EU undersøger kinesiske bilers software
Margrethe Vestager, der er ledende næstformand i EU-Kommissionen, har udtrykt bekymring over muligheden for spionage, overvågning og datamisbrug fra ”computere på hjul”, som moderne biler i dag er.
En opkoblet bil ”kan registrere alt, hvor den er, og den kan også overføre disse data til dem, der har adgang til dataene”, oplyste hun tirsdag til journalister under et besøg i USA. Besøget falder kort tid efter, at USA har besluttet at forbyde kinesisk teknologi til brug i opkoblede biler.
Se også: USA vil forbyde opkoblede kinesiske biler
EU vil undersøge risiciene ved opkoblede biler
EU’s myndigheder ”ser på dette, også sammen med vores økonomiske sikkerhedseksperter,” siger hun og tilføjer, at ”det er legitimt at se på, om den slags teknologi kan misbruges, når det gælder sikkerhedsspørgsmål.”
Ifølge Politico er en mulig vej for EU at gå at udvikle et udkast til en såkaldt ”EU-værktøjskasse til IKT-forsyningskæden” (informations- og kommunikationsteknologi, red.) for at imødekomme disse bekymringer. Det vil ligne EU’s værktøjskasse til 5G-sikkerhed, som fik en række EU-lande, herunder Danmark, til at forbyde, begrænse eller udfase teleudstyr fra kinesiske Huawei.
Disse ”EU-værktøjskasser” er dog ikke-bindende dokumenter og er stærkt afhængige af de nationale regeringers vilje til at omsætte dem til skrappe restriktioner.
Se også: Her er de bedste (og dårligste) apps til opkoblede elbiler
Geopolitiske spændinger intensiveres
At EU nu begynder at kigge på muligheden for at sætte en dæmper for de kinesiske virksomheders adgang til europæere gennem teknologi i opkoblede biler understreger den bredere geopolitiske kamp om kontrol med nøgleteknologier som AI, mikrochips og 5G, der udspiller sig mellem USA, EU og Kina.
Frygten for spionage, sabotage og risici i forsyningskæder presser sig på, og derfor ser vi hårdere lovgivning især inden for cybersikkerhed.
Om kinesiske bilproducenter kommer til at lide samme skæbne som Huawei inden for telebranchen, er dog alt for tidligt at spå om.