmark

Op til 482 kilometers rækkevidde og masser af udstyr

Man kan i Leapmotor B05 vælge mellem to batteristørrelser på henholdsvis 56,2 kWh og 67,1 kWh, hvilket udmønter sig i en rækkevidde på op til 401 eller 482 kilometer.

Bilen bygger på en såkaldt Cell-to-Chassis-konstruktion, hvor batteriet er integreret i karrosseriet for at spare vægt og forbedre pladsudnyttelsen.

Lynopladning sker med op til 174 kW, hvor en opladning fra 10-80 procent skulle tage ned til 18 minutter – det er imponerende for en bil i denne prisklasse.

Dens elmotor yder op til 218 hestekræfter, hvilket giver et fornuftigt overskud, uden at det bliver alt for vildt.

Indvendigt er der lagt stor vægt på moderne teknologi og komfort. Føreren mødes af en stor infotainmentskærm på 14,6 tommer og en digital instrumentering.

Leapmotor B05

Topmodellen Design byder yderligere på luksuselementer som panoramaglastag, elektrisk justerbare forsæder i kunstlæder med både sæde- og ratvarme samt et avanceret lydsystem med 12 højttalere.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Et stort skridt for Leapmotor

Leapmotor ser ud til at have taget et enormt skridt fremad med den nye B05. De første uafhængige testkørsler af den europæiske udgave understreger, at bilen leverer en imponerende kabinekvalitet set i lyset af den meget lave pris.

Sæderne fremhæves som overraskende bløde og komfortable, og bilens infotainmentsystem reagerer hurtigt og flydende og er brugervenligt.

Leapmotor B05

Køreoplevelsen rammer et fornuftigt niveau for en moderne hverdagsbil, hvor affjedringen håndterer bump og bykørsel ganske pænt, selvom den måske mangler den allersidste europæiske raffinement.

Man skal dog være opmærksom på kabinens udformning, da batteriets placering hæver gulvet en smule, hvilket kan give en lidt uhensigtsmæssig benvinkel for meget høje førere.

Samlet set er der dog tale om en utroligt stærk pakke, som utvivlsomt kommer til at presse de etablerede konkurrenter fra især Volkswagen-koncernen.

Se også: Se alle kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028