Telefoner uden trådløs opladning kan snart oplades trådløst
Ved at udnytte NFC-teknologi kan Android 15 bringe trådløs opladning til mobiler, som egentlig ikke understøtter funktionen.
NFC eller Near Field Communication har været brugt i årevis, når vi for eksempel skal oprette forbindelse til Bluetooth-højttalere, til kontaktløs betaling eller til at parre enheder med hinanden. Det kan Android 15 ændre på.
Med Android 15 bliver det nemlig muligt at bruge den NFC-teknologi, som allerede ligger i millioner af telefoner, på en helt ny måde. Det kan blive muligt at bruge teknologien til ikke kun at sende data, men også strøm. Hvis det sker, kan det bruges til at oplade mobilen trådløst – også selv om den ikke understøtter den traditionelle trådløse opladning via Qi-standarden.
Det ser ud til at være en mulighed, da Android Authority har fundet noget, der tyder på en kommende NFC-opladningsfunktion i koden til den seneste Android 15 betaudgivelse. Koden er mærket som version 1.0.0 af ‘NfcCharging’.
Se også: Alt du skal vide om Android 15
Kan også fungere på billige mobiler
Det koster penge at indbygge trådløs opladning i mobiltelefoner. Derfor er den funktion indtil videre sjældent at finde på de helt billige mobiler. Men selv budgetvenlige mobiler har NFC.
I de helt billige Android-telefoner kan NFC-opladningsfunktion altså give dem en begrænset form for trådløs opladning. Der er dog ingen umiddelbar fare for, at NFC-opladning vil overflødiggøre den traditionelle trådløse Qi-opladning.
Se også: Top 5: De absolut bedste Android-mobiler
Meget langsom opladning
Opladning via NFC vil i bedste fald være utroligt langsom. Teknologien kan ifølge rygterne højst oplade telefonen med 1 watt. Det er ret så langsomt og vil betyde, at det vil tage cirka 1 time for hver 1.000 mAh. En mobil på 5.000 vil altså være 5 timer om at lade op.
Det er selvfølgelig langt tid, men det vil alligevel være en hjælp, hvis man har et job, hvor man for eksempel alligevel har mobilen liggende på skrivebordet. Hvis det lykkedes at få teknologien til at fungere, kan teknologien måske også bruges til at oplade enheder med mindre batterier såsom dine trådløse in ear-høretelefoner eller et smartwatch.
Se også: Endelig: Android 15 får desktop-tilstand
Android 15 kommer senere i år
Google afholder sit årlige I/O-event den 14. maj. Her vil vi sandsynligvis få større indblik i, hvad vi kan forvente os af Android 15. Den færdigudviklede udgave af Android ventes at blive lanceret en gang i oktober, og indtil da vil der blive udgivet mere eller mindre månedlige betaudgaver.
Har du lyst til at prøve Android 15-betaudgaven, kræver det en Pixel-telefon. Læs mere om, hvordan du tilmelder dig betatesten.
Læs også: Send beskeder til alle via satellit med Google Beskeder i Android 15