Test af Kia EV5 – komfortabel familie-SUV med god plads

Kia EV5 er en rummelig og praktisk SUV, men en lidt for høj pris og mangel på et unikt salgsargument trækker ned. Kia EV5 får bedømmelsen 76/100 (god).

Test af Kia EV5 – komfortabel familie-SUV med god plads

Kia EV5 er en yderst praktisk og velkørende elbil med fremragende plads til familien. Men prisen og manglen på et helt unikt salgsargument trækker den samlede bedømmelse ned.

Læs vores test og bedømmelse af Kia EV5 og se de bedste alternativer til den.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Kia EV5

Kia EV5: SUV i mellemklassen med plads til hele familien

Kia EV5 er en klassisk SUV i mellemklassen, som træder direkte ind i en af de absolut mest populære og konkurrenceprægede kategorier.

EV5 er en direkte konkurrent til storsællerter som Skoda Enyaq, Volkswagen ID.4, Tesla Model Y, Renault Scenic E-Tech Electric og Xpeng G6.

Visuelt bygger den i høj grad på Kias ”Opposites United”-designsprog og bærer den kantede og genkendelige ”Tiger Face”-front.

Kia EV5 fremstår i det store hele som en forvokset udgave af lillesøsteren Kia EV3 eller en nedskaleret og mere kompakt udgave af flagskibet Kia EV9.

Selvom bildesign altid er en smagssag, fremstår den i min optik moderne og nydelig, men det er også en model, som ikke rigtigt har noget kæmpe salgsargument, der for alvor lader den skille sig markant ud fra mængden af dygtige konkurrenter.

Se også: Sammenlign alle elbiler fra Kia

Hvor stor er Kia EV5?

Kia EV5 er bygget på E-GMP-platformen og måler 4.610 millimeter i længden, 1.875 millimeter i bredden og 1.675 millimeter i højden. Akselafstanden lyder på generøse 2.750 millimeter.

Dimensionerne giver den et solidt aftryk på vejen og nogle ydre mål, der læner sig utrolig meget op ad den populære rival Skoda Enyaq.

Den køreklar vægt på Kia EV5 svinger mellem 2.069 og 2.092 kilo alt efter batteristørrelse. Sammenlignet med de nærmeste konkurrenter føles Kia EV5 særdeles robust bygget og plantet solidt på vejen.

Kabinen byder på fem regulære siddepladser, hvor to af bagsæderne er forsynet med ISOFIX-beslag til nem og sikker montering af autostole.

Pladsforholdene er utvivlsomt et af modellens absolut stærkeste kort. Der er formidabel plads på både forsæderne og bagsæderne.

En ekstra bonus i hverdagen er bilens rigtig gode indstigningshøjde, der skåner ryggen, når børnene skal spændes fast.

For passagererne på bagerste sæderække er der ganske fin benplads og rigeligt med loftshøjde til selv langbenede voksne.

Gulvet bagi er helt fladt, hvilket gør livet lettere, men selve midtersædet bagi er dog ikke stort nok til, at tre fuldvoksne passagerer kan sidde komfortabelt på en lang tur. Men sådan er det desværre i de fleste biler.

Bagagerummet sluger hele 566 liter. Det er et dejligt stort og praktisk udformet bagagerum, som i praksis betyder, at du sagtens kan have en stor barnevogn liggende deromme, uden at du overhovedet behøver at hive hjulene af først.

Når bagsæderne lægges ned, får man et helt plant gulv, forudsat at bagagerumsbunden står i den øverste position, hvilket udvider lastrummet til hele 1.650 liter.

Det er i øvrigt rigtigt praktisk med muligheden for at justere bagsædernes hældning, hvilket optimerer både komfort og opbevaringsplads.

Under fronthjelmen finder man et lille frunk, der rummer 44 liter. Det er lige til den lille side, særligt når man ser mod Tesla Model Y, men det er trods alt meget bedre end ingenting og udgør et glimrende sted til opbevaring af det beskidte ladekabel.

Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads

Hvor lang rækkevidde har Kia EV5?

Kia EV5 fås med to forskellige batteristørrelser: Standard Range og Long Range. Førstnævnte er udstyret med et NMC-batteri på 60,3 kWh (brutto). I indstigningsvarianten Access giver dette en WLTP-rækkevidde på 366 kilometer.

Den mere rejsevenlige Long Range-udgave råder derimod over et stort NMC-batteri på 81,4 kWh (brutto), hvilket løfter den maksimale WLTP-rækkevidde op på 530 kilometer i udgaverne Access og Prestige.

Sidst, men ikke mindst, fås også Long Range Performance med samme store batteri, men med en ekstra motor foran, som på grund af den højere motoreffekt på 265 hestekræfter reducerer rækkevidden til 491 kilometer.

Rækkevidden i Long Range-udgaverne dækker fuldt ud de flestes behov i dagligdagen, og batteristørrelsen betyder, at man også har rigeligt med margin om vinteren.

Selvom forbruget på 169-181 Wh/km er acceptabelt for klassen, er der dog andre elbiler i samme segment, som præsterer at klemme flere kilometer ud til en lavere pris.

For eksempel får man i en Kia EV4 Hatchback hele 625 kilometer rækkevidde for kun 289.999 kroner. Her må den tunge og vindbrydende SUV-karosse naturligvis se sig slået på aerodynamik og rækkevidde.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Hvor hurtigt oplader Kia EV5?

Kia EV5 leveres som standard med en 11 kW AC-lader til brug ved hjemmeladning og de langsomme offentlige normalladere. Det giver en ladetid fra 10 til 100 procent på henholdsvis 5,5 time og 7 timer og 20 minutter alt efter batteristørrelse.

Der er desværre ikke mulighed for at tilkøbe en 22 kW AC-lader, som ville halvere ladetiden.

Ude ved lynladerne mærker man, at Kia EV5 ikke benytter det ellers fremragende 800 volt batterisystem, som vi kender fra EV6 og EV9. Det lille batteri kører med en spænding på kun 299 volt og det store batteri på 403 volt. Og det ses på ladetiderne.

Den maksimale DC-ladeeffekt med det lille batteri lyder på 120 kW, hvilket giver en ladetid fra 10 til 80 procent på 30 minutter. Long Range-modellerne tillader en lidt højere ladeeffekt på maksimalt 150 kW – også med en ladetid på 30 minutter.

Det er utroligt ærgerligt, at EV5 ikke har fået et 800 volt batterisystem, når Kia har gjort sig i det i så mange år og bør kunne have fået bragt omkostningerne ned.

Den relativt langsomme DC-lynladning er et lille smertensbarn i testen, da et 800 volt batterisystem til en skarp pris netop kunne have været det, der for alvor gjorde Kia EV5 ekstra interessant i forhold til mange af konkurrenterne.

Se også: Disse elbiler oplader hurtigst

Hvordan kører Kia EV5? Og hvor hurtig er den?

Kia EV5 anvender som udgangspunkt en enkelt elmotor på forakslen og er dermed forhjulstrukken. Standard Range-udgaven yder 115 kW (156 hestekræfter), mens ydeevnen i Long Range er skruet op til 160 kW (217 hestekræfter).

Vælger man udgaven med firehjulstræk (AWD), yder Long Range Performance hele 195 kW (265 hestekræfter), mens topmodellen GT topper med hele 225 kW (306 hestekræfter).

Det giver en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på alt mellem 6,2 og 10,0 sekunder og en tophastighed på enten 165 eller 180 km/t alt efter variant.

Det er nemt at finde elbiler i samme prisleje, som yder tilsvarende eller endda mere. For eksempel får man hele 421 hestekræfter i en Zeekr 7GT Core til kun 324.900 kroner.

I hverdagens trafik er de 217 hestekræfter, som de fleste nok vil vælge, dog mere end rigeligt til at levere en kvik acceleration ved igangsætning i lyskryds eller ved overhalinger på motorvejen. Som fører mangler man ærlig talt ikke flere hestekræfter.

Til gengæld betyder dens forhjulstræk, at bilen har meget let til hjulspind ved fuld acceleration, hvis kørebanen er våd.

Køredynamikken er primært lagt an på komfort. EV5 imponerer med en rigtig god drejeradius på 11,7 meter – væsentligt bedre end i EV6 og EV9, som gør den nem at køre i trange p-huse.

Man oplever en yderst behagelig styring og affjedring, og SUV’en suger bumpene til sig. Den ligger generelt rigtig godt og plantet på vejen, men krængning vil altid forekomme, som en tung SUV i sagens natur typisk har det ved friske kurver.

Det må også understreges, at ingeniørerne har arbejdet flot med drivlinjens respons, idet pedalerne er rigtigt godt afstemte, og du får i EV5 en god og behagelig one-pedal drive.

Kia EV5 imponerer desuden med fornuftige praktiske egenskaber. Du finder en påhængsvægt på henholdsvis 1.000, 1.200 og 1.800 kilo alt efter variant, hvilket dækker langt de flestes behov, selvom flere konkurrenter klarer en tungere påhængsvægt.

Se også: De hurtigste elbiler målt på tophastighed og acceleration

Hvordan er softwaren i Kia EV5?

Når man sætter sig ind i Kia EV5, mødes man af to flotte sammenhængende skærme på hver 12,3 tommer, som henholdsvis udgør den digitale førerskærm og den store infotainmentskærm.

Imellem disse to skærme er der indsat en lille klimaskærm på 5,1 tommer. Hele bilens hjerne styres af Kias eget ccNC-infotainmentsystem. Systemet har heldigvis alle de funktioner, du overhovedet måtte ønske dig, hvilket selvfølgelig også inkluderer trådløs Apple CarPlay og trådløs Android Auto.

Desværre er oplevelsen langt fra pletfri. Selve ccNC-brugergrænsefladen er hverken den pæneste, hurtigste eller mest brugervenlige, når man sammenligner med Android Automotive-baserede infotainmentsystemer eller Teslas lynhurtige software.

Vi havde ærligt talt håbet, at EV5 ville få det nyeste og mere avancerede Android Automotive-baserede Pleos-infotainmentsystem, som vi ser i Kia PV5 Passenger.

Softwarens brugervenlighed rammes især af ergonomiske svipsere. Touchknapperne bag rattet til betjening af klimaanlægget er virkelig dårligt placeret. Rattet skygger nemlig direkte for knapperne, og man gider derfor slet ikke bruge dem i hverdagen.

Heldigvis kan man også betjene både temperatur og blæserstyrke via dedikerede fysiske knapper nede på instrumentbrættet under skærmen.

Den udstrakte brug af haptiske touchknapper under hovedskærmen er imidlertid en skam. Man er ganske enkelt nødt til at kigge ned og fjerne blikket fra kørebanen for at ramme den rigtige knap, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Samtidig plages man under kørslen af en række hidsige biplyde fra bilens systemer. Så snart man kigger på skærmen et øjeblik under kørsel, skælder bilen ofte ud.

Vognbaneassistenten skuffer fælt og er ikke synderligt god ved bykørsel og på landeveje, der bugter sig. Assistenten fungerer derimod acceptabelt på lange motorvejsstræk.

Kia EV5 mangler yderligere evnen til automatisk at tilpasse farten til hastighedsskiltene i god tid før passagen, og – som så mange andre elbiler – drøner den adaptive fartpilot bare direkte mod rundkørsler og vejkryds uden at sænke farten selv.

Mobilappen gør det dog væsentligt bedre. Her kan du problemfrit fjernstyre opvarmningen af kabinen, aflæse rækkevidde samt holde øje med kørselshistorik uden forsinkelser. Appen fungerer fint, men er lige til den langsomme side, når du sender kommandoer fra mobil til bil.

Se også: Disse elbiler har de bedste infotainmentsystemer

Udstyr i Kia EV5

Kia EV5 tilbyder et omfattende udvalg af udstyrsvarianter – næsten så man bliver forvirret. Her finder man varianterne Access, Prestige, Upgrade, GT-Line samt GT.

Som standardudstyr i selv den billigste Access-variant får man blandt andet adaptiv fartpilot, varmepumpe, 2-zonet klimaanlæg, fjernlysassistent, bakkamera, to 12,3 tommer skærme, 18 tommer alufælge og varme i forsæder og rat.

Vælger man Prestige-pakken, opgraderes udstyret med skjulte dørhåndtag, trådløs mobilopladning og et førersæde med varme, køling og lændestøtte.

Standardanlægget spiller ganske fint, men er ikke ligefrem prangende. Anlægget i Upgrade spiller bedre, men er fortsat ikke noget at skrive hjem om.

Går man meget op i lyd, kan man købe et Harman Kardon-anlæg til Upgrade og GT-Line for 7.999 kroner. Upgrade byder også på 3-zonet klimaanlæg, varme i for- og bagsæder og ventilation i forsæder.

Samtidig er det en meget fed feature, at der er mulighed for et indvendigt V2L (Vehicle-to-Load) 230 volt-udtag, men det kræver en tilvalgspakke, der koster 3.999 kroner.

Selvom udstyrsniveauet er rigtigt flot, kan man stedvis godt mærke, at byggekvaliteten er lidt ringere end i Kia EV6. Der anvendes mere plastik på overflader som dørhåndtag, indtræk, knapper på rattet og de udvendige greb bagtil, hvilket føles en smule billigere.

Dørhåndtagene har til gengæld fået et bedre touch end i EV6 og kræver knap så hårdt et tryk, og det overordnede indtryk af byggekvaliteten er stadig godkendt.

Du kan gå all-in på udstyr ved at vælge GT-Line og GT-udstyrspakkerne, men her er vi mere ude i afdelingen nice to have frem for need to have.

Se også: Elbiler med meget udstyr

Kia EV5: Pris, leasing og garanti

Kia EV5 har i Danmark en pris på 299.999 kroner for basismodellen Standard Range med Access-udstyrspakke.

Ønsker man det store batteri, starter Long Range med Access-udstyrspakke på 324.999 kroner, og den bedre Prestige-udstyrspakke koster 339.999 kroner.

Er man ude efter Upgrade-versionen, lander prisen på 349.999 kroner, mens Long Range Performance med GT-Line-udstyrspakken koster 369.999 kroner. Den absolutte topudgave, Long Range Performance med GT-udstyrspakken, koster hele 449.999 kroner.

Selvom priserne ikke er urimelige, lider Kia EV5 under, at den bliver urimeligt dyrt i forhold til konkurrenterne, når du tilvælger det udstyr, der er normen i dag.

Du skal for eksempel helt op og have Upgrade-pakken til 349.999 kroner for at få en udstyrspakke, der rent faktisk matcher det udstyr, man får i en Tesla Model Y Standard til kun 304.990 kroner.

Til sammenligning får du også en fuldt udstyret Xpeng G6 for en startpris på blot 299.995 kroner.

Og samtidig får du en EV6 Long Range med netop Upgrade-pakken for præcis samme pris: 349.999 kroner. Jeg ved godt, hvilken jeg ville vælge af de to.

Kia EV5 Prestige Long Range kan privatleases for 3.995 kroner per måned, forudsat at man kan nøjes med 10.000 kilometer om året. Udbetalingen er på 29.995 kroner.

Vælger man at skrive under på en leasingaftale over 48 måneder, vil man have samlede udgifter for de første 36 måneder – inklusive udbetalingen og afleveringsgebyret på 1.250 kroner – der beløber sig til i alt 175.065 kroner.

Sagt med andre ord udgør leasingudgiften efter 36 måneder 51,4 procent af købsprisen, hvilket gør leasingtilbuddet til den lidt dyre side i det samlede regnskab.

Som trækplaster stiller Kia dog stærkt op på garantiområdet. Kia EV5 har en fantastisk fabriksgaranti, der lyder på hele 7 år eller 150.000 km, alt efter hvad der kommer først.

Samtidig dækkes bilens højvoltsbatteri i 8 år eller 160.000 km, alt efter hvad der kommer først.

Kia EV5 adskiller sig dermed positivt fra mange af de europæiske bilmærker, der blot tilbyder 2 eller 5 års garanti.

Se også: Se de bedste leasingpriser på elbiler

Fordele og ulemper ved Kia EV5

Der er mange fordele og ulemper ved Kia EV5. Her er de vigtigste:

Fordele ved Kia EV5

  • Dejlig stort bagagerum, hvor du snildt kan have en stor barnevogn i, uden at du skal hive hjulene af først.
  • God pladsudnyttelse med fremragende benplads på forsæder og bagsæder, fin indstigningshøjde og fleksibel justering af bagsædernes hældning.
  • Meget behagelige sæder, hvor man især nyder godt af gode nakkestøtter og et rigtig fint indtræk.
  • Utrolig god drejeradius samt letkørt og komfortabel styring, der kombineres med rigtigt godt afstemte pedaler og god one-pedal drive.
  • Fremragende fabriksgaranti.

Ulemper ved Kia EV5

  • Prisen er lige en tand for høj til at gøre bilen rigtigt interessant sammenlignet med flere konkurrenter.
  • EV5 lider under manglen på et 800 volt batterisystem som i EV6, hvilket betyder langsom DC-opladning.
  • Irriterende touchknapper bag rattet til klimaanlægget, der skjules af rattet, og et infotainmentsystem der hverken er det pæneste eller hurtigste på markedet.
  • Vejbaneassistance, der reelt kun er brugbar på motorvej.
  • Byggekvaliteten er stedvis en smule ringere med mere brug af billigere plastik, end man kender det fra Kia EV6.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Kia EV5: God, men overskygget af stærke rivaler

Kia EV5 byder ind med rigtig mange af de dyder, som den almindelige danske bilkøber kigger efter. Den er umådeligt rummelig, praktisk designet, kan fås med rigeligt udstyr og komfortabel på vejene.

Sæderne er gode, og den trygge fabriksgaranti er et sikkert kort for familiefreden.

Desværre har EV5 ikke rigtigt noget kæmpe salgsargument på teknikken, når markedet flyder over med aggressivt prissatte alternativer.

Prisen er lidt i overkanten i forhold til indholdet af standardudstyr, lynladningen burde have nydt godt af et 800-volt system, og infotainmentsystemet er ikke det nyeste og bedste fra Kia.

Kia EV5 får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 76/100 (god) i test.

Se også: Disse elbiler klarer sig bedst i test

Bedste alternativer til Kia EV5

Blandt de bedste alternativer til Kia EV5 er:

Xpeng G6

  • Bedømmelse: 85/100 (virkelig god)
  • Pris: Fra 299.990 kr.

Hyundai Ioniq 5

  • Bedømmelse: 85/100 (virkelig god)
  • Pris: Fra 279.995 kr.

Renault Scenic E-Tech Electric

  • Bedømmelse: 83/100 (virkelig god)
  • Pris: Fra 249.990 kr.