Test og anmeldelse af Volkswagen ID.4

Med stort fokus på komfort, plads, praktikalitet og sikkerhed er Volkswagen ID.4 en fantastisk familiebil. Læs vores test af VW ID.4.

Test og anmeldelse af Volkswagen ID.4

Skal det være slut med benzinlugten i familiecruiseren? Så er jeres jagt på en helt elektrisk familiebil sikkert gået i gang – og her er Volkswagen ID.4 bestemt værd at have med i overvejelserne.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

Volkswagen ID.4 er en crossover i mellemklassen, der er meget familievenlig. Her er der masser af plads i kabinen og bagagerummet, høj komfort og praktiske funktioner – og ikke mindst er den en meget sikker elbil.

Der er meget godt at sige om den, men der er dog enkelte ting ved ID.4, som man skal være opmærksom på inden køb.

Prisen på Volkswagen ID.4 starter ved 354.995 kroner.

Skal ID.4 være jeres nye elbil? Du kan læse mere om de gode og dårlige ting ved ID.4 længere nede i denne test og se den samlede bedømmelse på elbilen.

Konklusion test af Volkswagen ID.4

Volkswagen ID.4 ender i vores test med en samlet score på 82 ud af 100, hvilket er rigtig flot. Det giver den den endelig bedømmelse “Fremragende”.

Der er mange konkurrenter til Volkswagen ID.4, men den klarer sig godt i sammenligning. Den lander på en 5. plads blandt crossovere og på en 8. plads blandt familiebiler i prisklassen 300.000 til 399.999 kroner.

Den placerer sig dertil som den 8. billigste crossover i mellemklassen.

Når det gælder en sammenligning af pris og kvalitet, gør det også ID.4 godt. I vores Kvalitet/Pris Ratio får den nemlig bedømmelsen “Exceptionelt meget kvalitet til prisen”. Læs mere om Kvalitet/Pris Ratio.

Til sidst, men ikke mindst, scorer Volkswagen ID.4 topkarakter hos Euro NCAP i sikkerhed- og kollisionstest, hvor den får scorer 5 ud af 5 stjerner.

Se også: Varianter, priser og specifikationer på VW ID.4

Se flere billeder af Volkswagen ID.4

Det gode ved Volkswagen ID.4

Volkswagen ID.4 gør det rigtig godt på tre parametre, som gør den meget velegnet som familiebil: Plads, komfort og sikkerhed.

Kabinen i ID.4 er designmæssigt ganske nydelig og moderne, med fine detaljer. Sæderne er meget behagelige, og der er god plads både foran og bagi.

At sidde bag rattet er ikke en livsændrende og spændende oplevelse. Derimod er det afslappende og behagelige at køre ID.4, og man føler sig samtidig tryg.

ID.4 har en flot rækkevidde på op til 527 kilometer. Er turen meget lang har den også en flot ladekurve ved hurtiglader, selvom effekten “kun” er på maksimalt 135 kW. 10-80 procent tager cirka 29 minutter.

Førerskærm og infotainmentskærm er af en flot kvalitet med en fin opløsning. Softwaren er tilpas hurtig og meget brugervenlig. Dertil er der mulighed for både Apple CarPlay og Android Auto.

Sikkerheden er i top. ID.4 scorer 5 ud af 5 stjerner hos Euro NCAP.

Se også: Prøvekør en Volkswagen ID.4

Dette kunne være bedre ved VW ID.4

Selvom kabinen er ganske nydelig, kunne kvaliteten godt være bedre. Til prisen er der lidt for meget billig plastik at finde.

Nogle knapper i ID.4 er besværlige at styre – specielt under kørsel. Berøringsfølsomme knapper på rat og under infotainmentskærmen kræver meget tilvænning – og vil nok ind i mellem kunne drille alligevel.

Som sagt er køreoplevelsen i ID.4 ikke det store adrenalinsus. Det samme gælder ydeevnen, hvor den ikke kan følge med de fleste konkurrenter. 0-100 km/t på over 10 sekunder er ikke imponerende for en elbil.

Basismodellen byder på udmærket udstyr, men ting som bakkamera, nøglefri betjening, sikkerhedsfunktioner og andet burde være standard i 2023.

Se også: Kommende elbiler i Danmark

Alternativer til VW ID.4

Volkswagen ID.4 er en crossover i mellemklassen, der konkurrerer mod elbiler som Skoda Enyaq iV, Tesla Model Y, Nissan Ariya, Hyundai Ioniq 5, Kia EV6, Audi Q4 e-tron og ikke mindst søsterbilen Volkswagen ID.5.