Fejl i Snow Leopard sletter dine filer
Det er ikke helt ufarligt at lege med sneleoparder. Ifølge adskillige tråde i Apples supportforum indeholder Apples seneste operativsystem en graverende fejl, der i værste fald kan slette brugerens filer fra harddisken.
Fejlen opstår tilsyneladende, hvis man opretter, og logger ind på en gæstekonto på sin Mac. Når man så vender tilbage til sin normale konto, kan alle filer risikere at være væk, skriver sitet Itwire.
Apple er klar over problemet, og skriver på sin hjemmeside, at de arbejder på at fikse problemet, samt at det kun sker i sjældne tilfælde.
Det anbefales at man lader være med at bruge sin gæstekonto indtil Apple udsender en opdatering.
Noget lader til at problemet primært opstår hos brugere, der havde en gæstekonto aktiveret i Leopard, inden de opdaterede til Snow Leopard.