10 grunde til ikke at købe en elbil fra BMW

BMW er det sjette mest solgte elbilmærke i Danmark i 2025, men det gør dem ikke fejlfrie. Se de 10 vigtigste grunde til ikke at vælge en BMW-elbil, før du trykker på den tunge "køb"-knap.

10 grunde til ikke at købe en elbil fra BMW

BMW er lykkedes rigtigt godt med at sælge mange elbiler herhjemme i Danmark – også selv om BMW er noget dyrere end de fleste andre bilmærker.

Men derfor er alt alligevel ikke perfekt ved BMW’s elbiler. Som med alle andre bilmærker har BMW’s biler også svagheder og ulemper, som er værd at kende til.

Vi gennemgår her de 10 bedste grunde til ikke at købe en elbil fra BMW.

Se også: Alle elbiler fra BMW

10 grunde til ikke at vælge en elbil fra BMW

Se de 10 største grunde til, at du bør styre uden om en BMW-elbil:

Se også: Sammenlign alle elbiler på pris og kvalitet

1. BMW’s elbiler er dyre

BMW er et premium-mærke, og det får man at mærke, når man skal betale for bilerne. De er ganske enkelt dyrere end de fleste andre bilmærker. Den billigste BMW koster aktuelt fra 399.900 kr., og har du dybe nok lommer, kan du slippe op til 1.415.000 kr. for BMW i7.

For mange er BMW’s elbiler ganske enkelt bare uden for rækkevidde.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af BMW i4

2. Dårlig udnyttelse af pladsen

BMWs elbiler har ikke den bedste udnyttelse af pladsen i kabinen – særligt omme på bagsæderne, hvor der ikke er fladt gulv, fordi bilerne er bygget på en hybridplatform.

De har en stor kardantunnel, som tager meget af benpladsen for passagerer på midtersædet. Hybridplatformene viser sig også ved manglende frunk.

Foto: Mobilsiden.dk

Begge dele er der rettet op på med den nye BMW iX3, som er bygget på en dedikeret elbilplatform. Her er fladt gulv og et gigantisk frunk.

Se også: Alle elbiler med frunk

3. Dyre abonnementer

BMW brændte nallerne for nogle år siden, da bilproducenten introducerede abonnementer på forskelligt udstyr som sædevarme. BMW tilbyder stadig digitale services og funktioner via BMW ConnectedDrive. Her kan du få lov til at betale til evig tid for Parking Assistant Professional, Driving Assistant Plus og opdatering af navigationskort.

Det kan give fleksibilitet for dig med skiftende behov, eller hvis du er usikker på, hvilket udstyr du har brug for, men på den lange bane er der kun én, der vinder på det – og det er BMW i løbende indtægter for noget, der burde være en engangsbetaling (og som heldigvis også stadig er en mulighed).

Se også: Priser, specifikationer og billeder af BMW i5

4. Komplekst infotainmentsystem

BMW’s infotainmentsystem er egentlig på mange måder rigtig godt. Det er lynhurtigt, baseret på Android Automotive (uden Google-tjenester) og har adgang til trådløs Apple CarPlay og Android Auto, men det er ret omfattende, og du kan bevæge dig meget dybt ind i menuerne og nærmest fare vild.

Foto: Mobilsiden.dk

BMW må meget gerne tænke den gode brugeroplevelse lidt mere ind i infotainmentsystemet frem for at overfylde det med et utal af app-genveje på hjemmeskærmen og uhyre mange indstillinger.

Se også: De bedste infotainmentsystemer

5. Dyre reservedele og reparationer

BMW’s elbiler er dyrere at reparere end mange andre bilmærker – en konsekvens af den avancerede tyske ingeniørkunst. For at levere den høje performance, som BMW er kendt for, er komponenterne komplekse og dyre.

BMW-bilernes ofte høje motoreffekt og drejningsmoment presser komponenterne, som skal kunne holde til mere end de gennemsnitlige bilkomponenter. Det øger ikke kun prisen på reservedelene og arbejdstimer, men kan også betyde, at komponenterne har en kortere levetid sammenlignet med mindre performance-orienterede bilmærker.

Se også: Alle elbilers serviceintervaller og priser på service

6. Kort fabriksgaranti

Trods høj kvalitet og høje priser er fabriksgarantien skuffende: 2 år uden kilometerbegrænsning. Man skal køre virkelig langt i de to år, før det opleves som en bedre garanti end de mange andre bilmærker, som tilbyder 5 år eller 150.000 km – eller helt op til 7 år eller 160.000 km. Her er BMW altså håbløst bagefter.

Der er dog mulighed for at tilkøbe reparationsaftalen BMW Repair Inclusive, som giver 1-3 års ekstra sikkerhed, men det er ikke det samme som en fabriksgaranti.

I det mindste er batterigarantien på niveau med alle andre: 8 år eller 160.000 km.

Se også: Se garantien på alle elbiler

7. Langsom opladning

BMW’s elbiler har aldrig været noget særligt, når det gælder ladehastighed. De hidtidige modeller har klaret en opladning fra 10 til 80 procent på 29-35 minutter og tilbudt en ladeeffekt på op til 205 kW. Det er ikke dårligt, men heller ikke prangende.

Foto: Mobilsiden.dk

Bedre er det blevet med introduktionen af den nye iX3, som lader med helt op til 400 kW og klarer 10 til 80 procent på 21 minutter for et stort 108,7 kWh batteri. Det er meget hurtigere, men stadig ikke på niveau med Xpeng G9, der klarer en opladning på kun 12 minutter.

Se også: Disse elbiler oplader hurtigst

8. Dyrt ekstraudstyr

Der er fint med standardudstyr i BMWs elbiler (hvilket du også for lov til at betale for), men bilmærket ved, hvad det skal tage for ekstra udstyr. Fully Charged-udstyrsvarianterne koster alt mellem 30.000 og 100.000 kr. ekstra i forhold til M Sport-varianterne.

Og ønsker du at tilkøbe ekstraudstyr løst? Så koster ratvarme ”kun” 4.000 kr., panoramasoltag 17.750 kr., Driving Assistant 11.250 kr. og en metallak til op til 50.496 kr. Før du ser dig om, er din bankkonto tom.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af BMW iX3

9. Ingen billig model

Selv om BMW er et premium-mærke, kan man sagtens have en billig model i porteføljen. Og den helt billige model mangler endnu.

BMW i3 kunne i tidernes morgen købes for 285.000 kr., hvilket svarer til cirka 350.000 kr. i dag. Foto: BMW

Tilbage i 2013 var BMW blandt de første med en elbil i den moderne æra inden for elbiler, men vi har endnu til gode at se næste generation af modellen – den skulle dog komme i 2026. Her bør vi altså se en BMW-elbil, der får en mere attraktiv pris end iX3. Vi skal dog formentlig vente på en potentiel i1 eller i2 for at få nogle billigere elbiler under de 400.000 kr.

Se også: Se også: Priser, specifikationer og billeder af BMW iX1

10. Dyre at forsikre

Det er ikke kun bilerne, der er dyrere – det er en kaskoforsikring til en BMW-elbil også. Mens de laveste priser for de mest populære elbiler i Danmark i 2025 i snit ligger omkring 4.800 kr., er de billigste forsikringer til de billigste BMW-elbiler med lavest ydeevne 500-1.400 kr. dyrere.

Foto: Mobilsiden.dk

Og skal du have de sjove BMW-modeller med mange hestekræfter, kan du forvente en merpris på adskillige tusinde kroner i forsikring.

Se også: Hvad koster det at forsikre en elbil?

Der er også fordele ved en BMW

Alt er ikke skidt ved BMW’s elbiler. Faktisk er der mindst lige så meget godt at sige om dem, hvilket måske forklarer, hvorfor bilmærket er det sjette største elbilmærke i Danmark.

Se 10 gode grunde til at vælge en elbil fra BMW.

Se alle elbiler fra BMW

Overvejer du en BMW, men er du i tvivl om, hvilken model og variant det skal være? På Elbilmatch kan du sammenligne alle elbiler fra BMW med alle andre elbiler på markedet.

Se også: Seneste nyt om BMW