Xpeng G6 kan nu købes i Danmark – se priser og leasingtilbud
Den hypede elektriske crossover Xpeng G6 er torsdag kommet til Danmark og kan nu endelig bestilles herhjemme. I den forbindelse har Xpeng også offentliggjort officielle købspriser og leasingpriser på Xpeng G6.
Se også: Se priser, leasingpriser og specifikationer på elbiler
Danske priser på Xpeng G6
Vi har tidligere gættet på, at Xpeng G6 ville få en dansk pris på omkring 350.000 kroner, og det viste sig ikke at være helt ved siden af.
Xpeng G6 har nemlig en officiel dansk pris, der starter fra 339.900 kroner. Dermed er startprisen på den mindre G6 140.000 kroner lavere end G9 og G6 er samtidig mere end 20.000 kr. billigere end dens primære konkurrent, Tesla Model Y.
Xpeng G6 kan købes i tre varianter:
- RWD Standard range koster 339.900 kr.
- RWD Long Range koster 369.900 kr.
- AWD Performance koster 399.900 kr.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Xpeng G6
Kan forudbestilles nu
Xpeng G6 kan forudbestilles allerede fra i dag. De første Xpeng G6 forventes leveret til kunder i løbet af august.
Vil du prøvekøre en Xpeng G6? Så skulle dette være muligt i slutningen af juli.
Billige leasingpriser på Xpeng G6
I forbindelse med introduktionen af Xpeng G6 i Danmark har Xpeng også offentliggjort danske leasingpriser på G6.
Det er nogle utroligt skarpe leasingpriser, hvor Tesla absolut ikke kan være med. Privatleasing Model Y koster fra 5.895 kr, hvor Xpeng G6 er hele 1.896 kr. billigere per måned.
Xpeng G6 kan privatleases for 3.995 kroner per måned og 14.995 kroner i udbetaling. Her får man RWD Standard Range-udgaven i Artic White og sort/lysegråt interiør i kunstlæder og 15.000 km om året. For hver ekstra 5.000 km om året man tilføjer, stiger den månedlige ydelse med 400 kroner per måned.
Xpeng G6 RWD Long Range kan privatleases for 4.295 kroner per måned – også med en udbetaling på 14.995 kroner.
Sidst, men ikke mindst, kan Xpeng G6 AWD Performance leases for 4.645 kroner per måned – også med 14.995 kroner i udbetaling.
Ønsker man farverne Silver Frost, Graphite Grey, Midnight Black eller Fiery Orange, stiger leasingprisen med 206 per måned uanset variant, og tilføjelsen af elektronisk svingbart anhængertræk hæver prisen med 196 kroner per måned.
Xpeng G6: Direkte konkurrent til Tesla Model Y
G6 er Xpengs direkte konkurrent og et alternativ til Tesla Model Y, der har været den mest solgte elbil i Danmark i 15 måneder. Kan G6 tage Model Y’s plads?
Xpeng G6 er en familiebil på el, der byder på gode specifikationer, masser af plads, masser af teknologi og til en meget skarp pris.
Storebroren Xpeng G9 imponerer allerede med sine fantastiske specifikationer såsom 800 volt-arkitekturen, der sikrer en af de hurtigste ladetider overhovedet. Er man fristet af G6, har lillebroren heldigvis også samme 800 volt arkitektur.
Xpeng kalder selv G6 for en coupé SUV – kort beskrevet en SUV med en sporty designlinjer. G6 har fem siddepladser, et stort bagagarum 571 liter, som kan udvides til 1.374 liter med bagsæderne lagt ned.
Se også: Markedets bedste forsikring af elbiler får du hos if
Ydeevne, rækkevidde og opladning
Basismodellen understøtter DC-opladning med en effekt på op til 215 kW, mens de to varianter med stort batteri understøtter op til 280 kW. Uanset batteristørrelse kan man derfor lade batteriet op fra 10 til 80 procent på under 20 minutter.
Xpeng G6 har et 66 kWh LFP-batteri, der giver en rækkevidde på mellem 435 km. Det skulle være nok til de fleste, men hvis ikke, kan den også fås med et 87,5 kWh NCM-batteri med en rækkevidde på op til 570 km. At rækkevidden ikke er højere, tyder på, at G6 ikke er den mest effektive elbil. Den nærmeste konkurrent, Tesla Model Y med lang rækkevidde og baghjulstræk, har for eksempel “kun” et 78,1 kWh batteri, men en WLTP-rækkevidde på 600 km.
Køreglæde får man til gengæld masser af, for Xpeng G6 har i basismodellen en 190 kW (286 hk) elmotor på baghjulene med et drejningsmoment på 440 Nm, der giver en acceleration fra 0-100 km/t på 6,7 sekunder. Topfarten er begrænset til 200 km/t.
Masser af udstyr
Xpeng G6 er spækket med udstyr. Der er for eksempel varmepumpe, varme i alle fire sæder, ventilerede forsæder, ratvarme, panoramaglastag, ambientbelysning, klimaanlæg med to zoner, elektriske forsæder, adaptiv fartpilot med vognbaneassistent og automatisk vognbaneskift, Xopera-lydanlæg med 18 højttalere og en effekt på 960 watt og to hurtige trådløse opladere.
Bilen er udstyret med Xpengs egen Xmart OS-software, der vises på en 10,2 tommer førerskærm og 14,96 tommer infotainmentskærm. Der understøttes endda Android Auto og Apple CarPlay i Xpeng G6.
Xpeng giver 5 år eller 160.000 km garanti samt yderligere to års garanti på alle biler bestilt til og med 31. december 2024. Inkluderet er også vejhjælp i 5 år på G6. Batterigarantien er på 8 år eller 160.000 km.
Se også: Se, sammenlign og tjek priser på bedste SUV’er
Vi anbefaler:
Guide til bedste og billigste ladeboks til hjemmet
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den