Nu kan du chatte med en AI-chatbot i Fitbit om dit helbred

Googles Fitbit-sundhedsapp er blevet opgraderet med en AI-chatbot drevet af Gemini, som lader dig føre chatbaserede samtaler om alle sundhedsdata indsamlet om dig.

Nu kan du chatte med en AI-chatbot i Fitbit om dit helbred

Kunne du tænke dig at chatte med en AI-chatbot om dit eget helbred ud fra data indsamlet om dig fra eksempelvis dit smartwatch? Så kan du netop dette i Googles Fitbit-app.

Google har nemlig introduceret Fitbit Labs. Det er en ny sektion i appen med nye AI-funktioner, som Fitbit Premium-abonnenter kan få tidlig adgang til. En ny funktion heri er muligheden for at få adgang til en personlige, helbredsfokuseret AI-chatbot. AI-chatbotten er udviklet af Fitbit og Google Research og bruger sprogmodellen Gemini – samme sprogmodel, som driver AI-chatbotten af samme navn (tidligere kendt som Bard).

Læs også: Google One inkluderer nu Fitbit Premium og Nest Aware

AI-chatbot analyserer dine sundhedsdata

Med den nye AI-chatbot kan Fitbit Premium-brugere spørge Fitbit om deres helbredsdata ved at bruge helt almindeligt sprog. Ifølge Google er formålet at hjælpe brugerne med bedre at forstå de data, der er indsamlet om deres søvn, helbred, træning med mere. Målet med appen er at bedre kunne få adgang til sundheds- og helbredsinformation – nærmest som at have sin helt egen personlige træner.

“Denne model er ved at blive finjusteret til at levere personlige coachingfunktioner såsom handlingsorienterede beskeder og vejledning, der kan individualiseres baseret på personlige sundheds- og fitnessmål,” oplyser Google.

Som billedet ovenfor viser, kan du for eksempel spørge, om der er en sammenhæng mellem din aktivitet og søvn i løbet af den seneste måned. Straks analyserer AI-chatbotten dine sundhedsdata og kommer med et grundigt og særdeles brugbart svar. I dette tilfælde svarer den, at “det ser ud til, at din søvnscore i gennemsnit var 9 point højere de dage, hvor du fik mere end 58 minutter i den aktive zone”.

Fitbit Labs vil være tilgængelig “senere på året” for et “begrænset antal Android-brugere, der er tilmeldt Fitbit Labs-programmet i Fitbits mobilapp.”

Læs også: Google Pixel 8 understøtter ikke Googles nyeste AI-modeller

Øget fokus på sundhed

Ud over den nye AI-chatbot i Fitbit har Google også annonceret, at selskabet introducerer en ny visuel søgefunktion i Google-søgemaskinen.

Som eksempel viste Google en søgning på nakkesmerter. Ifølge Google kan den visuelle søgefunktion inkludere diagrammer, der viser årsager til smerter hentet fra troværdige kilder på nettet.

Det bliver også lettere at søge med billeder på andre helbredsproblemer som migræne, nyresten eller lungebetændelse, når man er ude efter medicinske årsager og behandlinger.

Google har på det seneste udvidet sine medicinske og sundhedsmæssige funktioner, herunder en ny Google Lens-funktion, der analyserer billeder af hud for at identificere eventuelle hudlidelser. Tidligere var man nødt til at søge efter mulige sygdomme udelukkende ved hjælp af ord.

Læs også: Nye sundhedsfunktioner til Apple Watch – her er de bedste