Volvo fortsætter elektrificering i turbofart
Volvo er nu klar med deres årsrapport for 2022, der viser en stigende interesse for mærkets elektriske biler og for online salg af biler. I 2023 starter Volvo produktionen af topmodellen EX90 og fremviser en mindre elektrisk SUV, EX30, frem.
Det har ikke været uden udfordringer at være Volvo i 2022. 2022 bød nemlig på langvarige forsyningsbegrænsninger, nedlukninger i Kina og forhøjede materiale- og logistikomkostninger. På trods af dette holder Volvo fast i deres mål om at blive et fuldelektrisk bilmærke inden 2030 og helt klimaneutralt i 2040.
Se også: Nyheder om elbiler
Volvo oplever større efterspørgsel på elbiler
Disse udfordringer er endnu ikke løst og Volvo forudser et svært 2023. Dog håber bilproducenten, at den COVID-relaterede forsyningsmangel fra Kina er forbi, og at udbuddet af halvledere vil blive større. Volvo Cars håber optimistisk, at prisen på litium vil begynde at falde mod slutningen af året.
På trods af global turbulens, usikkerhed og de seneste prisstigninger oplever Volvo fortsat en stærk efterspørgsel – specielt på de elektriske biler.
Salget af Volvos Recharge-modeller, der omfatter både fuldelektriske biler og plug-in-hybrider, stod stærkt med en salgsandel på 33 procent for året og 41 procent i fjerde kvartal. I Danmark var 86 procent af Volvos samlede bilsalg i 2022 elektriske biler.
Samtidig var blev det populært at købe Volvo online i 2022. Volvo oplyser, at 50 procent af bilsalget i 2022 skete online.
Masseproduktion af Volvo EX90 skydes i gang
På trods af endnu et år med udfordringer ser 2023 spændende ud for bilproducenten. Volvo vil lancere en elbil, der henvender sig til en ny målgruppe. Det er en lille elektrisk SUV, der forventes at gå under navnet Volvo EX30. Den bliver mindre og billigere end Volvo XC40 Recharge og vil muligvis blive tilbudt på abonnement.
Derudover starter Volvo masseproduktion af den elektriske luksus SUV EX90, der blev præsenteret sidst i 2022. EX90 viser tydeligt, hvor Volvo er på vej hen med deres design, teknologi og sikkerhed i elbiler. Volvo EX90 forventes at kunne leveres fra fjerde kvartal 2023.