CATL og BYD sætter dato på fremtidens elbilbatteri
Verdens to førende batteriproducenter, CATL og BYD, trapper nu kraftigt op i kapløbet om fremtidens batteriteknologi.
Begge selskaber går ifølge CarNewsChina målrettet efter at starte prøveproduktion af de revolutionerende solid state-batterier – også kaldet faststofbatterier – i 2027.
Se også: Guides om elbiler
Elbilens hellige gral rykker nærmere
Faststofbatterier bliver ofte omtalt som elbilernes ultimative fremtid. Teknologiens helt store styrker er markant højere energitæthed, lavere vægt samt en ekstremt høj sikkerhed mod overophedning og brand.
For bilister kan det i praksis betyde elbiler med væsentligt længere rækkevidde på den anden side af 1.000 kilometer.
Indtil videre befinder CATL’s battericeller sig stadig i laboratoriet. Selskabet forventer dog at øge modenheden markant over de kommende år, så produktionen kan køre på testproduktionslinjer i 2027.
Se også: Test af elbiler
Først klar til masseproduktion omkring 2030
Selvom testproduktionen starter i 2027, skal bilkøbere væbne sig med en smule tålmodighed. CATL vurderer nemlig, at en egentlig masseproduktion til millioner af elbiler først bliver en realitet omkring 2030.
CATL’s bestyrelsesformand oplyste i slutningen af juni, at selskabets solid state-batterier i øjeblikket kun befinder sig på niveau fire ud af ni på den såkaldte TRL-skala for teknologisk parathed.
Det betyder, at battericellerne fortsat er i en tidlig udviklingsfase og primært bliver testet og valideret i laboratoriet.
I de første år vil teknologien være dyr at fremstille. De nye superbatterier forventes derfor i første omgang kun at blive tilgængelige i mere eksklusive elbiler med mange hestekræfter og med en pris, der nok ligger uden for de flestes økonomiske råderum.
Samtidig presser konkurrenten BYD på med nye patenter inden for feltet, hvilket skærper konkurrencen og kan fremskynde udviklingen til gavn for fremtidens elbilister.
Det tyder altså på, at vi har en konkurrencesituation bestående af CATL og BYD på den ene side, mens der er alle de andre på den anden side.
Heldigvis er vi i den gunstige situation, at eksisterende NMC- og LFP-batterier allerede er videreudviklet til at være ekstremt gode.
Sideløbende har vi udviklingen af natrium-ion-batterier, som også ser særdeles lovende ud. Det er altså ikke den helt store katastrofe, at de længe ventede solid state-batterier lader vente på sig nogle år endnu.
Alt om solid state-batterier
Vil du vide mere om solid state-batterier? Se fordele og ulemper ved solid state-batteriteknologien.
Se også: De mest populære elbiler i Danmark
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed
