Ny iX1 eDrive20 er BMWs billigste elbil

BMW har lanceret en ny variant af iX1, der er den billigste i serien og BMWs billigste aktuelle elbil. Se specifikationer på iX1 eDrive20.

Ny iX1 eDrive20 er BMWs billigste elbil

BMWs mindste elektriske SUV og deres aktuelle billigste elbil kommer nu i en ny variant, iX1 eDrive20, der får en endnu lavere pris.

Se også: Alle elbiler fra BMW

BMW iX1 eDrive20 har rækkevidde op til 475 km

Egentlig havde vi troet, at den nye iX1 eDrive20 ville være udstyret med en mindre batteri, men sådan ligger landet ikke. Den kommer med det samme 64,7 kWh batteri, som de dyrere varianter også har.

Det betyder, at iX1 eDrive20 har en nogenlunde tilsvarende rækkevidde, og faktisk også længere. BMW oplyser, at den kører mellem 430 og 475 kilometer på en fuldt opladt batteri.

Den har derfor også den samme opladningshastighed, som de andre varianter. 11 kW AC-opladning og op til 130 kW DC-opladning, som tager 29 minutter fra 10-80 procent.

Se flere specifikationer på BMW iX1

Går ned på ydeevne

Hvor der er sparet, er primært på ydeevnen. iX1 eDrive20 har baghjulstræk, som trækkes af en enkelt elektrisk motor på 150 kW (204 hk).

Det giver den en acceleration fra 0-100 km/t på 8,6 sekunder – det burde være tilfredsstillende for de fleste familier, som denne bil er målgruppen for.  Topfarten ligger på 170 km/t.

Der er fornuftigt standardudstyr i BMW iX1 eDrive20, heriblandt BMWs kurvede cockpit med førerskærm og infotainmentskærm, navigationssystemet BMW Maps, 2-zoners klimaanlæg, førerassistentsystemer, parkeringsassistent med bakkamera og andre digitale tjenester.

Læs også: BMW Neue Klasse: Sådan er BMWs 2025-elbil

BMW iX1 eDrive20: Pris og tilgængelighed

Der er endnu ikke sat en dansk pris på iX1, som har fået en pris fra 47.900 euro. Vi gætter på en pris på lige under 400.000 kroner. Varianten over, iX1 eDrive30, koster fra 464.157 kroner.

BMW oplyser endnu ikke hvornår den nye iX1 eDrive20 kan reserveres og forventes leveret.

Se også: Hvilken ladeløsning er bedst og billigst?