Google Bard hedder nu Gemini – og kommer som en app

Googles AI-chatbot, Bard, skifter navn til Gemini med øjeblikkelig virkning  - og kommer også i en betalt version og som app.

Google Bard hedder nu Gemini – og kommer som en app

Tidligere i år annoncerede Google, at selskabets AI-chatbot nu kører på Googles opgraderede sprogmodel, Gemini Pro. It-giganten har tre forskellige AI-sprogmodeller under Gemini-navnet: Gemini Nano, Gemini Pro og Gemini Ultra.

Alle tre sprogmodeller er baseret på samme træningsdata, men har forskellige egenskaber, alt efter hvilken platform de anvendes på:

  • Gemini Nano er navnet på den udgave af sprogmodellen, der driver en række indbyggede AI-funktioner i Googles Pixel-telefoner.
  • Gemini Pro er den sprogmodel, som driver Google Bard (nu Gemini). Ifølge Google vil det gøre Gemini i stand til at generere billeder og i det hele taget give bedre og mere præcise svar.
  • Gemini Ultra er den sprogmodel, som er tænkt til at løse komplekse opgaver. Den bruges i Googles nye betalingsudgave af Gemini. Ifølge Google er Gemini Ultra faktisk så dygtig, at den kan outperforme ChatGPT 4.

Med så mange Gemini-sprogmodeller prøver Google at få det hele til at hægne sammen. Derfor omdøber Google nu AI-chatbitten Bard til Gemini, som i basis-versionen fortsat er gratis at bruge.

Læs også: Google lancerer Circle to Search – ny form for Google-søgninger

Betalingsversion: Gemini Advanced

Google lancerer nu også en betalt version, hvor man lige som med ChatGPT kan købe sig til en mere avanceret udgave af chatbotten.

Gemini Advanced kører på Googles allermest avancerede sprogmodel, Gemini Ultra. Den er tilgængelig i Danmark og resten af verden fra i dag – dog til at begynde med kun på engelsk.

Gemini Advanced er tilgængelig som et nyt Google One-abonnement. Ud over 2 TB lagerplads i Gmail, Drev og Fotos får man altså adgang til Googles ypperste AI-chatbot. Prisen på Gemini Advanced er 19,99 dollar om måneden – altså det samme som et ChatGPT Plus, der koster 20 dollar per måned. 

Ifølge Google kan Gemini Advanced blandt andet hjælpe med større kreative projekter, løse avanceret kodning, føre diskussioner og sågar fungere som personlig tutor, som giver trin-for-trin-instruktioner.

Den vil inden længe også give mulighed for at sammensmelte lyd, billede og video.

Læs også: Quiz: Kan du gætte, hvilke personer der er AI-genererede?

Gemini kommer som app til din mobil – på et tidspunkt

Gemini bliver tilgængelig på mobiltelefoner, både Android og iOS, så brugere fremover kan få adgang til Gemini direkte fra en app.

Appen kommer dog ikke til Europa i første omgang, men planen er en snarlig udrulning til flere lande.

Foruden chatbotten bliver Gemini gradvist indrullet i en lang række Google-produkter – både hardware såsom Pixel-telefonerne og i løbet af de kommende uger også programmer som Gmail, Docs, Slides, Sheets og Meet.

Prøv Gemini her.

Læs også: Google opdaterer AI-chatbotten Bard med Gemini Pro