Test: Google Nest Hub – Mere end bare en billedramme

Anmeldelse: Google Nest Hub er et fremragende midtpunkt for det forbundne hjem. En fornuftig pris, for alt hvad den tilbyder, gør den meget anbefalelsesværdig.

Test: Google Nest Hub – Mere end bare en billedramme

Google har med storm indtaget Danmark, med deres assistent-udstyrede produkter til hjemmet. Siden september sidste år, hvor Google Assistent blev lanceret på dansk, er der blevet lanceret højtalere, sikkerhedskameraer, dørklokke og røgalarm, som alle byder på smart moderne teknologi og er forbundet til hinanden. Vi har testet den seneste enhed, som meget vel kunne være midtpunktet for alle disse produkter.

Google Nest Hub er basalt set en Google Home-højtaler, påsat en 7-tommer skærm. Men i brug er det en skøn kombination, hvor man meget hurtigt sætter pris på skærmen og de muligheder den giver. Den allerbedste funktion, og mest anvendte af hele familien, er billedrammen, men Google Nest Hub kan meget mere end det, og den bliver meget hurtigt fast inventar i hjemmet, når den først er flyttet ind.

Læs også: Nu kan Google Nest Hub købes i Danmark

Google Nest Hub: Fordele og ulemper

Fordele:

  • Nydeligt design
  • Billedramme-funktionen er skøn
  • Skærmen er flot
  • Prisen

Ulemper:

  • Lyden kunne være bedre
  • Intet kamera
  • Google Assistent-platformen er stadig ung i Danmark
Google Nest Hub
Designet er nydeligt og gennemført, i klassisk Google-stil. Læg mærke til den lille kontakt, beregnet til at tænde og slukke for mikrofonen. Til venstre ses knapper til styring af lydstyrke. Foto: Mobilsiden

Designet, lyden og skærmen

Google Nest Hub er udstyret med en 7-tommer skærm, med nogle relativt store kanter omkring. På den øverste kant sidder der to mikrofoner og en sensor til styring af lyset i skærmen. På bagsiden sidder en lille kontakt til at tænde og slukke for mikrofonen, skulle man have brug for dette.

Nest Hub er desværre ikke udstyret med et kamera, hvilket jeg finder meget besynderligt. I vores familie bruger vi Google Duo til videoopkald, hvor jeg flere gange har svaret opkald på Nest Hub, for derefter at blive mindet om, at der ikke er noget kamera i den.

Google Nest Hub virker solid og byggekvaliteten er rigtig fin. Den fås i farverne lysegrå og mørkegrå, som begge har en mat og “blød” overflade. Designet er ganske nydeligt og minimalistisk, i klassisk Google-stil.

Læs også: Test af JBL Link Portable

Skærmen
Skærmen i Google Nest Hub er på 7-tommer og af LCD-typen, altså noget mindre end de 10-tommer Nest Hub Max tilbyder. Opløsningen er på 1024×600, hvilket Google underligt nok ikke selv informerer om. Opløsningen er ikke den højeste og der kan ses pixels, hvis man kommer tæt nok på. Men det er slet ikke noget man tænker over i hverdagsbrug og skærmen er uden tvivl god nok. Der er rigeligt med lys i skærmen og farverne virker meget naturlige og heldigvis ikke overdrevne. Betragningsvinklerne kunne være bedre, men det er til at leve med. Enhedens lyssensor er en skøn tilføjelse, som gør at den automatisk tilpasser lyset i skærmen efter omgivelserne. Slukker man fx lyset helt, så bliver skærmen sort, så sort som LCD kan, og viser kun klokken.

Lyden
På Googles butik har Nest Hub-højtaleren fået den meget fyldestgørende beskrivelse “Højttaler med fuldt frekvensområde”, hvilket de selvfølgelig kan have ret i. Ifølge Google skulle lyden fra Nest Hub være en mellemting mellem Home Mini- og Home-højtaleren. Det vi jeg godt give dem ret i, men det er tættere på Mini end den større Home-højtaler. Lyden fra Nest Hub er udmærket, men jeg skifter altså ikke min nuværende køkken-højtaler ud med den. Den spiller til gengæld rigeligt højt og man kan altid høre hvad assistenten siger.

Specifikationer på Google Nest Hub

Google Nest Hub specifikationer
Mål og vægt 67,3 x 178,5 x 118 mm
480 gram
Skærm 7 tommer LCD
1024×600
400 nits
Højtaler Højttaler med fuldt frekvensområde
Sensorer Kapacitiv touchskærm
Ambient light
Forbindelser 802.11b/g/n/ac (2.4GHz/5Ghz) Wi-Fi
Bluetooth 5.0
Strøm 15W adapter
Farver Lysegrå
Mørkegrå
Pris 999 kroner
Google Nest Hub
Google Nest Hub kan sagtens spille musik og vise video fra Youtube. Lydkvaliteten er til at leve med til prisen, men fantastisk er den ikke. Foto: Mobilsiden

Skærmen gør en stor forskel

En Google-højtaler med en skærm, men hvilken gavn har man af skærmen, når det alligevel er assistenten, der er det mest relevante? Meget, utroligt meget. Først og fremmest skal man forstå, at skærmen ikke fungerer som en lille tablet, men den giver i stedet assistenten mulighed for, at sætte billeder på de ting du beder om og som den finder frem til dig.

Det meste af tiden vil Google Nest Hub stå ubrugt, men her dukker en af dens bedste features op: billedramme. Den kan nemlig vise billeder fra dine mapper i Google Fotos og det er andeles vanedannende. Nogle gange fanger jeg mig selv, konen eller børnene i bare at stå og stire på den, mens vi genoplever minder. Alene denne funktion er nok til at den bliver stående.

Det er dog ikke kun billedrammen, der giver mening med skærmen på Nest Hub. Der er nogle gange, hvor det er hurtigere, lettere og rarere at trykke på skærmen, i stedet for at snakke til assistenten. Når man skal stoppe en alarm, skifte musiknummer, skrue ned osv., så er det skønt at have en skærm at gøre det på. Den giver også muligheden for at se Youtube-video, hvilket kan være ganske praktisk, hvis man lige skal have hurtig visuel hjælp til udskæring af den nyfangede ørred eller hvad det kunne være.

Skærmen giver også et overblik over hjemmets Google Home-forberedte lamper, termostater, sikkerhedskameraer og hvad man ellers kan have tilsluttet. Swiper man ned fra toppen af skærmen, så får man det fulde overblik.

Google Nest Hub
En traditionel Google Home-højtaler fortæller hvordan vejret bliver, men Nest Hub viser det også. Foto: Mobilsiden

Hey Google, hvad kan du?

Overvejer du Google Nest Hub, så kender du sikkert allerede til Googles digitale assistent, inklusive dens styrker og svagheder.

Man kan spørge assistenten om de klassiske ting: vejret, dagens nyheder, åbningstider, sætte alarmer. Men i virkeligheden er der er en overflod af funktioner, som hurtigt bliver mere avancerede. Man kan bede den om at tænde lyset i stuen eller tænde for sikkerhedskameraet i haven – hvis man har investeret i det. Men man kan også kaste sig ud i at bede om en specifik sang på Spotify, hvilket kræver to ting: Korrekt opsætning af sætningen, så assistenten forstår det, og man udtaler det hele meget tydeligt. Det føles stadig ret kunstigt og ofte får man svaret: “Jeg kunne ikke finde det efterspurgte indhold”, fordi assistenten ikke helt får fanget hvad man siger til den. Og så kræver det selvfølgelig at man husker album og/eller navne på sange.

På nedenstående billede bad jeg om rutevejledning til Aarhus, hvilket jeg ganske hurtigt fik leveret. Men da jeg bad assistenten om at sende rutevejledningen til min telefon, så blev den meget stille og gik tilbage til at vise billedrammen. Det sker desværre en gang i mellem, at Google Assistent kommer til kort, hvorefter den bare bliver stille.

Nogle gange oplever man også, at assistenten tror man snakker til den, hvorefter den kommer med en lang smøre om noget, den tror man har bedt den om. Det kan være en smule irriterende, men heldigvis er det ikke så tit.

Overordnet set er Google Assistent en hjælp, nogle bruger den sikkert mere end andre. Hos os bliver den primært brugt til vejret, styring af lyset, sætte timere til madlavningen og åbningstider for butikker. Vi glæder os til Google Assistent med tiden bliver “klogere”.

Google Nest Hub
Foto: Mobilsiden

Konklusion: Skærmen gør forskellen

Det har svært en svær opgave af karaktergive Google Nest Hub. Den er blevet fast inventar i vores hjem og hele familien nyder godt af den, men den er ikke perfekt. Dog er det her man skal huske på prisen på 999 kroner, hvilket er utroligt fornuftigt for en fantastisk god billedramme, et kontrolcenter til hjemmet, en digital assistent, en lille musikhøjtaler og videoafspiller og ikke mindst et digitalt vækkeur mm..

De er ærgeligt at Google Nest hub ikke har indbygget kamera til videoopkald. Og vi havde håbet på lidt bedre lydkvalitet. Til sidst mærkes det at Google Assistent kun har været i Danmark i 7-8 måneder, hvor den til tider mangler svar eller ikke helt ved hvordan den kan hjælpe. Netop dette bliver konstant forbedret, men der er lang vej endnu.

Prisen taget i betragtning, så er det svært at forvente mere. Google Nest Hub Max, storebror til Nest Hub, har de ting vi efterspørger, men er selvfølgelig dyrere og endnu ikke lanceret i Danmark.

Har du allerede udstyret hjemmet med Google Home, så er Nest Hub et must-have. Skærmen gør virkelig en stor forskel.

Google Nest Hub lander på 5 ud af 6 stjerner og får en anbefaling med herfra.

Google Nest Hub
Foto: Mobilsiden

Det sidste nye i fortællingen

Det tog ikke lang tid, temaet taget i betragtning, inden der kom nyt i sagen. mobilsiden kunne ikke lade være. Allerede d. 7/6/2019 gik redaktionen videre med et indlæg om YouSee lancerer e-sim til Apple Watch – Artiklen kan du læse her her. Den absolut seneste udvikling i sagen kan du følge her.