Futuristisk Toyota får danmarkspremiere på eCarExpo
Toyota har som mål at introducere seks nye elbiler i Danmark frem mod 2026. Verdens største bilproducent har med andre ord småtravlt, og derfor bliver næste oplagte mulighed for at fremvise en ny elbil i Danmark også udnyttet.
Elbilmessen eCarExpo, som finder sted den 25., 26. og 27. oktober i København, bliver nemlig stedet, hvor Toyota Compact SUV Concept får danmarkspremiere.
Se også: Specifikationer, rygter og billeder af Toyota Compact SUV Concept
En ikke så lille kompakt SUV
Toyota Compact SUV Concept blev fremvist for første gang i november 2022. Toyota kalder den godt nok en kompakt SUV eller en crossover i mellemklassen, men her er altså tale om en elbil, som minder meget i størrelse om en Audi Q4 Sportback e-tron.
Vi ved ikke meget om den, men dimensionerne kender vi. Den måler 4.538 mm i længden, 1.560 mm i højden og 1.888 mm i bredden. Den kører på 21 tommer store fælge.
Konceptet har et aerodynamisk og futuristisk design med en aggressiv fremtoning og skarpe linjer.
Se også: Se Toyotas udvalg af elbiler i Danmark
Futurisk kabine i bæredygtige materialer
Indvendigt ligner konceptbilen ikke ligefrem noget, man forbinder med en Toyota. Og det er ikke skidt, for kabinen er utrolig minimalistisk og futuristisk, som vi efterhånden kender det fra flere elbiler. Designet er lavet af Toyotas afdeling i Nice i Frankrig.
På instrumentbrættet gemmer der sig et ottekantet, rektangulært rat og en 14 tommer infotainmentskærm, som er kurvet på en noget utraditionel måde. Det samme er den noget mindre førerskærm bag rattet.
Der er også tænkt bæredygtighed ind i designet med sæder, der er fremstillet af genbrugte, plantebaserede materialer.
Se også: Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Endnu ukendt navn
Toyota har endnu ikke bekræftet navnet på elbilen, og det oplagte navn ville jo nok være bZ3X. Toyota har dog allerede så sent som i april introduceret både en bZ3C og bZ3X i Kina i samarbejde med kinesiske FAW.
bZ3X er en noget større SUV med en helt anden bagende og er baseret på bZ FlexSpace Concept, mens bZ3C har mange ligheder med Compact SUV Concept. bZ3C er dog baseret på konceptbilen Sport Crossover Concept, som er en større hatchback – måske kaldet bZ4 – der kommer senere.
Toyota Compact Concept, som snart fremvises i Danmark, skal heller ikke forveksles med Urban SUV Concept – formentlig kaldet bZ2X – som er en mindre og billigere kompakt SUV.
Forvirret over de mange Toyota-elbiler, der er på vej? Det er vi også, men forhåbentlig bliver vi lidt klogere, efterhånden som de introduceres i færdige udgaver med rigtige modelnavne.
Se også: Sammenlign alle elektriske SUV’er i Danmark
Pris på Toyota Compact SUV Concept
Toyota har ikke selv offentliggjort en officiel pris på den kompakte SUV.
Compact SUV bør være dyrere end Urban SUV, og sidstnævnte får med al sandsynlighed en pris omkring 250.000 kr.
Vi forventer, at produktionsudgaven af Toyota Compact SUV Concept får en dansk pris i omegnen af 350.000 til 375.000 kr.
Se også: Disse elbiler er bedst i test
Alternativer til Toyota Compact SUV Concept
Toyotas kompakte elektriske SUV skal konkurrere med andre elbiler i samme prisklasse. Det tæller elbiler som Kia EV3, Skoda Elroq, BYD Atto 3, Kia Niro EV og Honda e:Ny1.
Fordi den er en tand større en flere af ovenstående biler, kan den dog også konkurrere med blandt andet Audi Q4 Sportback e-tron, Kia EV6, Ford Explorer, Renault Scenic E-Tech og lignende SUV’er.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af SUV’er
Se priser på Danmarks billigste elbiler