Hyundai IONIQ 3 imponerer: Den bedste i klassen lige nu?

Hyundai har løftet sløret for danske priser på Ioniq 3. Se specifikationer, udstyr og vores dom over dens chancer mod ID. Polo, ID. Cross og Skoda Epiq.

Hyundai
Hyundai Ioniq 3

Hyundai har netop trukket tæppet væk under de officielle danske priser på den spritnye Ioniq 3.

Med de nye priser melder Hyundai Ioniq 3 sig ind i årets vildeste elbilduel, hvor den lander som en stærk rival til Volkswagens ID. Polo og ID. Cross, Skodas Epiq og Cupras Raval.

Den skiller måske vandene på designet og priserne imponerer ved første øjekast ikke, men kigger man på design, udstyr og rækkevidde, ligner den i mine øjne klassens stærkeste bud lige nu.

Et modigt design og lækker kabine med Android

Med en længde på knap 4,16 meter og en akselafstand på 2.680 millimeter lander Ioniq 3 lige midt i den kompakte klasse.

Det betyder, at den lander i et hajfyldt farvand, hvor mange nye konkurrenter er landet på markedet. Det er oplagte alternativer som VW ID. Polo og ID. Cross, Skoda Epiq og Cupra Raval, som er mærker, som dansker har en forkærlighed for.

Netop det sidste kan blive en udfordring for Ioniq 3, men det samme kan designet blive.

Designmæssigt er jeg personligt helt vild med den nye Ioniq 3, men det er uden tvivl en bil, som vil skille vandene.

Volkswagens og Skodas mere afdæmpede, klassiske design rammer sandsynligvis bredere hos danskere, og netop det markante udtryk kan blive modellens største udfordring.

Indvendigt ser interiøret virkelig indbydende ud. Takket være den lange akselafstand forventer vi mærkbart bedre benplads på bagsædet end i ID. Polo (læs test af VW ID. Polo), omend den ikke kan matche den større ID.3 Neo (læs test af ID.3 Neo).

Bagagerummet på 441 liter imponerer til gengæld og matcher eller overgår de nærmeste rivaler.

Teknologisk har Hyundai givet kabinen et massivt løft med et længe ventet infotainmentsystem baseret på Android Automotive.

Det er den helt rigtige vej at gå, selvom det desværre må undvære indbyggede Google-tjenester.

Hyundai Ioniq 3

Den nye softwaren, som vises på en ny 14,6 tommer skærm, virker langt mere moderne og lækker end det nye system i Volkswagen-koncernens minibiler.

Læs ogsåStor guide: Her er de bedste elbiler under 200.000 kroner

Stikker ikke af på specifikationer eller pris

Drivlinjen byder på to batteristørrelser: Standard Range på 42,2 kWh med 147 hk og 344 km rækkevidde samt Long Range på 61 kWh med 135 hk og op til 496 km rækkevidde.

Lynopladningen klares fra 10 til 80 procent på cirka 30 minutter ved en lynlader.

Det er fine specifikationer, men ikke noget som giver Ioniq 3 store fordele overfor konkurrenterne. Med det store batteri kører den lidt længere, men den lynlader også lidt langsommere.

Priserne starter ved 209.995 kroner for en Select Standard Range og topper ved 294.995 kroner for en fuldt udstyret N Line EVO Long Range.

Hermed har Hyundai placeret sig en anelse højere end en ID. Polo, som starter ved 189.995 kroner og Cupra Raval ved 199.990 kroner. Læs test af Cupra Raval her.

Det havde uden tvivl pyntet at se basisudgaven lige under de magiske 200.000 kroner. Til gengæld matcher startprisen en ID. Cross fuldstændig, og kigger man på udstyrslisten, giver prisforskellen pludselig god mening.

Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil

Man får meget mere udstyr for pengene

Det er nemlig vores klare vurdering, at man samlet set får markant mere udstyr for pengene i Ioniq 3, når man kigger nærmere på udstyrslisterne.

Hvor basisudgaverne af ID. Polo og Skoda Epiq (læs test af Skoda Epiq) møder op på simple stålfælge og tager sig godt betalt for basal komfort, disker Ioniq 3 Select op med en noget større udstyrspakke med ting som varmepumpe, adaptiv fartpilot med Stop & Go, bakkamera, p-sensorer for og bag, 2-zonet klimaanlæg og meget mere.

Lægger man det udstyr til de tyske konkurrenter for at bringe dem på omgangshøjde, fordufter prisfordelen ret hurtigt.

Vælger man Ioniq 3 Long Range til 249.995 kroner, bider den sig endda fast i haserne på den større ID.3 Neo Trend til samme pris, men kvitterer med markant længere rækkevidde og langt mere udstyr.

Dertil kommer Hyundais fabriksgaranti på 5 år uden kilometerbegrænsning, som overgår tyskernes kilometerbegrænsede på 150.000 km.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov

Ioniq 3 ligner en favorit i klassen

Alt i alt er min vurdering, at der er rigtig meget elbil for pengene i den nye Ioniq 3. Skal man vælge den frem for ID. Polo, ID. Cross, Cupra Raval eller Skoda Epiq?

Skulle jeg selv kaste mine egne surt opsparede penge efter en kompakt elbil i denne klasse lige nu, er jeg faktisk svært overbevist om, at valget ville lande på Hyundai Ioniq 3 netop.

Det ville først og fremmest blive på grund af dens design, det nye infotainmentsystem, som er noget der betyder meget for mig. Men også dens høje udstyrsniveau, ekstra akselafstand og trygge garanti er vigtige fordele.

Den endelige dom må dog vente, til vi har haft samtlige kombattanter til test – og det glæder vi os rigtig meget til.

Læs ogsåTest og anmeldelser