Samsung Galaxy S6 Edge: Værd at begære [TEST]
2014 var et svært år for sydkoreanske Samsung. Stjernen i Samsungs mobilgalakse, Samsung Galaxy S5, indfriede ikke helt forventningerne, med uimponerende salgstal og tabt terræn i mobilkapløbet til følge.
Supertankeren skulle vendes.
De første tegn på den nye kurs anedes allerede i Samsungs Alpha, Note 4 og Note Edge telefoner. Nye materialer og mere eksklusive finishes blev afprøvet. Set i bakspejlet, står det klart at de tre mobiletelefoner var generalprøver til Samsungs genfødsel: S6 og S6 Edge.
De to nye stjernemobiler er nemlig ikke bare kronologiske efterfølgere, som gradvist mere udpinte ’Police Academy’ -film. Næh, Samsung S6’ere er skabt fra grunden af, eller nulpunktet, som kodenavnet ’Project Zero’ antyder.
De nye S6’er tager nu udgangspunkt i de fire mest eftertragtede mobildyder ifølge Samsungs brugerundersøgelser: design, brugergrænseflade, kamera og driftstid.
Se også: Dansk Samsung-chef om S6 – Vi har lyttet til forbrugerne
Mål: 142,1 x 70,1 x 7 mm, 132 gram
Skærm: 5.1″ Super AMOLED Quad HD, 1440 x 2560, 577 PPI, Gorilla glas 4
Kamera: 16 MP kamera med optisk billedstabilisering (OIS), f/1.9 optik
Frontkamera: 5 MP frontkamera, f/1,9 optik
Ydelse: 4 x 2,1 GHz og 4 x 1,5 GHz Exynos 7420 octa-core, Mali T760 grafik, 3 GB LPDDR4 RAM
Batteri: 2600 mAh
Lagerplads: 32/64/128 GB + 100GB OneDrive Cloud-lagring
Netværk: 4G LTE cat 6, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, Bluetooth 4.1
Software: Android 5.0 Lollipop, TouchWiz
Sensorer: Accelerometer, gyroskop, proximitysensor, kompas, barometer, bevægelsessensor og pulsmåler
Farver: White Pearl, Black Sapphire, Gold Platinum og Green Emerald
Tilgængelighed: 11. april 2015
Pris: 6.499,- (32GB), 7.499,- (64GB). 8.499,- (128GB) – find den bedste pris på mobilpriser.dk
Samsung, mere end teknologi
Den sydkoreanske IT-kæmpe er en ressourcerig forretning, og har traditionelt altid formået at hælde imponerende teknologi i deres telefoner – men designet har aldrig fået højeste prioritet hos Samsungs.
Siden S3 blev til, har design-udviklingen været en sikker, men også konservativ, udvikling af deres bløde, afrundede plast-look.
I en tid hvor mobiltelefoner skal konkurrere på mere end bits, bytes og megapixel bliver design og materialevalg en vigtig måde at differentiere sig på. Samsung søsatte derfor et opgør med de sidste generationer stilstand med nye, mere adelige materialer. Det udmøntede sig i to nydelige telefoner: Galaxy Alpha og Note 4.
Samsung hviler ikke på laurbærerne og i stedet for at videreføre Alphaens og Notens nydelige design til S-serien, skulle den overtrumfes.
Det sker ved hjælp af et glas-comeback, hvor bagcoverets plast nu afløses af en glasrude. Det hele omsluttes af en aluminiumsramme der både er flot og stærk. Dermed afgiver S6’erne nu en finish og et kvalitetsindtryk som kun få andre mobiler besidder.
Se også: Samsung Galaxy S6 og S6 Edge – det store billedgalleri
Men hvad nu hvis man brugte sit teknologiske overskud, til at kreere noget specielt?
Det syntes at være Samsung tanke bag S6 Edge, en mobil som parrer Samsungs display-ekspertise med efterårets nye designs. Resultatet er ikke til at tage fejl af. Skærmen på Edge går lige til kanten, runder den, og fortsætter ned langs siderne – det her er noget særligt.
Mere end en gimmick
Da S6 Edge, blev lanceret under den sædvanlige pomp og pragt, var jeg ellers skeptisk. ’Upraktisk og dyrt’, var min første reaktion. Hvem ville dog betale 1000 kroner mere for en gimmick?
Læs også: Velkommen til Danmarks dyreste mobil – Galaxy S6 og S6 Edge
Derfor havde jeg dengang mere fidus til S6, en mobil der forener klassisk telefon design, med de samme funktioner, samme stærke indmad og den samme lækre finish.
Men efter en lille uge med Edge som ledsager, forføres jeg nu af de bløde kurver. Det springende øjeblik i min forårsforelskelse, var når jeg tog en anden mobil i brug: Det sarte, men højteknologiske indtryk som konstruktionen og sci-fi skærmen afgiver, får ganske enkelt en iPhone 6 eller HTC One til at virke oldnordiske.
Sart, men solid
Fremtidsdesignet er dog ikke uden ulemper: displayet er mere udsat og man frygter for at stød vil krakelere fremtidsvisionen. Glas-på-glas designet er samtidig glat, og når alurammen samtidig kun levner en 3 millimeter bred kant at holde er et cover værd at investere i, især hvis du, som jeg, er fummelfingret.
Selvom Edge er 7mm tynd, 132 gram let, bor i et glashus og virker sart, er det ikke ensbetydende med at den er skrøbelig. Det er den nye generation af Gorilla Glass 4 der beklæder for og bag, mens aluminiumsrammen er 50% stærkere end sædvanligt aluminium. Første droptest af den dyre mobil indikerer da også, at Samsung S6 Edge kan tåle nogle tørre tæsk.
Se også: Samsung Galaxy S6 Edge overlever voldsom drop test
En sidste ulempe ved glaskonstruktionen er, at S6 Edge er ualmindelig modtagelig over for fingeraftryk. Skulle du komme til at efterlade dit fingerfodspor hos naboen, skal S6 Edge nok formå at opsnappe dem.
Dit fingeraftryk har dog den fordel, at den kan anvendes til at låse mobilen op. Du skal dog ikke længere glide tommeltotten hundrede gange over home-knappen som hos forgængeren. Et tryk, og du bydes velkommen, ligesom i iPhone 6 eller Huaweis Mate 7. Nu virker det omsider efter hensigten.
Din fingers fodaftryk kan samtidig benyttes til mere end bare skærmlås. På sigt vil den kunne parres op med den kommende betalingstjeneste Samsung Pay og din PayPal-konto.
Nye, fine detaljer
Dykker vi ned i detaljerne, bekræfter S6 Edge igen at der er tale om Samsungs hidtil mest ambitiøse mobil.
Under der glas der beklæder bagsiden, leger Samsung med en subtil tekstur, der ændrer mobilens farve alt efter lysets indfald. Den sorte model er altså ikke bare sort, men changerer mellem navyblå, mørkelilla og petroleumsgrå alt efter hvor lyset falder og hvordan du holder den. Det er subtilt – og det er yderst lækkert.
Powerknappen til højre, og de to volumenknapper til venstre, er glimrende placerede i forhold til de flestes tommel- og pegefingre, og afgiver et sikkert, utvetydigt klik når de aktiveres.
Funktioner savnes
Kameraet bagpå rager et par millimeter ud, og udsættes derfor for hvad dine lommer kan byde på af ridsende elementer. At Samsung ikke benytter safirglas her som i Apple og HTC’s topmobiler, er lidt af en undladelsesynd.
Ved siden af kameraet genfinder du en pulsmåler med en infrarød sensor. Pulsmåleren er som hos forgængeren nøjagtig, men jeg har fortsat svært ved at se lyset, i en pulsmåler der er svær at anvende under selve træningen. Den må Samsung godt spare væk for min skyld.
Samsung bygger dog nye funktioner ind i den pulsmålende sensor. Den kan nu udløse selfie-kameraet, men kan også måle dit stressniveau, SpO2-værdier og anvende dem i Samsungs helse-app: S-Health.
Øverst er en lille metal-skuffe til nano-SIM kort, mens jack-stik og en micro-USB sluttes til i bunden. I forhold til forgængeren S5, forsvinder der enkelte features, som jeg savner: det vandtætte design er nu borte, og du kan ikke længere skifte batteriet ud eller tilføje ekstra lagerplads via Micro-SD.
Læs også: Samsung genindfører SD-kortet i Galaxy S6 Active
I stedet skal du altså punge ud med 1000,- kroner for hver enkel udvidelse af lageret, hvilket får den dyreste 128GB variant til at løbe op i en chokpris på 8.499,- kroner. Av for den.
Den allerfineste skærm
Så snart du tænder for S6 Edge, vil du øjeblikkeligt bemærke, at du får noget specielt for de mange penge. Skærmen er pivskarp med sin opløsning på 2560×1440 pixels. Det giver en PPI på 577, hvilket betyder at selv brugere med falkesyn ikke kan øjne de enkelte pixels.
Jeg oplevede dog med LG’s G3, at en hyperskarp skærm ikke alene rækker til at sikre et godt billede. Betydningen af farver, kontrast og lysstyrke bør ikke undervurderes. Det har Samsung såmænd heller ikke gjort.
AMOLED-teknologien adskiller sig fundamentalt fra traditionelle fladskærme, ved at have hver enkel pixel til at lyse op, fremfor at have en baggrundsbelysning til hele displayet. Det betyder at sort er kulsort, for de enkelte pixels slukkes nu helt. Det sikrer en dyb, dyb kontrast som traditionelle skærme kun kan misunde.
Samtidig gør teknologien skærmen tyndere, hvilket giver et magisk indtryk af et billede, der er som printet på displayet.
Farverne på S6 Edge er ganske enkelt perfekte – hvis du indstiller dem til at være det. Samsung indser her, at smag og behag er forskellig, og giver dig derfor muligheden, for at indstille skærmen præcis som du ønsker den.
I den almindelige skærmtilstand er farverne frodige, nærmest overvældende, men også en tand blålige. Det er flatterende til de fleste hjemmesider, men de overdrevne farver kan få fotos til at synes overnaturlige, når sarte hudtoner viger mod det rødlige eller orange.
Læs også: Første test: Samsung S6-skærm er den bedste nogensinde
Er du farveglad er paletten i ’AMOLED-biograf’-indstillingen endnu mere livlige. Indstillingen er skabt med film i mente, og bør holdes til det, for ikoner og web-indhold kan til tider vige mod en hysterisk neon-palette.
Et mere afdæmpet kompromis finder du i ’AMOLED-foto’ eller ’grundlæggende’ indstillingen. Den sidste er den mest neutrale og naturlige indstilling, perfekt afstemt til Internettets indhold. Skal dine fotos eller dine spil have et skud vitaminer er AMOLED-foto let dopet
Edge er bedst – bare fordi
Samsungs skærm er derfor en smidig størrelse som kan sikre perfekte billeder. Men med en lille hage. Når du kipper skærmen, vil du først opleve at betragtningsvinklerne er eminente, men du vil derefter se at farverne ændrer karakter.
Effekten er mest tydelig på hvide flader, som eksempelvis mobilsiden.dks hjemmeside. Drejer du på skærmen, viger den hvide baggrund mod hvid tilsat en smule blåt.
Sædvanligvis er det ikke noget større issue, man betragter jo typisk skærmen forfra. Men Edgens har jo en krum kant, hvilket giver alt dit indhold en blålig aura langs siderne.
Jeg har dog hurtigt vænnet mig til det, for S Edge skærmen bringer nogle fordele med sig. Det buede design skaber en optisk illusion af størrelse: det får kanterne til at synes mindre hvilket narrer en til at tro at skærmen er større end på den ’almindelige’ S6’er.
Og så er det bare ganske blæret at bruge. Jeg har fanget mig selv i at beundre hvordan tekst, hjemmesider eller fotos nærmest falder ud over kanten når der scrolles til siden. Det er den slags lir, der får gadget-hjerter til at banke lidt hurtigere.
Med den buede skærm følger en ny Samsung-feature døbt ’People Edge’. Nu kan du indkode op til fem favoritkontakter, med hver deres farvede ikon, der kan trækkes frem ved et svirp fra højre. Når Edgen kender din favoritter, kan kanten blusse med et særligt notifikationslys i kontaktens farve.
Det lyder smart, men er begrænset interessant i realiteten. Lyset fra kanterne er svagt, og jeg har rutinemæssigt overset det under almindelig kontorbelysning.
Featuren syntes at være blevet til, for at give Edge-købere en form for alibi til at spendere en tusindlap mere end på den sædvanlige S6’er.
Det mener jeg nu ikke at Samsung behøver, Edge er pengene værd ene og alene fordi det ser blæret ud.
Power-lyd
Den overdådige skærm skal følges op af vellyd, og her er S6 Edge igen kapabel. Det er fortsat en enlig højtaler der pumper tonerne ud, men den gør det nu fra bunden frem for bagsiden. Derfor vil du ikke nær så let komme til at dække den med håndfladen.
Lydtrykket imponerer og får selv lydspecialister som HTC One M9 til at blegne. På lydkvaliteten kan Edge dog ikke fravriste tronen fra M9, det er hæderlig lyd, men audiofile bør vende sig mod et dedikeret headset eller anlæg i stedet.
Samsungs medfølgende headset har længe været en favorit på redaktionen, men afløses nu af et nyt design. Det nye headset er usædvanlig behageligt qua sit overtræk af softtouch silikone, men lydkvaliteten er desværre mærkbart forringet i forhold til forgængeren. Sikken en skam.
Læs også: HTC One M9: Stadig dejlig, men magien savnes [TEST]
Fremtidsmekanik
En S-serie fra Samsung har altid været synonym med det sidste skrig inden for mobilprocessorer. Denne gang overgår Samsung sig selv, og konkurrenterne, med en processor der må betegnes som forud for sin tid.
Maskinrummet er en højteknologisk perle af en chip kaldet Exynos 7420. Den er bygget fra grunden af Samsungs selv og er et bevis på at sydkoreanerne er skridt foran i mobilkapløbet.
Selve mekanikken byder på 8 kerner i en 4+4 hybridanordning. Fire store kerner snurrer med 2,1 GHz napper det tunge læs, mens fire mindre, strømbesparende kerner tager over, når opgaverne er lette.
Det ligner en tro kopi af den arkitektur som Snapdragon 810 processorerne i One M9 og LG G Flex 2 benytter sig af, men Samsungs Exynos-chip er bygget på en 14nm proces, en teknologi der gør at processoren forbruger mindre. Dermed kan Samsung skrue hele vejen op til 2,1 GHz, mens konkurrenterne sjældent snurrer hurtigere end halvanden gigahertz.
Samsungs ingeniører benytter sig af et andet trick til at sende S6 afsted med raketfart. Lageret anvender en SSD-struktur, som mangedobler læse- og skrivehastighederne når apps skal åbnes og lukkes. Store spil som XCOM: EW er derfor langt hurtigere om at starte op.
Denne højteknologiske cocktail udmønter sig en telefon, der ikke bare matcher, men tydeligt overhaler enhver anden mobil på markedet.
Tunge hjemmesider flyver afsted, multitasking er barnemad og selv 3D-tunge spil som Real Racing 3 eller X-COM får knap nok S6 til at varme.
Alle de regnekræfter nytter dog ikke det store hvis Edge ikke formår at holde sig til tilsluttet de allerhurtigste netværk. Her er S6 godt dækket ind med understøttelse af både 2 og 3G, men også de nyeste 4G-antenner med Cat. 6 hastigheder (300 mbps).
Samsungs Edge er i stand til at holde sig forbundet under selv svære netværksvilkår, men drosler til tider ned på det sløvere 3G netværk.
Se også: Samsung Galaxy S6 giver HTC One M9 benchmark-tæsk
Batteri til hele dagen
Mange hestekræfter tager typisk heftige lunser af driftstiden. Når batteriet samtidigt er 10 procent mindre end hos forgængeren, er det naturligt at frygte, at Samsung S6 Edge ikke vil slå til på den længere bane.
Men Samsungs nye processor varmer ikke synderligt, og selv under heftig pres i spil giver den ikke op før efter ca. 4½ time. Det er omtrent en halv time mindre end hvad S5 i sin tid formåede, men i modsætning til forgængeren begynder den ikke at hakke, fordi den bliver for varm.
Samsung ingeniører har overpræsteret med denne chip, men helt ufejlbar er den ikke. Den ivrige mekanik vil nemlig ikke altid gå i hvilemode når mobilen er i standby. Det betød at mobilen ved et enkelt tilfælde slugte omkring 40% af strømmen på et halvt døgn – til trods for at den lå i dvale.
Processoren er dog spritny, og en softwareopdatering bør kunne rette på fejlskuddet.
Når chippen ellers ikke driller, og holder du igen med 3D-spil rækker S6 Edge til halvanden døgns almindeligt brug. Den er dermed ikke helt samme maratonløber som sin forgænger, men den gør bod på det ved at være kvik ved opladeren.
Skulle du strande med et tomt batteri, kan den medfølgende oplader pumpe 52% af batteriets kapacitet ind på 30 minutter – hvilket skulle række til en dag på kontoret. Giver du den en halv time mere, vil batteriet være næsten fuldt opladet (89%). 20 minutter senere er batteriet fyldt op
Har du ikke noget pitstop i sigte, kan du alternativt slå mobilens ’ultra-strømspare’-funktion til. Skærmen bliver sort-hvid, og interfacet byder kun på basale smartphone-apps, men du skulle nu kun klare de næste 24 timer på bare 10% strøm.
Sidste smarte trick for sydkoreaneren er dens understøttelse af trådløse opladning. Afstanden til nærmeste ladestation bliver derfor kortere for det begynder nu at pible med møbler med indbygget opladning, både på caféer men også i IKEA-katalogerne.
Enkel software – fra Samsung?
Samsungs tilpasning af Android har tidligere fået kritik for sin uoverskuelige overlæsning med features. De mange Smart-et-eller-andet features tog sig godt ud på papiret, men endte med at irritere mere end de rent faktisk hjalp. Eksempelvis lyder det lokkende at kunne ’Smart-scrolle’ en hjemmeside ved at kigge nedad, men i praksis er det uendeligt mere kluntet end et kvikt svirp med tommeltotten.
Men Samsung er, som nævnt, ude på at starte forfra, og deres version af Android Lollipop 5.0.2 er derfor langt mere spartansk indrettet.
Der er nu ryddet yderligere op i indstillingerne, så det nu er enklere, både at søge og ændre i dem. Væk er nu de overflødige widgets som S Health og Geo News, og de mange smart-features er nu gemt i menuerne hvor du kan slå dem til, hvis du skulle savne dem.
Selv systemlydende er nu mere stilfulde. Den irriterende Samsung fløjten og dråbelyd er nu borte. Tak for det!
Læs også: Samsung: Næste år kan du folde mobilen
Samtidig tilbyder Samsung temaer du kan downloade, for at give telefonen et unikt look. Antallet af temaer kan fortsat tælles på to hænder, men der støder nye til ugentligt.
Samsung har dog ikke kunnet dy sig for at integrere nogle applikationer med i mobilen. Heldigvis er der udelukkende kvalitets-apps, som jeg givetvis selv ville have installeret – Hvilket er godt, for du kan ikke afinstallere dem, kun deaktivere dem.
Her er hvad Samsung inkluderer: Facebook, Messenger, Flipboard, Whatsapp, Instagram, Microsofts OneDrive, OneNote og Skype.
System-apps som tastaturet udmærker sig, ved at være at være smidig og nem at konfigurere, mens browser, e-mail og besked apps får en lækker, enkel overhaling i tråd med Googles Lollipop design.
Notifikationer er nu tilgængelige direkte fra låseskærmen, som i markedet øvrige Lollipop-telefoner. Samsung benytter sig dog at Edgens kant til at vise dem frem
Samsung Pay: et kreditkort i mobilen
I en tid hvor alle store IT-aktører byder ind med mobilbetalingsløsninger vil Sydkoreanerne naturligvis ikke holde sig uden for det marked.
Løsningen hedder Samsung Pay og udrulles nu i både USA og Sydkorea. Samsungs danske landechef, Claus Holm, bekræfter dog overfor mobilsiden.dk, at NETS i Norge allerede er i samarbejde med Samsung og at en lignende dansk udrulning er planlagt.
Med Samsung Pay i mobilen vil du kunne tage et foto af dine kreditkort, koble dem sammen med dit fingeraftryk og derefter betale over nettet eller NFC-terminaler. Ligesom med Apple Pay.
Den sydkoreanske løsning går dog et praktisk skridt videre, ved at indbygge en chip der kan simulere kreditkortets magnetstribe. Du vil derfor kunne anvende Samsung Pay, selv hvis forretningen ikke har opgraderet til en NFC-terminal.
De bedste mobilfotos. Punktum.
På kamerafronten er opløsningen uændret siden sidste år. Du får fortsat 16 megapixel at rutte med, men ud over opløsningen, har Samsung forbedret kameraoplevelsen på samtlige tænkelige punkter.
Første forbedring findes i selve applikationen, hvor Samsungs softwareingeniører har muget ud i de mange uoverskuelige modes, og gentænkt interfacet.
I stedet for en stor palette af indstillinger er kamera-app’en kogt ned til enkle knapper der tager brugeren i hånden og forklarer hvad de enkelte indstillinger gør. Til sidst kommer Samsung genistreg: et dobbeltprik på hjemknappen fører dig direkte ind i kamera-app’en. På bare 0,7 sekunder er Edge nu skydeklar.
Der hvor mobilkameraer ofte fejler er når lysene slukkes og det modvirker Samsung ved at inkludere en ekstrem lysstærk optik på f/1,9 – både for og bag. Sammen med denne er også en optisk billedstabilisering der tillader at længere lukkertider – hvilket igen bidrager med mere lys i nattetimerne.
Resultaterne af bestræbelserne er utvetydige: S6 Edge er fotokongen i nattens mørke.
Se også: Kameraduel: Apple iPhone 6 Plus vs. Samsung Galaxy S6 Edge
I dagstimerne imponerer S6 Edge igen, denne gang i kraft af sine skarpe optik og gode dynamik. Farverne er mere naturlige end før, hvilket er rart skifte i forhold til Samsungs tidligere tendens til overmættede farver.
Selve fokusering forgår lynhurtigt i både natte og dagslys, men der når lige præcis ikke at vippe Apples iPhones som de hurtigst fokuserende mobiler på markedet.
Samme lette tøven opleves også under videooptagelser, hvor fokus pumper lidt frem og tilbage før den bider sig fast. En anden lille svaghed er under slowmotion optagelserne, hvor 120fps giver et hakkende resultat i forhold til iPhonens 240 fps.
Men når S6 Edge en gang har fat i fokus er Ultra-HD videoerne de skarpeste du kan få. Du vil dog få et luksusproblem, for de detaljerede videoer fylder hele 2GB for 5 minutters video. Her kan du vælge Quad-HD i stedet som giver sammenlignelige resultater, men fylder det halve.
4K videotest:
Slow-motion test:
Den gode kameraoplevelse afrundes at et stærkt frontvendt kamera, som via lysstærk optik og 5 megapixels sikrer gode selfies. Er selvportrætterne ikke gode nok, kan S6 Edge retouchere i realtid, så dine delinger bliver endnu flottere.
Værd at hige efter
Samsung sætter baren tårnhøjt for en flagskibsmobil anno 2015.
Designet er unikt, kameraet er blandt de allerbedste, skærmen er genial, brugergrænsefladen er forfrisket og ydelsen er i en klasse for sig. Eneste skævert? Batteriet. Det er såmænd ikke fordi driftstiden er ringe, men fordi den ikke dominerer, som Edgen ellers gør i de andre discipliner.
Den er ikke altså perfekt, men hvem er det?
Tidligere handlede S-serien om tørre tal og hvem der nu var hurtigst, størst og havde mest af det hele. Hvad Samsung her har skabt, er et produkt som også taler til den anden hjernehalvdel – udover at brillere på tallene.
Se også: Samsung Galaxy S6 og S6 Edge: unboxing [WEB-TV]
Denne gang er det altså i en anden pose adjektiverne skal hentes: Smuk, sexet, visionær, luksuriøs. Det er den slags elektronik som er værd at begære. Så bliver prisen underordnet.
Vil fans overnatte foran teleforretningerne for at få fingrene i de første Edges? Næppe – men fortsætter Samsung i dette spor, så vil de.
Samsung Galaxy S6 Edge scorer derfor vores topkarakter: 6 af 6 mulige stjerner.
Fordele:
- Eksklusivt design og materialer
- Futuristisk, imponerende skærm
- Tårnhøj ydelse
- Fantastisk skarpt kamera
- Lynopladning
Ulemper:
- Gennemsnitlig driftstid
- Dyr