Nintendo Switch 2 kommer først i starten af 2025
Det er ikke slut med rygter om Nintendo Switch 2 – tværtimod. Først hørte vi, at Switch 2 skulle komme i efteråret 2024, så den kunne ramme hylderne inden julehandlen.
Læs også: Nintendo Switch 2 er på vej – her er, hvad vi forventer
Nintendo Switch 2 kommer først om et år
Men nye kilder har over for mediet VGC afsløret, at Nintendo har meddelt flere spiludgivere, at konsollens lanceringsdato er flyttet til første kvartal 2025.
Det er desuden ikke kun VGC, der har været i kontakt med kilder med sådanne oplysninger. En brasiliansk journalist samt kilder, der har talt med Eurogamer, mener også, at lanceringen er skubbet til næste års første kvartal.
Hvis Nintendo Switch 2, som vi ikke engang ved, om konsollen kommer til at hedde, bliver lanceret i begyndelsen af 2025, bliver det en lancering på samme tid af året, som det var tilfældet med den originale Switch-konsol. Den kom nemlig på markedet i marts 2017.
To af VGC’s kilder har bekræftet, at de er i gang med at udvikle spil til Nintendo Switch 2, der altså nu står til at blive klar i begyndelsen af 2025.
Læs også: Salget af PlayStation 5 falder – PS5 Pro kommer i 2024
Den svære efterfølger
En senere lanceringsdato giver også udviklerne mulighed for at få de spil, der skal stå klar til konsollen fra start, færdige i tide. Det kan for eksempel være Metroid Prime 4. Spillet blev først annonceret i 2017, men udviklingen blev genstartet i 2019, og siden har spillet ikke fået en opdatering. Mediet Polygon mener, at Sony måske gemmer på den opdatering, indtil Nintendo Switch 2 er klar til lancering.
Når spillekonsollen bliver lanceret, har Nintendo Switch 2 noget af en opgave foran sig. At skulle tage over efter en konsol, der allerede er Nintendos næstbedst sælgende spillekonsol nogensinde, er ingen let opgave. Især ikke med tanke på, at Switch har solgt bedre end konkurrenterne fra både Sony og Microsoft.
Med 139,36 millioner solgte eksemplarer er Nintendo Switch den tredje mest solgte spillekonsol nogensinde – kun overgået af Nintendo DS med 154 millioner eksemplarer og PlayStation 2 med mere end 155 millioner eksemplarer.
Nintendo Switch 2: Specifikationer og pris
Reuters har bekræftet, at Nintendo Switch 2 bliver drevet af en specialudviklet ARM-baseret Nvidia-chip med kodenavnet “DRAKE” (T239). Den vil også få Nvidia-grafik med 1280 CUDA-kerner.
Skærmen får vokseværk til 8 tommer, men forbliver af IPS-typen. I dag fås Nintendo Switch med en 6,2 tommer IPS-skærm, Nintendo Switch Lite fås med en 5,5 tommer IPS-skærm, mens Nintendo Switch OLED fås med en 7 tommer OLED-skærm. Alle skærme har en HD-opløsning.
Den næste Nintendo Switch ventes også at få 8GB LPDDR5-RAM og 64 GB lagerplads. Nintendo Switch 2 ventes at få en pris, der bliver højere end den nuværende Switch.
Læs også: Sony på vej med DualSense V2-controller med 12 timers batteritid