HTC HD2 – lidt for stor topmodel (kæmpe mobiltest)

Der er power og fede ting i topmobilen HTC HD2 - desværre er den for stor. Vi gennemgår i denne kæmpe-test mobilen, som måske sætter ny standard.

HTC HD2 – lidt for stor topmodel (kæmpe mobiltest)

Den er stor, ja nærmest enorm både fysisk og teknisk. HD2 fra HTC er en fremvisning af, hvor avanceret teknik der kan produceres indenfor en rimelig beløbsgrænse.

Det er vanskeligt, at give et præcist bud på målgruppen for mobilen. Efter min mening er det i hvert fald ikke kvinder! Måske mænd med hang til lækker teknik samt dem der har behov for en stor skærm til internetadgang og e-mails.

Den store skærm er blandt andet perfekt til navigation. Men det er desværre kun en 14 dages prøveversion af CoPilot Live, der medfølger.

I testen af HD2 gennemgår og bedømmer vi de fleste dagligdags aspekter omkring brugen af denne mobiltelefon.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

Berøringsfølsom skærm og hurtig adgang til alt

“Capacitive” er kodeordet for skærmtypen, som reagerer på berøring og ikke tryk. Sådan en skærm har HD2. Den er hyper følsom og vinder stort i brugeroplevelse over de gammeldags touchskærme, der betjenes med tryk.

Det er meget svært at undgå en sammenligning med iPhonen – Apple var nemlig de første til at benytte capacitive-skærmtypen i en mobil. Brugerne fik med iPhone en oplevelse af lethed, som ikke tidligere var set ved mobilbetjening. HD2 lever fuldt ud op til iPhone-oplevelsen – ja måske endda et hak mere, da mobilen er rigtig hurtig.

Jeg har aldrig før oplevet en så hurtig mobiltelefon baseret på touch. Særligt i billedealbum, musik og på internettet kommer hastigheden til sin ret. Den høje hastighed betyder også, at kameraet kan startes op på et meget meget kort øjeblik.

Skærmen er den mest udsatte del på alle touchenheder, men HD2 virker relativt holdbar.

Jeg har ikke gjort mig specielt umage for at undgå ridser – omvendt har jeg heller ikke smidt rundt med den, eller har haft den i en lomme med penge og nøgler. Min testmodel har endnu ikke afmærkninger efter brugen. Heller ikke den del af bagsiden, som er konstrueret i metal, har fået brugsridser.

Skærmteknik og mobilens generelle hastighed: Seks ud af seks stjerner.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

SMS og skærmtastatur

HD2 har ikke æøå direkte fremme på tastaturet. Skal du f.eks. skrive “æ” holdes A nede og æ’et vælges ved at trække markøren mod højre.

HD2 håndterer ikke de danske karakterer korrekt. Nogle ord med æøå ligger direkte i ordbogen også ved brug af f.eks. a i stedet for å – men hovedparten af disse ord kommer først frem, når man har været inde og vælge et af disse bogstaver direkte. F.eks. kan den ikke skrive “gat” som “gæt”.

Det er ikke lykkedes mig, at finde logik i hvordan nye ord håndteres. Efter jeg har skrevet ordet “Æble” og “Pære” første gang korrekt foreslår ordbogen nu selv disse ord, når jeg skriver “Able” og “Pare”. Men “Soren” vil den fortsat ikke gemme som “Søren” i førstevalg. Derimod er “tilfældigvis” i ordbogen.

De almindelige ord gætter den rigtigt de fleste gange, også uden man har ramt de præcise bogstaver. F.eks. gætter ordbogen at “gakrisk” betyder “faktisk”.

Der kan også vælges et klassisk telefontastatur, og her lader det til, at HD2 er bedre til at gætte ord med æøå. F.eks. lærte den hurtigt “pa” som “på”.

Jeg synes i øvrigt, at SMS-oplevelsen er langt bedre i HTC Hero end på denne model. Den gætter ordene hurtigere, og er bedre til at lære.

Problemstillingen omkring de danske bogstaver er ikke ny i HTC’s produkter. HTC Magic havde præcist samme problem – og dette er først lige blevet løst i en softwareopdatering. HTC Hero og Tattoo håndterede karaktererne perfekt fra den dag, de kom i butikkerne.

HTC har vist de kan løse problemstillingen, men det er for dårligt, det ikke er på plads fra starten i en topmodel.

SMS og skærmtastatur: Tre ud af seks stjerner.

HTC HD2, artikelfoto
HTC HD2

Den kan også ringe…

Det er utroligt, hvad en mobiltelefon efterhånden kan, og HD2 kan faktisk også bruges som en almindelig telefon.

Et klik på opkaldsknappen bringer nummertasterne frem samt en oversigt over de seneste opkald. Billederne af kontaktpersonerne vises også, hvis du har sat Facebook op på telefonen.

Funktionen “smartdial” gør det let at ringe til kontaktpersoner. 5 3 6 3 = L E N E og mobilen foreslår matchende kontakter, hvor LENE indgår. Dette er stærkt vanedannende.

En anden smart funktion er, at HD2 automatisk dæmper ringetonen så snart den løftes fra borden. Det er desuden muligt at gøre ringetonen lydløs ved et indgående opkald – her skal HD2 blot vendes, så skærmen ligger nedad.

Lysføleren der tilpasser skærmbelysningen efter omgivelserne anvendes også ved opkald. Når mobilen holdes mod øret slukker lyset i skærmen – tager du den væk fra øret under samtale, lyser skærmen op igen.

HD2 som telefon er perfekt: Seks ud af seks stjerner.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

Stor manglen på genveje

Jeg savner genveje på HD2. På f.eks. HTC Hero kan man hurtigt slå trådløst netværk, Bluetooth, GPS, mobildata osv. fra/til ved tryk på én skærmknap.

I HD2 skal man finde “Comm Manager” i den sidste fane – eller lave en genvej til programmet på første fanes genvejsknapper. Men samlet giver det flere tryk og en mere bøvlet betjening. Samme problemstilling gør sig gældende ved lydprofiler som lydløs, normal osv.

Der findes ingen let måde til at skifte mellem de programmer som er aktive i baggrunden. Der kan ikke laves en hurtig genvej til “jobliste” og den skal fiskes frem fra sidste fane (“indstillinger” – scroll ned til bunden og find “Andet”. Her ligger joblisten).

Genveje til funktioner hæver den samlede brugeroplevelse af en mobiltelefon, og gør ganske simpelt dagligdagen lettere. Men her halter HD2. Har du eksempelvis brug for at åbne kalenderen, mens du ser på en hjemmeside, findes der ikke en let adgang til denne – uden man skal helt ud og ind igen.

Genveje savnes: Fire ud af seks stjerner.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

Vejret er fantastisk!

Vejrudsigter har de seneste par år været HTC’s stærke side.

På HD2 er animationerne af det aktuelle vejr på den aktuelle sted (mobilen henter positionen via GPS) fantastisk flotte. Regndråberne glider ned over skærmen, eller skydækket vises ind over startskærmen. Det er top-lir, og fås ikke bedre.

Nu er det vel de færreste, som køber en mobil alene på baggrund af vejrudsigterne – men på HD2 er det ultimativt blær at vise vejret frem. Du kan selv vælge, hvilke byer der skal indgå i vejrprogrammet, som i øvrigt kan åbnes blot med et tryk på vejrikonet ved uret på forsiden.

Flotte vejrudsigter: Seks ud af seks stjerner.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

Wow-effekt i billeder

På den store skærm fremstår billederne i fotoalbummet fantastisk flotte, og når mobilen holdes i lodret position, kan der hurtigt bladres i den virtuelle stak af fotos.

Når HD2 lægges på siden, drejer fotovisningen til horisontalt, og det ultimative “show off” er en realitet. Et klik på billedet åbner til fuld skærm, og med to fingre kan der zoomes (multitouch). En fed detalje er, at man ikke behøver at zoome ud, for at kunne bladre til næste foto.

I fuldskærmsvisning drejer billedet desværre ikke automatisk med, når mobilen igen holdes lodret. Trist at denne sidste detalje ikke er kommet med.

Fra fotoalbummet kan billeder sendes over i programmet HTC Footprints, men kameraet sætter ikke automatisk GPS-position på billedet.

Meningen med Footprints er, at man kan skrive en kommentar til sit “fodspor” og at positionen automatisk er angivet. Det betyder altså, at du er nødt til at gang på gang ude i marken at indsætte GPS info med programmet footprint på hvert enkelt billede, da footprint er det eneste der kan gøre dette. Det betyder også at du ikke kan lave disse, når du kommer hejm fra turen.

Desværre indeholder fotos som tidligere nævnt ingen GPS data, det betyder altså Vil du sende et billede som mail eller ud på Facebook kan dette gøres med meget få tryk. Det er så let lavet, at alle kan være med.

Vi godkender fotoalbummet som er både flot og hurtigt, selv ved mange fotos i mobilen. Men manglen på rotering i fuldskærm samt problemet omkring GPS-positionen trækker ned.

Fotoalbum: Fem ud af seks stjerner.

Lynhurtigt kamera på fem megapixels

Specielt i kameradelen kommer den hurtige processor til sin ret. Opstarten er blandt de absolut hurtigste på markedet, og autofokus stiller skarpt næsten med det samme.

I mørke omgivelser leverer HD2 også varen. Selv i et mørkt lokale hvor der kun er lys fra lamperne, kan der tages fornuftige billeder – også uden at bruge fotolyset. Faktisk bliver billederne varmere og flottere uden mobilens eget lys.

Hastigheden, fra udløseren aktiveres, til billedet er i kassen, er utrolig hurtig. Det betyder, at det er let at få et snapshot i kassen.

Fotolyset har manglet i tidligere mobiler fra HTC men det er personligt ikke noget jeg har savnet.

Billederne fra HD2 er ikke de flotteste vi har set fra en mobiltelefon. Men den hastighed hvorved kameraet kan betjenes vægter tungt i kameraets samlede oplevelse.

Som nævnt i afsnittet om fotoalbummet tilføjes positionen ikke på billederne – hvilket er en klar mangel, når mobilen i både Google Maps og kompas kan positionsbestemme.

Kamera: Fire ud af seks stjerner.

Billeder taget med HTC HD2

HTC HD2, artikelfoto
HTC HD2

God musikafspiller med ringe headset

Musikdelen er i HD2 en stor oplevelse for dem som holder af musik. Mobilen kan bruge hukommelseskort (SDHC) på 16GB, og der er derfor rig mulighed for at tage favoritsangene med sig.

Lydkvaliteten i højtaleren er skinger, og det medfølgende headset er en ringe oplevelse. Sætter du et headset til af god kvalitet, opleves dog en god lyd. Desuden kan du selv tilpasse bas, diskant, mellemtone osv.

Musikbiblioteket er i øvrigt flot udført, og har du ikke albumcovers på dine sange, hentes disse automatisk via tjenesten Gracenote. Desværre virker dette kun med internationale kunstnere.

Som i fotoalbummet kan der bladres i en virtuel albumstak, og når mobilen lægges ned, følger musikvisningen med. Det er knaldgodt ud – og slet ingen tvivl om, at Apple har været inspirationen.

Musik: Fire ud af seks stjerner. Betjening og visning trækker op – højtaler og headset trækker ned.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

Internet på HTC HD2

Internet er fuldt på højde med det, som der findes i iPhone 3GS.

Apple satte med iPhone ny standard for, hvordan internet skal opleves på en mobilenhed. Og i øvrigt tusind tak for det. Så småt begynder de andre mobilproducenter at lære af dette.

I HTC HD2 bliver bogmærkerne vist som små “live-billeder” af hjemmesiden, og åbning af selv store hjemmesider sker ganske kvikt.

Det er let og smidigt at bevæge sig rundt på en website, og zoom klares med to fingre. Zoomes på en artikeltekst tilpasses denne til at fylde skærmens bredde, så der ikke skal scrolles fra side til side.

Jeg er meget imponeret af netoplevelsen, og det trådløse netværk kan naturligvis også benyttes som netforbindelse.

Internet: Seks ud af seks stjerner.

Brug HD2 til mobilt bredbånd

Med HD2 behøver du ikke også gå rundt med USB-donglen til den bærbare for at komme på internettet via mobilt bredbånd.

Med HTC HD2 er det for alvor blevet let, at bruge mobilen som modem til den bærbare.

Funktionen “Wi-Fi router” skal blot aktiveres, så kan computeren se mobilen som et trådløst netværk. Ingen opsætning overhovedet – andet end adgangskoden. Få sekunder senere er din bærbare på nettet via mobilen. Det er også muligt at køre flere computere på den samme forbindelse.

Dette er en fed feature, men den er ikke fejlfri. Jeg har skullet aktivere, og deaktivere mobilens indbyggede router et par gange, inden computeren kunne se den som netværk. Men når først der var hul igennem var hastigheden i orden, og det var intet problem at opnå 2 mbit download / 1 mbit upload på TDC’s net i udkanten af Odense.

HD2 som router: Fire ud af seks stjerner.

Hvor blev Windows mobile af?

Windows Mobile 6.5 er det underliggende styresystem. HTC har erstattet Windows Mobile-brugerfladen med Sense (hed før Touch FLO).

I forhold til produkterne HTC Diamond og den originale Touch HD er HTC’s egen brugermenu integreret et hak dybere, end vi tidligere har set.

Der skal ledes længe og grundigt, inden man rammer ind i Windows Mobile, der traditionelt ikke er kendt for at være fingervenlig – samt er langsomt. Og netop fingervenligheden er nødt til at være i top, da der på HD2 ikke kan benyttes betjeningspind (stylus).

Et eksempel er kalenderen, der nu hedder HTC Kalender. Denne er fuld ud touchvenlig også ved oprettelse af aftaler. Samme princip gør sig gældende i kontaktpersoner.

HD2 understøtter 15 favoritkontakter, der alle kan ringes op, ved tryk på deres billede – brugeren bestemmer i øvrigt selv om funktionen automatisk skal ringe op eller sende en SMS til personen.

Hastigheden i menusystemet er MEGET hurtigere end produkter med Windows Mobile traditionelt er – alligevel når vi ikke en topkarakter på dette punkt. Under testen har vi oplevet at mobilen hænger en lille smule – eller at vinduesviskeren i vejret hakker. Også menulinien i bunden af skærmen kan ind i mellem hakke en smule i grafikken.

Fem ud af seks stjerner.

E-mail og synkronisering

HD2 kan synkronisere med Microsoft Exchange-server via Activesync. Det betyder, at kontakter, kalender, mails osv., automatisk er opdateret og pushmail er understøttet.

Bruger du Google Apps kan denne også køre via Activesync-protokollen.

Vi har oplevet problemer med visning af f.eks. Breaking News-mails fra Ekstra Blandet, samt andre mails i HTML-format. En sideløbende mailkonto sat op via IMAP gav ikke den slags problemer. For år tilbage har jeg på Windows Mobile oplevet tilsvarende problemer.

Ellers er mail og sync en stor fornøjelse.

Fem ud af seks stjerner.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

Windows Marketplace

Microsoft leverer programbutikken Windows Marketplace til HTC HD2. Indtil videre er det en trist oplevelse. Der er ikke specielt mange programmer at komme efter.

Vi synes ikke at have fundet noget, der var værd at downloade andet end Microsofts version af Facebook til mobilen. Det skal nævnes at touch.facebook.com fungerer hurtigere og bedre end Microsofts udgave til Windows Mobile.

Windows Marketplace fungerer stort set som Apples App Store og Android Market på HTC Magic / Hero – blot er der i Windows meget få programmer. Generelt er Marketplace helt nyt, og derfor må vi formode, at programantallet hurtigt stiger.

Apple iPhone får på dette punkt topkarakter, mens Android Market følger lige efter.

Vurdering: Windows Marketplace – fire ud af seks stjerner.

Batteriet holder lang tid

Kapaciteten på batteriet er 1230 mAh, mod 1350 mAh på HTC Touch HD og godt 1400 mAh på iPhone 3GS. Alligevel formår mobilen at holde strøm overraskende længe.

Holdbarheden på batteriet afhænger naturligvis af brugen – men jeg sparer ikke på noget, når mobilerne testes. Der kører altid Exchange Pushmail synkronisering og trådløst netværk samt Bluetooth bruges også en del. Også mængden af samtaler er pænt stor.

Den første dag efter udpakning, nåede den kun 12 timers drift. Dag to gav 16 timers drift (to-fem procent tilbage, da jeg gik i seng) mens dag tre endte på 16 timer med cirka 15 procent tilbage.

Jeg vover pelsen og konkluderer, at trods større skærm og hurtigere processor holder HD2 længere end både HTC Hero og for den sags skyld også iPhone.

Jeg giver batterikapaciteten seks ud af seks stjerner. Det skal dog ses i lyset af, at mobilen her yder væsentligt mere, end vi havde forventet også i forhold til andre tilsvarende produkter.

iPhone og HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2 og iPhone

Hvor stor er HTC HD2?

HD2 er ikke stor – den er enorm!

Underligt nok vænner man sig dog hurtigt til størrelsen. Det er lidt ligesom at få et 40 tommers TV i stuen; I starten er det kæmpestort, men efter få dage er størrelsen bare naturlig.

I forhold til iPhone 3GS virker HD2 visuelt noget større, men når der kigges nærmere på målene, er der ikke den vilde forskel. Du kan se tallene herunder.

HD2 / iPhone 3GS

Bredde: 67 mm. / 62 mm.
Højde: 121 mm. / 116 mm.
Tykkelse: 11 mm. / 12 mm.
Vægt: 157 g. / 135 g.

Jeg er af den overbevisning, at kan man størrelses-mæssigt leve med iPhone, så kan man også leve med HD2.

Der hvor forskellen virkelig ses, er på skærmen – 4,3 tommer mod 3,5 tommer på iPhone. I denne sammenligning kommer iPhone til at se lidt “tiny” ud.

Når alt kommer til alt, skal der jo være noget at bruge størrelsen til. Jeg er ikke nødvendigvis overbevist om, at det er lykken bare at gøre skærmene større og større – med mindre der er et behov.

HD2 skærmen er lækker til film, internet, navigation og billeder. Men omkring f.eks. SMS synes jeg ikke, jeg hverken rammer mere eller mindre præcist, i forhold til andre telefoner med mindre skærme.

I vurderingen af størrelsen må konklusionen være, at mobilen er blevet lidt for stor. Alle jeg har mødt i testperioden omtaler med det samme størrelsen som et problem. Ejere af iPhone har sagt, at de også opfatter iPhone som lidt for stor – men at HD2 virker endnu mere voldsom.

Så alt i alt – fem ud af seks stjerner.

HTC HD2 nyt artikelfoto
HTC HD2

Konklusion: Dommen over HTC HD2

I forhold til HTC’s tidligere produkter med Windows Mobile-systemet adskiller HD2 sig på to væsentlige punkter. Det ene er den lynhurtige processor, det andet er skærmtypen.

HD2 er det første produkt i Windows Mobile-serien, der har en berøringsfølsom skærm (capacitive). Tidligere produkter som Diamond, Diamond2, Pro2 og den oprindelige Touch HD har alle været med trykfølsom skærm (resistive).

Betjeningen af en mobiltelefon med berøringsfølsom skærm opleves meget lettere og mere enkel end en med trykskærm. Dette er blandt andet med til at hæve HD2 op til, hvad vi kan kalde for “iPhone”-niveau.

I forhold til f.eks. Diamond2 er betjeningen på HD2 både lettere, hurtigere og langt mere intuitiv. Og dette er alene på grund af skærmtypen og den kraftfulde processor.

Som det ses her i testen, er der hist og her ting, som gør at HD2 ikke kan opnå topkarakter.

HTC kan med HD2 ikke tiltrække Apples iPhone-fans – hertil er Apples ikonstatus på designområdet helt unik. Men HD2 kan være interessant for købere, som ikke bryder sig om begrænsningerne i iPhonen, eller som af princip bare ikke vil købe den.

Jeg er meget spændt på, om HTC formår at få mobilen solgt til andet end teknikentusiaster.

Inden du køber skal du vurdere dit behov. HD2 giver dig opmærksomheden, og viser du er HELT fremme på beatet. HTC Hero giver dig value for the money.

HD2 er årets mest blærende mobilen – uden sammenligning.

Fem ud af seks sjerner.

Se også:
Video: Oplev HTC HD2 i levende billeder

Flere nyheder om Musik

Siden vi kørte denne artikel er der kommet nyt i sagen. mobilsiden gik et skridt videre. 13/11/2009 kørte vi en vinkel på Test af HTC HD2 – dag 1 – Den kan læses her. Få også seneste nyt om sagen ved at trykke her..