Volkswagen i batteriproblemer: Tilbagekalder 100.000 elbiler
Den tyske bilgigant Volkswagen har iværksat en omfattende global tilbagekaldelse, der rammer næsten 100.000 elbiler.
Problemet skyldes defekte batterimoduler, som i værste fald kan føre til overophedning og udgøre en reel risiko for brand.
Se også: Alle elbiler fra Volkswagen
Reuters bekræfter: Tusindvis af biler skal på værksted
Ifølge oplysninger fra nyhedsbureauet Reuters, der citerer de tyske vejmyndigheder KBA, er fejlen fundet i en specifik serie af battericeller. Det drejer sig om cirka 75.000 biler fra den populære Volkswagen ID-familie og næsten 20.000 enheder af Cupra Born.
Tilbagekaldelsen bunder i en alvorlig produktionsfejl hos en ekstern batterileverandør. Mere specifikt er der tale om batterimoduler, der ikke lever op til de tekniske specifikationer, hvilket kan føre til en øget selvafladning i de enkelte celler.
Dette skaber en risiko for såkaldt termisk overbelastning, hvor varmen i en defekt celle kan sprede sig til de omkringliggende celler og i værste fald starte en brand.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Officiel udmelding fra Volkswagen i Danmark
I Danmark er der tale om ca. 5.100 elbiler, der er berørt at tilbagekaldelsen. Den danske importør bekræfter nu over for os, at man proaktivt vil inspicere alle berørte køretøjer som en del af deres løbende kvalitetsovervågning.
Volkswagen i Danmark forklarer, at visse moduler i ID.-modeller fra en begrænset produktionsperiode ikke fuldt ud opfylder deres tekniske specifikationer. Dette kan resultere i en mærkbar reduktion af den elektriske rækkevidde eller aktivering af et gult advarselslys i bilen.
I sjældne og ekstreme tilfælde kan overbelastningen føre til brand, hvorfor man nu inviterer ejerne ind til en gratis softwareopdatering og analyse.
Se også: Priser, leasingtilbud og prøvetur i nyeste elbiler
Disse modeller er omfattet af fejlen
Tilbagekaldelsen dækker over en bred vifte af modeller, herunder Volkswagen ID.3, ID.4, ID.5 samt de elektriske rugbrød ID.Buzz og ID.Buzz Cargo. Også ejere af Cupra Born skal være opmærksomme, hvis deres bil er produceret i den kritiske periode.
Fejlen i modulerne kan forårsage, at en gul advarselslampe lyser i instrumentbordet, eller at bilens rækkevidde pludselig falder drastisk, hvilket er de første tegn på, at noget er galt.
Se også: Find den bedste forsikring til elbil
Sådan skal du forholde dig som ejer
Volkswagen har allerede fastlagt de procedurer, der skal sikre ejernes sikkerhed. For de fleste ID-modeller anvendes recall-koden 93MU, mens koden for Cupra Born er 93S4.
At få rettet det indebærer en opdatering af bilens software, der gør det muligt bedre at overvåge batteriets tilstand. Hvis softwaren registrerer fejl, vil de defekte moduler blive udskiftet helt gratis hos en autoriseret forhandler. Indtil bilen er tjekket, anbefales det at undgå lynladning og parkere væk fra bygninger.