Stor elektrisk crossover på vej fra Volvo
Der er gang i den hos Volvo og Polestar, der både afslører planer om kommende elbiler og åbningen af en ny fabrik i South Carolina, USA. Den nye fabrik kunne blive stedet, hvor der skal samles en helt ny stor elektrisk crossover fra Volvo, der skal placeres mellem SUV’erne XC60 og XC90.
Se også: Test og anmeldelse af Volvo XC40 Recharge
Volvo får fokus på crossover’en
Med lanceringen af Volvo C40 gik det svenske bilmærke ikke kun all-in på elbiler, men angiveligt også på de såkaldte crossovers. I december sidste år blev der afsløret planer om, at Volvo havde flere mindre crossovere på vej – og nu er endnu flere spændende rygter dukket op til overfladen.
Der skulle nemlig også være en større crossover på vej, hvor der ikke skulle være mangel på plads. Den kommende crossover skal størrelsesmæssigt ligge mellem XC60 og XC90, der er to store SUV’er.
Rygterne kommer fra to kilder, der kender til bilmærkets planer, men Volvo har ikke kommenteret på det endnu. Den nye crossover vil have avancerede førerassistentsystemer, måske i stil med Polestar 3, der kommer senere i år. Den kommende store elbil vil blive bygget på en ny elektrisk platform. Den vil angiveligt blive placeret på Volvo Concept Recharge.
Volvos fremtid som elektrisk bilmærke
Volvo har kastet sig ud i en ganske aggressiv overgang til helt batteridrevne køretøjer, hvor de håber, kun at sælge fuldt elektriske biler i 2030. Volvo ønsker, at mindst halvdelen af salget i 2025 skal være rene elbiler. Hvis dette skal lykkedes Volvo skal der flere rene elbiler i deres udvalg. Lige nu er der kun Volvo C40 og XC40. Både Volvo og Polestar har travlt med nye elektriske biler, der vil blive lanceret inden for det næste års tid.
Læs også: Test og anmeldelse af Polestar 2