Stor guide: Hvilken type elbil skal du vælge?
I takt med at danskernes interesse for elbiler er vokset, er udvalget også eksploderet. Faktisk er markedet i dag så stort, at det kan være svært at gennemskue, hvilken type elbil der passer bedst til netop jere behov.
For at hjælpe jer godt på vej gennemgår vi i denne guide de forskellige biltyper med deres fordele og ulemper – for SUV’en er nemlig ikke det bedste valg for alle.
Se også: Disse elbiler er Bedst i Test
SUV: Den rummelige familiefavorit

Se også: De bedste elbiler af typen SUV
Den traditionelle SUV er blevet danskernes absolutte favorit – faktisk er mere end halvdelen af nye biler SUV’er.
SUV’en byder på høj og behagelig siddeposition, masser af kabineplads og et solidt udsyn over trafikken. Fordelen er god rummelighed og komfort for familien på de lange ture.
Ulemperne er primært en ringere aerodynamik, og dermed en lavere rækkevidde. Man går ofte også lidt på kompromis med designet, da SUV’erne som elbiler forsøger at være så aerodynamiske som muligt.
Du skal vælge en stor SUV, hvis du har brug for maksimal kabineplads, stort bagagerum og prioriterer let indstigning over lavere strømforbrug.
Blandt de mest populære store modeller herhjemme finder vi Volkswagen ID.4, Toyota bZ4X og Skoda Enyaq.
Se også: Alle elbiler af typen SUV
Lille SUV: Det smarte kompromis

Hvis den traditionelle SUV bliver for voldsom til indkørslen eller storbyen, er den kompakte SUV et oplagt alternativ.
De giver den samme følelse af at sidde højt og have let indstigning, men i et format, der er markant nemmere at manøvrere rundt med på snævre pladser og veje i byen.
Den største ulempe er, at bagagerumspladsen og benpladsen på bagsædet ofte er markant begrænset sammenlignet med de større modeller. Man skal derfor sikre sig, at der er plads nok til familien i den.
Du skal vælge en kompakt SUV, hvis du vil sidde højt i hverdagen, men ønsker en bil, der er nem at parkere og billigere end de store SUV’er.
Herhjemme er nogle af de mest populære kompakte SUV’er Volvo EX30, Kia EV3 og Hyundai Kona Electric.
Se også: Alle elbiler af typen lille SUV
Hatchback: Den økonomiske pendlerbil

Den klassiske hatchback er den ideelle bil til singler, par eller den mindre familie, der primært kører kortere eller mellemlange distancer.
Fordelen ved denne biltype er lavere priser, høj energieffektivitet på grund af den mindre vægt og dens kompakte størrelse, der gør den let at komme omkring med i byen.
Ulempen er til gengæld, at pladsen hurtigt bliver trang i de mindre modeller, og den egner sig sjældent til store barnevogne. De mindre hatchbacks har ofte også en kortere rækkevidde.
Der findes dog også mere rummelige hatchbacks på markedet, som Kia EV4 Hatchback, men så følger prisen også med.
Du skal vælge en hatchback, hvis du har et mindre pladsbehov, kører meget i byen og vil have rigtig meget elbil for pengene.
Renault 5 E-Tech Electric, Nissan Micra og Volkswagen ID. Polo er eksempler på nye og populære hatchbacks herhjemme.
Se også: Alle elbiler af typen hatchback
Minibus: Den ultimative pladskonge

Når pladsen skal være absolut maksimal, og du har mere end to børn, kommer man ikke udenom minibussen.
Fordelen her er en gigantisk loftshøjde, mulighed for op til syv reelle siddepladser og fleksible sædeløsninger, der kan laves om efter behov. Komforten er høj og man sidder typisk også højt, som i en SUV.
Bagsiden af medaljen er dog et meget stort og kasseformet design, der resulterer i et højere strømforbrug, og dermed kortere rækkevidde, især på motorvej.
Du skal vælge en minibus, hvis i er en stor familie med tre eller flere børn og med behov for at fragte store ting, og nægter at gå på kompromis med den rå indvendige plads.
I denne kategori dominerer Volkswagen ID. Buzz Kort og Volkswagen ID. Buzz Lang, men et oplagt og billigere bud er Kia PV5 Passenger.
Se også: Alle elbiler af typen minibus
Sedan: Maksimal rækkevidde og køreglæde

Søger man lavt forbrug, sportslige køreegenskaber, lang rækkevidde og et stilrent design, er den klassiske sedan det helt rigtige valg.
Fordelen ved en sedan er det lave, strømlinede design, som skærer sig effektivt igennem luften og sikrer, at du kører væsentligt mere energieffektivt end i en SUV. Sedanen kan også være rummelig og komfortabel, give stor køreglæde og ser typisk også bedre ud.
Ulempen er den mindre praktiske bagagerumsåbning, hvor bagklappen ikke tager bagruden med og en lav indstigning, der er mindre praktisk, og et lavere loft i kabinen.
Du skal vælge en sedan, hvis du kører mange kilometer på motorvejen, prioriterer gode og sportslige køreegenskaber og vil have mest muligt rækkevidde ud af batteriet.
De mest populære elbiler af typen sedan i Danmark er Tesla Model 3, BMW i4 og Volkswagen ID.7.
Se også: Alle elbiler af typen sedan
Stationcar: Den fornuftige og stilrene familiebil

Endelig er der den traditionelle stationcar, som i årtier har været danskernes foretrukne familietransportør, men som elbil ikke har vundet så stort indpas endnu.
Fordelene kombinerer det bedste fra to verdener, da du får sedanens fremragende aerodynamik og lave strømforbrug parret med et stort, regulært bagagerum under en stor, praktisk bagklap. Ofte ser elbiler af typen stationcar også rigtig godt ud.
Ulempen er, at det elektriske udvalg stadig er mere begrænset end i den dominerende SUV-klasse, og så er de typisk også dyrere modeller. Stationcars ofte er ret lange og kræver god parkeringsplads og har lav loftshøjde og kan derved føles mindre rummelig end en SUV.
Du skal vælge en stationcar, hvis du har en klassisk børnefamilie med behov for stor, regulær bagageplads, men samtidig vil bevare sedanens lave forbrug på de lange strækninger.
Volkswagen ID.7 Tourer, BMW i5 Touring og Audi A6 Avant e-tron er nogle af de mest populære elbiler af typen stationcar i Danmark lige nu.
Se også: Alle elbiler af typen stationcar