iOS 18 bliver “den største opdatering” i iPhonens historie

Apple har store planer for iOS 18, erfarer Apple-kenderen Mark Gurman fra Bloomberg. Han tøver ikke med at kalde det for den største opdatering i iPhonens historie.

iOS 18 bliver “den største opdatering” i iPhonens historie

I Bloombergs nyhedsbrev Power On oplyste Mark Gurman forleden, at iOS 18 muligvis bliver den ”største” opdatering af styresystemet i iPhonens historie.

”Som jeg har fået det fortalt, ses det nye styresystem internt i selskabet som en af de største opdateringer af iOS – hvis ikke den største – i selskabets historie,” skrev han.

Mark Gurman vil på et senere tidspunkt afsløre flere detaljer om iOS 18-funktioner og ændringer, der er på vej. Vi kender dog allerede til to nye funktioner, der med al sandsynlighed kommer med i opdateringen.

iOS 18 kommer i september, og den første betaudgave til udviklerne kommer i løbet af Apples årlige udviklerkonference WWDC i juni måned.

Læs også: Apple har store ambitioner med iOS 18

Understøttelse af beskedprotokollen RCS

I november 2023 annoncerede Apple, at selskabet er klar med understøttelse af beskedstandarden RCS i appen Beskeder. Apple har allerede røbet, at understøttelsen bliver klar “senere” i løbet af 2024, så det bliver formentlig en ny funktion i iOS 18.

Understøttelse af RCS bør betyde følgende forbedringer af brugeroplevelsen, når personer sender tekstbeskeder til og fra hinanden på tværs af iPhones og Android-beskeder:

  • Højere opløsning af billeder og videoer
  • Lydbeskeder
  • Skriveindikator
  • Læsekvitteringer
  • Wi-Fi-chats mellem iPhones og Android-enheder
  • Forbedrede gruppesamtaler, inklusive muligheden for, at iPhone-brugere kan forlade en samtale, der inkluderer Android-brugere
  • Bedre kryptering end med SMS

Disse moderne funktioner findes allerede i chatsamtaler mellem to iPhones (med blå talebobler) via Apples egenudviklede iMessage-protokol. Mange af funktionerne er også at finde i tredjepartsapps som Messenger, WhatsApp og Telegram. RCS-understøttelse i iOS 18 udvider funktionaliteten til også at gælde for chatsamtaler, hvor de grønne talebobler i Beskeder-appen vises.

Læs også: Apple overrasker alle: RCS-beskeder på vej til iPhone

Siri bliver smartere i iOS 18

Mark Gurman forventer også, at iOS 18 kommer til at inkludere generativ AI-teknologi, der ”bør forbedre, hvordan både Siri og Beskeder-appen kan stille spørgsmål og automatisk fuldføre sætninger.”

Han mener, at Apple også har udforsket generative AI-funktioner i andre apps på tværs af sine platforme, inklusive Apple Music, Pages, Keynote og Xcode.

Mediet The Information har tidligere oplyst, at Apple har planer om at inkorporere AI-sprogmodeller i Siri, så brugerne kan automatisere komplekse opgaver – noget der formentlig vil betyde en dybere integration med iOS-appen Genveje. Ifølge det rygte vil den funktion komme i en softwareopdatering i løbet af 2024 – altså formentligt iOS 18.

Generativ AI oplevede et enormt boom i interesse sidst i 2022, da OpenAI lancerede ChatGPT. Chatbotten kan besvare spørgsmål og skabe indhold baseret på simple prompts. Google og Microsoft har siden lanceret lignende chatbots i 2023, samtidig med at flere selskaber har bevæget sig ind på markedet. Chatbotterne trænes via store sprogmodeller (LLM’er), så de kan svare på menneskelig vis.

Læs også: Apple vil overgå ChatGPT med næste generation af Siri i iOS 18