BYD Tang (2024) med plads til syv er billigere og bedre
BYD er kendt for at give virkelig meget elbil for pengene – særligt i hatchbacken Dolphin, den kompakte SUV Atto 3 og sedanen Seal.
Det samme har man ikke kunnet sige om den store SUV med plads til syv personer, BYD Tang. Den har været teknologisk forældet og alt for dyr med en pris på 599.999 kroner.
Begge kritikpunkter retter BYD nu op på. Den nye 2024-udgave af BYD Tang er nemlig introduceret i Danmark. Det er med store forbedringer af specifikationerne og et markant prisfald, som pludselig gør elbilen interessant for dem, som ønsker en stor elektrisk familiebil.
Se også: Se specifikationer og priser på BYD Tang
Subtile designændringer
Udvendigt er der ikke sket nær så mange ændringer som indvendigt. Den har stadig en længde på 4.970 mm, en bredde på 1.955 mm, en højde på 1.745 mm og en akselafstand på 2.720 mm.
Karrosseriet er i grove træk også det samme, men fronten er blevet opdateret. Den tidligere store kølergrill er blevet erstattet af en meget mindre, og der er kommet redesignede og mere elegante ventilationskanaler på forkofangeren.
Alt i alt fremstår den nye Tang lidt mere moderne og minimalistisk, selv om der er tale om forholdsvis små designændringer.
Se også: Alle elbiler fra BYD
Plads til hele familien
Indvendigt er BYD Tang fortsat samme alsidige familiebil som tidligere. Der er tre sæderækker og dermed plads til syv personer, hvoraf fem af sæderne har isofix.
Når alle sæder er i brug, rummer bagagerummet 235 liter. Lægges tredje sæderække ned, har man pludselig hele 940 at gøre godt med. Når alle sæder lægges ned, er der fornuftige 1.655 liter.
Se også: Sammenlign BYD Tang med andre SUV’er
Længere rækkevidde og hurtigere opladning
Den oprindelige BYD Tang, som blev introduceret i 2021, haltede gevaldigt efter konkurrenterne på både rækkevidde og ladehastighed. Det er ikke tilfældet i den nye, faceliftede udgave, som blev introduceret i Kina helt tilbage i 2022.
Det tidligere batteri på 86,4 kWh er blevet opgraderet til et 108,8 kWh LFP-batteri. Det, i kombination med de to elmotorer med en høj samlet effekt på 380 kW (517 hk), forøger den tidligere rækkevidde på beskedne 400 km til mere fornuftige 530 km.
Accelerationen fejler heller ikke noget. 0-100 er overstået på 4,9 sekunder – dog var forgængeren hurtigere med 4,6 sekunder. Der er firehjulstræk og et højt drejningsmoment på 680 Nm.
AC-opladning i forgængeren var begrænset til 7,4 kW (to faser), men nu understøtter Tang 11 kW (tre faser). En opladning fra 10-100 procent er dermed klaret på 7,5 time.
DC-opladning er ligeledes opgraderet fra 120 kW til 170 kW, men på grund af den højere batterikapacitet er ladetiden fra 10-80 procent fortsat 45 minutter.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Større roterbar infotainmentskærm
BYD’s elbiler er kendt for at være udstyret med en enorm, roterbar skærm på instrumentbrættet, og det har også været tilfældet med Tang. Med årene har BYD dog gjort skærmen større og større, og derfor får den nye 2024-udgave af Tang samme store 15,6 tommer roterbare skærm som sine øvrige modeller.
BYD bruger sit egenudviklede infotainmentsystem baseret på Android, som blandt andet gør det muligt at bruge split screen-funktionalitet, så man kan køre to apps/sider på én gang på den store skærm.
Der er understøttelse af trådløs Android Auto og Apple CarPlay som i BYD’s øvrige elbiler. Der er 10 års gratis adgang til BYD’s smartphone-app fra første registreringsdato. Dertil inkluderer der to års gratis 4G-opkobling med 1,5 GB data per måned i bilen.
Som noget nyt har BYD også introduceret et nyt rat med varme, head up-display og elektriske forsæder med både massagefunktion, varme og køling. Anlægget er blevet opgraderet med samme Dynaudio-lydanlæg med 12 højtalere, som man finder i Seal. Alt i alt en meget fornuftig opgradering af komforten.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Prisfald på 110.000 kroner
BYD Tang var siden lanceringen i Danmark i 2021 alt for dyr med en pris på 600.000 kroner. Det ses også i salgstallene, da der kun er blevet indregistreret beskedne 10 eksemplarer.
Nu vil BYD have gang i salget, og derfor er den nye BYD Tang blevet hele 110.000 kroner billigere end forgængeren. Det sker til trods for, at BYD også skal betale EU’s forhøjede toldsatser, men producenten har valgt at fastholde sine priser i Danmark.
Den nye 2024-udgave af BYD Tang har en dansk pris på 489.995 kroner. Det gør pludselig Tang noget mere konkurrencedygtig over for andre syvpersoners elbiler såsom:
- Peugeot e-5008: 359.990 kr.
- Mercedes-Benz EQB: 474.775 kr.
- Kia EV9: 599.900 kr.
- Volkswagen ID. Buzz Lang: 419.995 kr.
- Volvo EX90: 812.876 kr.
- Voyah Dream: 699.990 kr.
BYD kan dertil friste med en fabriksgaranti på 6 år eller 150.000 km, mens der er en batterigaranti på 8 år eller 200.000 km. BYD Tang har tidligere fået 5 stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest.
Den 24. og 25. august kan den nye BYD Tang opleves hos landets BYD-forhandlere.
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
De billigste elbiler i Danmark
Bedste ladeløsning til virksomheder