Er elbiler klimavenlige? Se hvor meget CO2₂ elbiler udleder

Udleder elbiler mere eller mindre CO2 end tilsvarende benzinbiler og plugin-hybridbiler? Se en analyse af elbilers samlede udledning af drivhusgasser fra vugge til grav (livscyklusanalyse).

Er elbiler klimavenlige? Se hvor meget CO2₂ elbiler udleder

Elbiler markedsføres som det klimavenlige valg, men lever de op til ryet? Svaret er ja, men det kræver en mere nuanceret forklaring.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Livscyklusvurdering: Elbilens CO₂-aftryk fra vugge til grav

For at vurdere, hvor klimavenlige elbiler er, foretager man en såkaldt livscyklusanalyse (LCA), der kortlægger bilens miljøpåvirkning fra “vugge til grav” – altså fra råstofudvinding og produktion til daglig brug og den endelige bortskaffelse.

I starten har elbiler et højere klimaaftryk end benzin- og hybridbiler – særligt på grund af den energikrævende batteriproduktion. Men når først en elbil tages i brug, udleder den langt mindre CO₂ under kørsel – især hvis den oplades med grøn strøm. Derfor opvejes den høje produktionsudledning typisk allerede efter 1 til 3 år alt efter biltype og strømforbrug.

Det Internationale Energiagentur (IEA) har et værktøj til at beregne bilers CO2-udledning gennem hele livscyklussen. Vi har angivet en række parametre, som svarer bedst muligt til danske forhold: blandt andet at bilerne har en levetid på 16 år, at der køres i gennemsnit 42 km om dagen, at der tages højde for IEA’s forventede grønne omstilling kaldet Stated Policies Scenario (STEPS), og at andelen af grøn strøm i elnettet følger denne udvikling.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Elbilens klimabelastning afhænger af biltype og størrelse

Beregningerne fra IEA viser, at elbilers klimabelastning varierer meget afhængigt af elbilens størrelse og rækkevidde. Her er nogle eksempler:

Lille bil

En lille elbil såsom Fiat 500 har 74  procent lavere CO₂-udledning end en tilsvarende benzinbil.

Mellemstor bil

En mellemstor elbil såsom Volkswagen Golf har 66 procent lavere CO₂-udledning end en tilsvarende benzinbil og 54 procent lavere CO₂-udledning end en tilsvarende plug-in-hybridbil.

Stor bil

En stor elbil såsom Tesla Model 3 har 59 procent lavere CO₂-udledning end en tilsvarende benzinbil og 44 % CO₂-udledning lavere end en tilsvarende plug-in-hybridbil.

SUV

En SUV såsom Volkswagen T-Roc har 67 procent lavere CO₂-udledning end en tilsvarende benzinbil og 53 procent lavere CO₂-udledning end en tilsvarende plug-in-hybridbil.

Selvom produktionen af elbilens batteri udleder meget CO₂, bliver det indhentet hurtigt i forhold til forbrændingsmotorers løbende udledning under kørslen.

Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?

Elbilens klimavenlighed afhænger af elnettet

En afgørende faktor for, hvor klimavenlig en elbil er, er sammensætningen af elproduktionen i det land, som elbilen kører i.

Der er stor forskel på en elbils samlede klimabelastning, alt efter om elbilen oplades med strøm fra kulkraft, atomkraft eller vindenergi.

Eksempler på CO₂-udledning ved forskellige strømkilder

Nedenstående beregninger tager afsæt i en stor elbil med en rækkevidde på 500 km:

  • 90 procent kulkraft: Elbilen udleder 43,7 ton CO₂ – mere end benzinbilens 35,1 ton. Her er elbilen altså mindre klimavenlig.
  • 98 procent vedvarende energi: Elbilen udleder kun 13,2 ton CO₂ – 62 procent mindre end en benzinbil.
  • 70 procent kernekraft: Elbilens CO₂-udledning er 15,9 ton – 55 procent lavere end en benzinbil.
  • Blandet el (30 procent kul, 30 procent fossilfri, 15 procent gas): Elbilens udledning af drivhusgasser er 28,8 ton – kun 18 procent lavere end en benzinbil.

Jo grønnere strømmen er, desto større fordel har elbilerne. I lande med grøn strøm såsom Danmark, Norge og Sverige er elbiler markant mere klimavenlige.

Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027

Hvornår bliver elbiler mere klimavenlige end benzinbiler?

Elbiler tjener deres klimaaftryk fra produktionen hjem forholdsvis hurtigt. For små elbiler sker det typisk inden for 1 år, mellemstore elbiler efter 2 år og store elbiler efter 3 år – forudsat et gennemsnitligt kørselsforbrug på 15.000 km om året og intet batteriskift i elbilens levetid.

Selv ved blandet elforbrug overstiger elbilens fordele over tid de fossile alternativer.

Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark

Er elbiler klimavenlige?

Ja, elbiler er klimavenlige – og i langt de fleste tilfælde den bedste løsning, når det gælder lav CO₂-udledning. Elbilers klimaaftryk er lavere end både benzin- og hybridbiler – især i lande med høj andel af vedvarende energi. Selv når strømmen ikke er helt grøn, klarer elbiler sig stadig godt på længere sigt.

Hvis du overvejer, om du skal vælge en elbil, og du bor i et land med grøn eller delvist grøn strøm – så er svaret klart: Elbiler er det mest klimavenlige valg.

Vi anbefaler:
Ladeabonnement eller ej?
Hyundai-elbiler: kvalitet, komfort og bæredygtig kørsel
Find den bedste forsikring til elbil
De billigste elbiler på vejene i Danmark
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den