Ny Tesla Model Y (2024) kommer til sommer – får store forbedringer

Produktionen af 2024-udgaven af Tesla Model Y med kodenavnet Juniper får tydelige designændringer og kommer i produktion allerede til sommer.

Ny Tesla Model Y (2024) kommer til sommer – får store forbedringer

Rygterne har i lang tid svirret i luften om, at Tesla arbejder på en faceliftet udgave af Tesla Model Y – årets bedst sælgende bil i hele verden i 2023.

Se også: Priser på og test af Tesla Model Y

Stopper produktionen for at opgradere fabrikken

Nu er der nye oplysninger om elbilen, som også smadrer alle salgsrekorder i Danmark for tiden. Ifølge Bloomberg skrider arbejdet med at klargøre den nye Tesla Model Y nemlig så meget frem, at produktionen kan gå i gang midt i 2024.

Produktionen af den opdaterede Tesla Model Y, som har kodenavnet Project Juniper, kommer til at ske på Teslas fabrik i Shanghai. Over én uge i løbet af enten nytår eller det kinesiske nytår – det er uklart – vil Tesla stoppe den nuværende produktion af Model Y for at opgradere dele af fabrikken, lyder det fra en person med kendskab til Teslas planer.

Ifølge oplysningerne skal der foretages yderligere justeringer af fabrikken, inden 2024-udgaven af Tesla Model Y kan masseproduceres til sommer.

Se også: Se Teslas udvalg af elbiler i Danmark 

Ny Tesla Model Y får tydelige designændringer

Tesla opdaterede Model Y i oktober, men da var der kun tale om ganske små ændringer såsom ambient LED-lys og nye fælge.

2024-udgaven, derimod, kommer til at få langt større ændringer – både udvendigt og indvendigt. Bloombergs kilder ikke kommer nærmere ind på, hvilke ændringer der kommer til at ske.

Rygter går dog på, at 2024 Model Y Juniper kommer til at hente designtræk fra 2024-udgaven af Tesla Model 3 (Highland). Den opdaterede Model Y skulle derfor få et mere slankt design og lidt længere karosseri, nydesignede for- og baglygter, opgraderet interiør, nye badges og opgraderede specifikationer. Det vil formentlig også inkludere akustisk glas overalt i bilen, hvilket sænker støjniveauet en hel del.

Det forlyder også, at den nye Model Y får et 60 kWh LFP (M3P) batteri som i den opdaterede Model 3 med baghjulstræk. Long Range-udgaven vil formentlig komme med et 75 kWh NMC-batteri. Batterierne leveres af CATL.

Se også: Sammenlign Tesla Model Y med andre crossovere

Tæt konkurrence får Tesla til at fremrykke lancering

Det var angiveligt oprindeligt meningen, at Tesla ville vente med at lancere den opdaterede Model Y til efteråret 2024. Men Tesla møder hård konkurrence i Kina fra især BYD, som endda står til at sælge flere elbiler i tredje kvartal 2023 end Tesla.

Derfor skulle Tesla have fremrykket klargøringen og lanceringen af den nye Model Y, som bedre kan konkurrere med kinesiske elbiler som BYD Seal Lion/ BYD Song L, BYD Denza, Xpeng G6 og GAC Aion i Kina.

Se også: Priser, privatleasing og bedømmelser på elbiler

2024 Tesla Model Y (Juniper): Pris i Danmark

Det er endnu uvist, hvad den opdaterede Tesla Model Y vil koste i Danmark. Det er dog meget sandsynligt, at 2024-udgaven af Tesla Model Y vil koste enten det samme eller en lille smule mere i forhold til den nuværende Model Y.

Da Model 3 Highland kom til salg i september, steg prisen med 10.000 kroner. Alt efter om prisen forbliver uændret eller stiger med et tilsvarende beløb vil den opdaterede Model Y (Juniper) formentlig koste mellem 380.000 og 390.000 kroner.

Se også:
Test og anmeldelser af elbiler
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Kommende elbiler i Danmark i 2023, 2024 og 2025
Her er de billigste elbiler i landet
Hvilken forsikring af elbil er den bedste?