Test: OnePlus 7T Pro – Den første måned
Det er over en måned siden, at OnePlus’ to nyeste mobiltelefoner blev præsenteret ved et event i London. Jeg har for længst anmeldt den billigere OnePlus 7T, som endte med en flot topkarakter, og først nu er tiden kommet til storebroderen og topmodellen 7T Pro. Nogle ville kalde det sent, men der er en god grund til det. Normalt bruger vi en uges tid med mobiltelefonerne, inden vi føler os klar til, at skrive vores meninger ned. Denne gang ønskede jeg at bruge lidt ekstra tid.
OnePlus 7T Pro er ikke meget forskellig fra dens forgænger, 7T, og meget få vil kunne mærke nogen som helst forskel. Så i stedet for at gentage vores test af 7T, så håbede jeg på at få flere nuancer med efter en måneds brug. Samtidig betød det, at den lækre OnePlus 7T Pro McLaren Edition fik lov at medvirke og blive vurderet i anmeldelsen.
Vi kigger senere på OnePlus 7T Pro igen, men indtil videre er det sikkert, at den er et rigtig godt køb og absolut pengene værd.
OnePlus 7T Pro: Fordele og ulemper
Fordele:
- Den store lækre 90Hz-skærm
- Den hurtigste og mest flydende Android-oplevelse
- Godt allround kamera
- Gode stereohøjttalere
- Ekstremt hurtig opladning
- OxygenOS er utroligt veludført
- Notch-fri skærm
Ulemper:
- Ingen trådløs opladning
- Ingen officiel IP-certificering
- Startprisen højere end forgængeren
- Lidt for lidt nyt
Identisk design – næsten
Det er heldigt at OnePlus 7 Pro har et lækkert design, for OnePlus 7T Pro er helt identisk. Eller alligevel ikke helt, for hvor 7 Pro kom i farverne Mirror Gray, Nebula Blue og specialudgaven Almond, så er 7T Pro kun i Haze Blue (og selvfølgelig den dyrere McLaren Edition specialudgave). Jeg kunne bedre lide den farven på forgængeren, men det er jo en smagssag, og Haze Blue er stadig en fed farve.
En anden lille designmæssig forskel er placeringen af kameraets laser-autofokus. På 7 Pro er den gemt inde i kameraøen, men er på 7T Pro placeret til venstre for denne. Hvorfor kan jeg ikke svare på. Det sjove er, at smider man et cover på, så ligner formen nu et 1-tal. En tilfældighed?
Med sine 206 gram og målene 162,6 x 75,9 x 8,8 millimeter er OnePlus 7T Pro lidt af en krabat, men føles utroligt veludført og solid. Den 6,7 tommer buede skærm er beskyttet af nyeste Gorilla Glass 6 og bagsiden med version 5. Udover den er stor, så er den også utroligt glat, hvorfor jeg klart kan anbefale et af OnePlus’ covers. Min personlige favorit er Sandstone-coveret, der giver det bedste greb.
Skærmen er stadig uden notch og helt fri for afbrydelser, gjort muligt med et pop-up frontkamera. Ifølge OnePlus holder det til at blive aktiveret over 300.000 gange. Jeg har på hverken OnePlus 7 Pro eller OnePlus 7T Pro oplevet tekniske problemer med det. I starten var det ikke alle apps der helt kunne finde ud af det med pop-up kameraet, men jeg oplever ikke længere den slags udfordringer.
OnePlus 7T Pro, og alle andre mobiler fra producenten, bærer ikke rundt på en officiel IP-certificering mod vand og støv, dog påstår producenten at dens indre er både støv- og vandafvisende. Ved introduktionen af 7 Pro så man OnePlus, i en video, kaste telefonen i en spand med vand, så der må være noget om det.
Designet og byggekvalitet føles helt i top på OnePlus 7T Pro, og jeg kan ikke rigtig sige noget dårligt om dens ydre. Den er fuldt ud på højde med dyrere konkurrenter. Selv efter mere end en måneds brug ses hverken ridser eller andet mistænkeligt, der giver grund til bekymring.
OnePlus 7T Pro mod OnePlus 7 Pro: Specs
OnePlus 7T Pro | OnePlus 7 Pro | |
Mål og vægt | 162,6 x 76 x 8,8 mm 210 gram |
162,6 x 76 x 8,8 mm 210 gram |
Skærm | 6,67″ Fluid AMOLED 90Hz 1440 x 3120 19,5:9 format HDR10+ Corning Gorilla Glass 6 |
6,67″ Fluid AMOLED 90Hz 1440 x 3120 19,5:9 format HDR10+ Corning Gorilla Glass 6 |
Processor | Snapdragon 855+ | Snapdragon 855 |
Batteri | 4085 mAh Warp Charge 30T |
4000 mAh Warp Charge 30 |
RAM | 8-12GB | 6-12GB |
Lagerplads | 256GB | 128-256GB |
Kamera | 48MP f/1,6 med OIS 16MP Ultra vidvinkel 117 grader f/2,2 m. makro 8MP f/2,4 3x zoom OIS Pop-up front 16MP, f/2.0 |
48MP f/1,6 med OIS 16MP Ultra vidvinkel 117 grader f/2,2 8MP f/2,4 3x zoom OIS Pop-up front 16MP, f/2.0 |
Software | Android 10 OxygenOS 10 |
Android 10 OxygenOS 10 |
Andet | Stereohøjtalere Bluetooth 5,0 Dolby Atmos Haptic Vibration motor Fnatic Mode |
Stereohøjtalere Bluetooth 5,0 Dolby Atmos Haptic Vibration motor Fnatic Mode |
Et fartmonster
OnePlus er kendt for at udstyre deres mobiler med det nyeste og hurtigste hardware på markedet, og 7T Pro er ingen undtagelse. Qualcomms overclockede Snapdragon 855 Plus yder 15 procent bedre på grafikchippen og fire procent på processoren, i forhold til den allerede hurtige standard 855. Derudover er der 8GB RAM og 256GB lagerplads, stadig UFS 3.0, at gøre godt med, dog ingen mulighed for udvidelse med hukommelseskort.
Noget af det jeg nyder allermest ved OnePlus 7T Pro er den gode 90Hz-skærm. Det er samme 6,67 tommer Fluid AMOLED-skærm som i OnePlus 7 Pro, med en opløsning på 1440×3120 i formatet 19.5:9. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: En højere opdateringshastighed er ikke bare en gimmick. Skridtet fra de normale 60Hz til 90Hz er meget mærkbart. Animationer, scrolling og alt andet brug føles langt mere flydende. Der findes kun en håndfuld mobiler på markedet med mere end 60Hz skærme, men jeg forudser det bliver et af de helt store emner i næste års topmodeller.
OxygenOS er den bedste udgave af Android
OnePlus’ software hedder OxygenOS og er baseret på Android. I OnePlus 7T Pro er vi oppe i nyeste Android 10 og OxygenOS udgaven hedder i skrivende øjeblik 10.0.3. Seneste opdatering forbedrede frontkameraet, system-oversættelser og netværksydelsen. Softwareopdateringer er netop en af de ting OnePlus er ekstremt gode til og er for det meste hurtigere end konkurrenterne med både funktions- og sikkerhedsopdateringer.
Samtidig er OxygenOS utroligt velpoleret og udnytter til fulde den store maskinkraft, som 7T Pro gemmer på. Lækre animationer, overskueligt design, masser af brugbare funktioner og tilpasninger – det er en fornøjelse at bruge OnePlus’ Android software, der, for mig, er markedets bedste bud på et Android-baseret styresystem.
Fingeraftrykslæseren er præcis den samme som i forgængeren. Den er stadig lynhurtig og virker upåklageligt. Der er blevet optimeret i softwaren, hvilket betyder at overgangen fra låseskærmen nu føles hurtigere og mere naturlig.
OnePlus 7T Pro har et større batteri… eller
Det er ikke løgn når OnePlus påstår, at OnePlus 7T Pro har et større batteri end dens forgænger, men opgraderingen på 85 mAh er knap stor nok til, at man mærker det. Dog er det ikke så vigtigt, for batteritiden kan jeg ikke klage over.
Med et 4085 mAh batteri og OnePlus´ekstremt hurtige 30W Warp Charge 30T, så er det ikke meget tid 7T Pro bruger tilsluttet en stikkontakt. Jeg kan lægge den til opladning i en halv time og være fuldt opladt, og kører man den helt i bund, så holder den omkring halvanden dag med 5-6 timers skærmtid. En af fordelene ved OnePlus’ opladningsteknologi er, at mobilen oplader med samme hurtige hastighed, selvom man bruger den.
Der er desværre stadig ingen trådløs opladning, hvilket ville være rart. Dog sker den kablede opladning så tjept, at jeg fint klarer mig uden.
Samme gode lyd
Med 7 Pro fik OnePlus endelig smidt nogle gode stereohøjtalere i, og de går heldigvis igen i 7T Pro. Jeg er stor fan af stereohøjtalere i mobiltelefoner, som gør film, video, højtaleropkald og flere andre ting til en langt bedre oplevelse. Det er ikke markedets bedste stereohøjtalere, men de lander på en fin tredjeplads, slået af de dyrere iPhones og Samsungs Galaxy Note10 og S10.
Sammen med den gode stereolyd, så håndterer OnePlus 7T Pro også de gode gammeldags telefonopkald godt. Der er masser af lydstyrke og lyden er tydelig og klar. Jeg bliver altid positivt overrasket, når jeg foretager opkald i OnePlus’ seneste telefoner.
OnePlus 7T Pro McLaren Edition
Jeg har i testperioden både brugt den normale OnePlus 7T Pro og specialudgaven McLaren Edition. Denne udgave er 800 kroner dyrere, men byder også på lidt lækkerier, hvor det vigtigste er designet.
McLaren-udgaven kommer med et cover beklædt med alcantara. Et materiale McLaren bruger til deres bilrat, som kendetegnes ved at være meget slidstærkt og samtidig have godt greb.
Selve McLaren-telefonen byder på et andet design, der er hyldest til McLaren Racing. Der ses Papaya-orange detaljer på mobilens bagside samt på OnePlus’ undervurderede Alert Slider. Også Oxygen-softwaren er udstyret med et McLaren tema med orange nuancer og et live wallpaper.
Derudover gemmer denne udgave på vilde 12GB RAM, hvor den normale udgave må “nøjes” med 8GB. Det er nok de færresten der får glæde af de ekstra RAM, men de er der. I diverse benchmarks begge udgaver sammenlignelige resultater.
Skal man købe OnePlus 7T Pro i McLaren Edition? Vil du bare gerne have en 7T Pro, så hold dig til den normale udgave. Nu har jeg brugt dem begge og kan absolut ingen forskel mærke. Er du vild med Formel 1 og McLaren eller bare designet på denne udgave, så er den bestemt det værd. Jeg indrømmer gerne, at jeg er ret vil med denne udgave, som i noget tid vil være min faste mobil.
Det skal lige siges, at selvom McLaren-coveret er lækkert, så giver OnePlus’ normale Sandstone-cover et bedre greb.
Velkendt og godt kamera
Kameraet i OnePlus 7T Pro kender vi allerede fra forgængeren, dog er det en enkelt, og meget brugbar, nyhed gemt. Lad os starte med et kig på indmaden i kameraet.
- 48 megapixel f/1,6 med optisk stabilisering
- 16 megapixel f/2,2 ultra vidvinkel
- 8 megapixel telefoto med 3x zoom og optisk stabilisering
Dens primære sensor kommer fra Sony og er modellen IMX586 med optisk stabilisering og tilføjet laser-autofokus. Den 16 megapixel ultra vidvinkel-linse understøtter nu makrofotografi, hvor man kan komme så tæt på som 2,5 centimeter. Det er en sjov og brugbar tilføjelse.
Billederne taget med den 48 megapixel-sensor, gemt i 12 megapixel, byder på gode detaljer, kontrast, en fin balanceret skarphed og udmærket dynamisk rækkevidde – og det gælder billeder fra alle tre linser. I forhold til dyrere konkurrenter, så er det her OnePlus stadig ikke helt kan være med, men samtidig heller ikke fair at sammenligne med en Samsung Galaxy Note10+, der koster knap 2.000 kroner mere. Forskellen bliver dog mindre og OnePlus gør utroligt store fremskridt.
Jeg er specielt vild med OnePlus’ nat- og makrofunktion. Natbilleder håndterer OnePlus 7T Pro anderledes end konkurrenterne, som forsøger at gøre nat til dag. OnePlus prøver i stedet at bibeholde nat-stemningen og i stedet producerer er klart billede med minimal støj. Hold dog nat-billederne til 7T Pros primære kamera, for ultra vidvinkel-linsen gør ikke dette imponerende.
Makrofunktion er en fantastisk tilføjelse, som gør det muligt at komme helt tæt på. Det kan der komme nogle flotte billeder ud af.
Billeder taget med OnePlus 7T Pro
Eftersom kameraet er identisk, så kan man se vores test af OnePlus 7 Pro for flere billeder.
Test af OnePlus 7 Pro – Stadig meget mobil for pengene
Konklusion: OnePlus 7T Pro er næsten perfekt
Der er ikke meget nyt i OnePlus 7T Pro, hvis man kommer fra dens forgænger. En anelse bedre ydelse, lidt hurtigere opladning og en mikro-opgradering af batterikapaciteten samt en ny Haze-blå farve. Men det laver ikke om på, at den er en af de bedste mobiler på markedet lige nu.
Kigger man på konfigurationen med 8GB RAM og 256GB lager, så koster den det samme som 7 Pro. Det var dog billigere at få fingre i en 7 Pro, med dens 6GB/128GB version, der kostede 5.399 kroner, altså 300 kroner billigere end den mindste 7T Pro.
Den lynhurtige ydelse, den fremragende software, det gode kamera og den ekstremt lækre 90Hz-skærm gør OnePlus 7T Pro til et oplagt valg. Selv efter længere tids brug bliver OnePlus 7T Pro hverken kedelig eller føles langsommere.
Personligt ville jeg hellere vælge en OnePlus 7T, som er tæt på identisk og er billigere. Vil du have en større buet skærm uden notch og en højere opløsning samt 3x optisk zoom i kameraet, så er der ingen vej udenom Pro-modellen. Vi kan kun anbefale OnePlus 7T Pro. Specialudgaven OnePlus 7T Pro McLaren Edition kan kun anbefales, hvis du er vild med Formel 1 og McLaren eller du bare er vild med dens lækre design.
OnePlus 7T Pro lander på 5,5 ud af 6 stjerner.
Læs også: Test af OnePlus 7T – Nærmest Pro
Mere om Oneplus
Historien har udviklet sig. Siden vi publicerede artiklen er der kommet mere til historien. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 13/11/2019 postede redaktionen en ny vinkel med sagen om OnePlus sælges nu i Elgigantens butikker – Læs den her. Få også seneste nyt om emnet ved at trykke her..