Ny Tesla Model Y (Juniper) spottet – sådan ser den ud

Den opdaterede udgave af Tesla Model Y med kodenavnet ”Juniper” er blevet set i Kina med flere store udvendige designændringer. Se billeder af den nye Tesla Model Y.

Tesla

Tesla har længe arbejdet på en ny udgave af den bedst sælgende elbil, SUV’en Model Y. Den skulle oprindeligt have været klar i 2024, men den kommer tidligst næste år.

Nu er den spottet i en camoufleret udgave på vejene i Shanghai Kina, hvilket gør os lidt klogere på, hvad vi kan forvente af den faceliftede Model Y.

Se også: Se priser, rygter og billeder af ny Tesla Model Y (Juniper)

Nyt lygtedesign

Ud fra billederne kan vi se, at der særligt sker designændringer, hvad lygterne angår – både foran og bagpå.


Billederne indikerer, at den nye Tesla Model Y får en horisontal lysbjælke, der dækker hele bilens bredde i stil med Xpengs elbiler. Det vil ikke være så overraskende, da netop sådan et lygtedesign blev anvendt i Teslas nye robotaxi, Cybercab.

Den kinesiske bilinsider SugarDesign har på Weibo delt renderinger af, hvordan han forventer, at den nye Model Y (Juniper) kommer til at se ud på baggrund af de seneste spionfotos.

Det er naturligvis kun uofficielle billeder, men de giver en god indikation af, hvad vi kan forvente af det overordnede design i den nye Model Y.

Se også: Teslas udvalg af elbiler i Danmark

Tesla Model Y (Juniper): Pris og tilgængelighed

Det vil ligne Tesla at have designet den nye Model Y til at blive billigere at fremstille. Vi forventer derfor, at den nye Model Y bliver en tand billigere end den nuværende Model Y, som koster fra 329.990 kroner.

Tesla er begyndt at opstarte en lille testproduktion af elbilen i Shanghai, så der er formentlig ikke mange måneder til, at Tesla begynder at opstarte produktion i stor skala, og at elbilen dermed lanceres.

Vi forventer, at den nye Model Y kommer til salg i løbet af 1. halvår 2025 – og mon ikke det sker samtidig med en billigere Model 3, nu hvor Tesla har lovet billigere elbiler i 1. halvår 2025?

Se også: Sammenlign SUV’er med hinanden

Alternativer til Tesla Model Y

Tesla Model Y er en rummelig SUV til familien, som er det mest populære segment blandt elbiler. Der er derfor også masser af gode alternativer. Tesla Model Y scorer 79 ud af 100 i test, men der er andre bedre alternativer i samme prisleje.

Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Nissan Ariya