Stor fyringsrunde: Spotify fyrer 17 procent af alle ansatte

Spotifys direktør, Daniel Ek, har annonceret en nedskæring og et farvel til omkring 1.500 ansatte. Det sker i et forsøg på at gøre streamingtjenesten mere profitabel.

Stor fyringsrunde: Spotify fyrer 17 procent af alle ansatte

Spotify fyrer 17 procent af sine ansatte i et forsøg på at skære ned på omkostningerne. Det har den svenske streamingtjenestes direktør, Daniel Ek, annonceret for de ansatte. Baseret på de 9.241 ansatte, der blev meldt ud ved seneste kvartalsregnskab, forventes nedskæringerne at ramme omkring 1.500 medarbejdere.

I en meddelelse til medarbejderne skriver Ek, at langsommere økonomisk vækst og stigende omkostninger er årsagen til nedskæringerne. Med den store fyringsrunde mener han, at Spotify blover et mere effektivt selskab.

”I dag er vi stadig for mange personer dedikeret til at støtte arbejdet og endda udføre arbejde omkring arbejdet i stedet for at bidrage til muligheder med reel indflydelse. Efterhånden som vi er vokset, har vi bevæget os for langt væk fra dette kerneprincip om opfindsomhed,” skriver Daniel Ek.

Læs også: Hemmelig særaftale afsløret: Spotify betaler ingen gebyrer til Google

Tredje fyringsrunde i år

Det er den tredje store fyringsrunde hos Spotify i år. I januar annoncerede selskabet en nedskæring på seks procent af medarbejderne, hvor omkring 600 personer mistede deres arbejde. I juni meddelte Spotify, at yderligere 200 personer skulle skæres fra selskabets podcastafdeling.

Udover at skære ned på omkostningerne har Spotify også foretaget flere ændringer, der skal øge omsætningen. Hen over sommeren hævede selskabet derfor prisen på flere af abonnementerne i en række lande.

Fyringerne kommer efter en markant stigning i antal ansatte under pandemien. Det blev næsten til en fordobling af medarbejderstaben over en treårig periode. I sin meddelelse forsvarer Daniel Ek beslutningen om at øge antallet af ansatte i den periode, men siger, at selskabet nu befinder sig “i en meget anderledes situation.”

De ansatte, der rammes af den seneste fyringsrunde, får ifølge Daniel Ek fem måneders fratrædelsesgodtgørelse og sygeforsikring.

Investorer presser på for at opnå overskud

Spotify har historisk set generelt prioriteret vækst frem for kvartalsmæssigt overskud, men som Wall Street Journal nævner, har investorerne det seneste år lagt mere pres på for at opnå et overskud. Ved en investordag sidste år oplyste Daniel Ek, at han ønskede at gøre Spotify profitabel i 2024.

Selvom selskabet kunne melde om et overskud ved sidste kvartalsregnskab, har de samtidig rapporteret om tab på 462 millioner euro de første ni måneder af året.

Læs også: Spotify præsenterer overskud og flere betalende kunder