Ny Tesla Model Y lanceret i Kina – se pris, specifikationer og billeder
Den nye, faceliftede Tesla Model Y (2025) er lanceret i lande som Kina, Hong Kong og Australien.
Dermed kender vi nu de officielle specifikationer, ligesom Tesla har afsløret priser og billeder af SUV’en med det nye design og opdateret kabine forud for den kommende lancering i Danmark.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Tesla Model Y
Nyt design med ændret front og bagende
Lad os starte med den største nyhed: Det opdaterede design. Tesla Model Y har fået en radikalt ændret bagende og front med helt nye lygter og en LED-bjælke mellem lygterne. Kofangerne har også fået helt nyt design, ligesom luftindtagene foran har ændret form.
Set fra siden ser taglinjen og silhuetten dog ud til at været uændret. Der er dog kommet nye sidespejle og standardfælge i stedet for de tidligere Gemini-fælge. Induction-fælgene kan dog fortsat vælges.
Tesla Model Y fås også i to nye farver: Glacier Blue og Flame Red. De tidligere farver Pearl White og Quicksilver fås fortsat, mens Deep Blue Metallic, Solid Black og Midnight Cherry Red er udgået.
Den nye Tesla Model Y måler 4.797 mm i længden, 2.129 mm i bredden og 1.624 mm i højden. Dermed er den blevet 46 mm længere, mens højden og bredden er uændret. Tesla Model Y (facelift) har samme akselafstand på 2.990 mm som tidligere.
Se også: Se alle elbiler fra Tesla
Hurtigere acceleration og længere rækkevidde
Begge varianter af Tesla Model Y har fået større batterier og derved også længere rækkevidde, ligesom accelerationen er forbedret.
Den baghjulstrukne version har fået opgraderet batterikapaciteten fra 57,5 kWh til 62,5 kWh og har en WLTP-rækkevidde på 466 km, hvilket er en stigning på 36 kilometer (8,4 procent) i forhold til forgængerens 430 km.
Den drives fortsat af en elektrisk motor bagpå med en maksimal effekt på 220 kW (299 hk), men accelerationen fra 0 til 100 km/t er reduceret fra 5,9 sek. til 5,3 sek. Det skyldes formentlig den nye batteripakke, som kan levere mere strøm til drivlinjen end tidligere.
Udgaven med lang rækkevidde og firehjulstræk har fået forøget batterikapaciteten fra 75,0 kWh til 78,4 kWh, hvilket giver en WLTP-rækkevidde på 551 km. Det er en stigning på 18 km eller 3,8 procent i forhold til forgængerens 533 km.
Denne variant accelererer fra 0-100 km/t på 4,3 sek. i stedet for 5,0 sek. i forgængeren. Ydeevnen er gået fra 378 kW (514 hk) i forgængeren til 137 kW på forreste motor og 194 kW på den bagerste motor – altså i alt 331 kW (443 hk).
Begge varianter har fået reduceret tophastigheden fra 217 km/t til 201 km/t. Den maksimale ladeeffekt i de to varianter er uændret: Henholdsvis 175 kW i den baghjulstrukne udgave og 250 kW i den firehjulstrukne udgave.
Den nye Model Y leveres som standard med Teslas nyeste Hardware 4.0 (AI4) Autopilot-hardware.
Se også: Test og anmeldelser af elbilers køreegenskaber
Opdateret kabine – nu med blinkerarmen
Tesla har givet Model Y samme overhaling af kabinen og interiøret som Model 3 – dog med én forskel. Tesla har beholdt blinkerarmen bag rattet, så du slipper for at skulle vænne dig til at trykke på touchknapperne på rattet som i Model 3. Denne nyhed vil formentlig glæde mange, om end man før eller siden vænner sig til touchknapperne.
De indvendige ændringer er i den mindre afdeling, da elementerne i grove træk fortsat ser ud som og sidder, hvor de plejer.
Det er de mindre detaljer, farver og materialer, der har fået en opdatering. Interiøret skulle dog være af højere kvalitet og mere støjsvag end tidligere, oplyser Tesla.
Se også: Disse elbiler er Bedst i Test
Pris på ny Tesla Model Y: 5 procent dyrere i Kina
Det var forventningen, at den nye Tesla Model Y ville beholde samme pris eller enten blive lidt billigere for bedre at kunne svare igen på konkurrenternes faldende priser. Men i Kina har Tesla valgt at hæve priserne på den nye Model Y, præcis ligesom det var tilfældet med den opdaterede Model 3.
Til gengæld er den nye Model Y blevet lidt billigere i Australien, så hvad kommer der til at ske i Danmark? Det ved kun Tesla.
De nye priser i Kina er blevet op til 5,4 procent højere end tidligere. Se priserne på den opdaterede Tesla Model Y (Juniper) nedenfor:
Tesla Model Y | Nye priser | Gamle priser | Forskel |
Baghjulstræk | 263.500 yuan | 249,900 yuan | +5,4 % |
Long Range med baghjulstræk | Endnu ikke tilgængelig | Ikke tilgængelig | – |
Long Range med firehjulstræk | 303.500 yuan | 290.900 yuan | +4,3 % |
Performance firehjulstræk | Endnu ikke tilgængelig | 354.900 | – |
Pris på ny Tesla Model Y i Danmark
Hvis vi får samme relative prisstigning at se i Danmark, vil det betyde, at basismodellen Tesla Model Y med baghjulstræk kommer til at koste 347.900 kr. i stedet for de nuværende 329.990 kr. Det er en stigning på cirka 17.000 kr.
Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk koster i dag 389.990 kr., men kan altså komme til at koste cirka 406.990 kr. – også en prisstigning på cirka 17.000 kr.
Det kan dog heller ikke udelukkes, at vi kun får prisstigninger på 10.000 kr. at se ligesom med den opdaterede Model 3. Og omvendt kan det også gå den anden vej, da Tesla for eksempel har gjort Model Y billigere i Australien. Og med den øgede konkurrence i Danmark, hvor flere konkurrenter nu har bedre biler til lavere priser end Tesla, er der måske god grund til at sænke prisen frem for at hæve den eller lade den være uændret.
Se også: Se priser på de billigste elbiler i Danmark
Hvornår kommer den nye Tesla Model Y til Danmark?
Tesla oplyser, at den aktuelle Launch Series af Tesla Model Y kan bestilles frem til 28. februar, og leveringer forventes at begynde i marts 2025.
Vi ved endnu ikke, hvornår den nye Tesla Model Y kommer til Danmark, men der gik 5 uger fra introduktionen af Model 3 i Kina og til introduktionen i Danmark, og det bliver formentlig noget lignende igen i år. Forvent derfor en lancering i Danmark midt i februar.
Alternativer til Tesla Model Y
Tesla Model Y er den bedst sælgende elbil i Danmark – og ikke mindst i verden. Der er dog ingen tvivl om, at Tesla har fået mere konkurrence. Der er i dag mange elbiler, som er gode alternativer til Model Y.
De bedste alternativer er Hyundai Ioniq 5, Škoda Enyaq og Volkswagen ID.4. Hvad tilbyder disse elbiler, som man ikke får i en Model Y? Først og fremmest er de efter de seneste prisfald blevet betydeligt billigere end Model Y. Alle tre alternativer koster under 300.000 kr.
Der er andre forskelle også, hvor man i alle tre alternativer har mulighed for trådløs Android Auto og Apple CarPlay, som Tesla ikke understøtter.
Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026