Sådan booster du hastigheden på mobilt bredbånd
Antenner er en videnskab for sig. Det faktum ved alle, der har kravlet rundt på et beskidt loft for at montere en radio eller TV antenne. Der findes et hav at forskellige antenner med forskellige udformninger, der er optimeret til forskellige formål.
Men ved du, at det samme faktisk også gælder antenner til dit mobile bredbånds modem? Man kan nemlig også få antenner til mobilt bredbånd, og en god ekstern antenne, kan give både bedre signal og hurtige up- og download hastigheder.
I virkeligheden kan en korrekt monteret antenne f.eks. forøge download hastigheden på 3G fra 5 til 10 Mbit/s og på 4G LTE fra 10 til 24 Mbit/s. En ekstern antenne kan ikke udrette mirakler, og ovenstående tal skal selvfølgelig tages med et gran salt, da ikke alle situationer er ens, men det viser lidt om, hvor stor forskel en rigtig antenneløsning kan gøre.
Antenner til mobilt bredbånd er dog et ret uoverskueligt felt for almindelige mennesker, og Mobilsiden.dk har derfor opsøgt en af eksperterne indenfor antenner til mobilt bredbånd. Vi tog en tur til Aabenraa og besøgte Bedresignal.dk, hvor direktør Klaus Klinggaard gav os et overblik over de forskelige antenne løsninger.
En antenne er ikke bare en antenne, og der er lidt basisviden, som vi skal have på plads, så vi starter med den basale viden om antenner.
Omnidirektionel eller direktionel antenne
Først og fremmest taler man altid om to slags antenner; Omnidirektionel eller direktionel.
En direktionel antenne er en antenne, der skal vende på en bestemt måde, så antennen bliver rettet imod den sendemast, hvorfra man skal modtage signalet. Antennen skal altså pege direkte på den nærmeste mobilmast, og det nytter ikke noget, hvis antennen peger 20-30 grader i den forkerte retning.
En direktionel antenne giver i de fleste tilfælde langt det bedste signal, men antennen er som oftest bedst til en stationær eller semi-stationær løsning f.eks. til fastmontering på et hus.
En omnidirektionel antenne er en antenne, der modtager signaler hele vejen rundt. Antennen behøves altså ikke vende på en bestemt måde, men modtager signaler, uanset hvordan den vender. Til gengæld giver den ikke signalet samme ”boost” som en direktionel antenne, men man skal ikke bekymre sig om at rette antennen imod nærmeste mobilmast.
Du kender allerede omnidirektionelle antenner, da det er den slags antenner, der sidder i mobiltelefoner og mobilt bredbånds modems.
Man kan også kalde en omnidirektionel antenne for en rundstråleantenne, men denne betegnelse benyttes oftest om antenner, der ligner en politikneppel.
Den rigtige frekvens
Der er stor forskel på hvilke antenner, der virker godt med forskellige frekvenser – og det er vigtigt at vælge rigtigt.
2G, 3G og 4G kører ikke altid på de samme frekvenser, og når vi snakker om antenner, så handler det i bund og grund om modtagelse af radiosignaler (frekvenser). Derfor er der stor forskel på, hvilken antenne man skal vælge, og det gælder om at købe den korrekte antenne.
En 3G antenne skal kun kunne modtage på 900/2100 MHz, mens en 4G antenne skal kunne modtage på 800/1800/2600 MHz, og i de fleste tilfælde også på 900/2100 MHz, da 4G antennerne også skal kunne bruges, hvis der kun er 3G dækning.
Endvidere er der forskel på, hvordan antennen og modemet til mobilt bredbånd tilsluttes. 2G/3G antenner tilsluttes med én ledning, mens 4G antenner skal tilsluttes med to ledninger.
På grund af disse forskelle, så er det vigtigt allerede fra starten, at vælge den korrekte antenne.
Sådan måles effekten
”Effekten” af en antenne måles i måleenheden dBi, og det kræver lidt forklaring for at forstå.
dBi er en målestandard, hvor man sammenligner med en teoretisk antenne – dBi står for ”decibels-isotropic”. Man sammenligner så at sige med en ikke eksisterende antenne, som kan modtage og sende lige godt i alle retninger. Hvis du forestiller dig en antenne lavet, som en hullahopring, så har du faktisk isotopisk antenne.
Selve ”effekten” måles så i dB, som er eksponentiel. Således er 3 dBi en fordobling af signalet, mens 6 dBi er således en fordobling af en fordobling af signalet.
Der er således IKKE tale om, at man sammenligner med dit modems interne antenne, men man sammenligner altså med en teoretisk model – og hvorfor nu det?
Hvis du kigger i din brugervejledning til dit modem, så finder du garanteret ikke en henvisning til dBi ét eneste sted, og det kan da godt være lidt mystisk, når man nu har en sammenlignelig kilde.
Måske det er fordi, det ikke ser ser pænt ud, hvis producenterne skulle skrive ”dette modem giver minus 2 dBi”. Det er selvfølgelig rent gætteri, men det er dog en meget nærliggende forklaring.
På fagsprog snakker man ofte om en antennes ”gain”, hvilket blot betyder ”forøgelse af signalet”. En antenne med 2 dBi gain, betyder altså at antennen har 2 dBi forøgelse af signalet sammenlignet med en isotopisk antenne.
Det rigtige stik eller induktion
Den næste faldgruppe er selve tilslutningen til modemet – nemlig stikket. Der findes en række forskellige stik på henholdsvis modemet og antennerne.
Man skal derfor ikke forvente, at man bare kan købe en antenne og så tilslutte den til ens modem. Kombinationsmulighederne er rigtig mange afhængig af, hvilken antenne man har valgt, og hvilket modem man bruger.
Det er her eksperterne fra Bedresignal.dk for alvor kommer ind i billedet, da de sørger for at deres kunder altid får de korrekte stik og ledninger, så installationen kan foretages let og elegant.
Det er heller ikke sikkert, at man overhovedet skal bruge et bestemt stik, da det ikke er alle modems, der har indbygget antennestik. Hvis ens modem ikke har et antennestik, så kan man købe en såkaldt induktions antenne.
For eksempel har Telias populære 4G LTE modem (ZTE MF820D) intet antennestik, og det er således nødvendigt at benytte en induktionsantenne.
En induktionsantenne er en lille antenne, der sættes direkte på modemet ved hjælp af velcrobånd, og via induktion overføres antennens signal til modemets interne antenne.
Og som Klaus Klinggaard, Bedresignal.dk forklarer, så er der ingen manual man kan følge. Man bliver simpelthen nødt til at prøve sig frem, og sætte induktionsantennen forskellige steder på modemet, for at opnå det bedste resultat.
Altså den gode gamle ”trial and error” metode, hvor man prøver sig frem indtil man får et tilfredsstillende resultat.
De fire forskellige antenner
Hos Bedresignal.dk har de fire standard antenner, som passer til langt de fleste. Der er dog flere andre antenner, hvilket vil kommer til senere.
Den retningsbestemte antenne
En retningsbestemt 4G LTE antenne giver et gain på 3,5 dBi, når man benytter 4G LTE, og hvis antennen benyttes til 3G, så kommer man helt op på 11 dBi.
Den retningsbestemte antenne kan også leveres i en ren 3G version, hvilket gør antennen lidt billigere. Der medfølger beslag til montering på væg.
En retningsbestemt antenne er perfekt til udendørsmotering på et hus, hvis man bor langt fra nærmeste mobilmast.
Den lille magnetantenne
En magnetantenne er en lille antenne, der er meget let at montere. Den giver 0 dBi, men det vigtige ved denne antenne er, at den er let at placere. Man kan f.eks. let placere antennen i en rude i bilen eller i et tog.
En mere optimal placering af en antenne kan gøre stor forskel, og en placering i en rude kan let i sig selv sikre langt bedre signal.
Der medfølger en såkaldt ”falsk jordplade”, hvorpå antennen skal monteres. Derefter kan den sættes i f.eks. vinduet ved hjælp af den indbyggede sugekop. Antennen er omnidirektionel.
Clips antennen til den bærbare
En clips-antenne er den oplagte makker til folk der tit er på farten. Denne antenne har en clips, som gøre det muligt at sætte den fast på en bærbar computer. Man sætter simpelthen antennen fast på computerskærmen.
Både montering og afmontering foregår meget let, og det tager kun nogle få sekunder. Antennen giver 2 dBi gain og er omnidirektionel.
Bordantennen med højt gain
En transportabel direktionel antenne er lige sagen, hvis man ofte skal bruge mobilt bredbånd, og samtidig er relativ stationær.
En bordantenne er f.eks. ikke særlig smart at medbringe i et tog, men hvis man sidder på et lille hotelværelse, så kan antennens 9 dBi gain gøre en stor forskel. Da antennen er direktionel, så kan det tage lidt afprøvning, at finde det optimale signal.
Udover disse fire ovenstående antenner, så findes der også en række andre antenner, som dog ikke er lige udbredte. Den kigger vi på herunder.
UFO antennen / camping-antenne
Navnet stammer fra det faktum, at antennen er omnidirektionel og mest af alt mindre om en frisbee eller en UFO.
Nogle folk kalder også antennen for en ”camping-antenne”, da denne form for antenne ofte benyttes på campingvogne eller både.
Antennen giver 2 dBi gain og den er omnidirektionel.
Lille rundstråle antenne
En anden antenne, som også tit benyttes til montering i campingvogne biler er den lille rundstråleantenne.
Antennen er på størrelse med en ishockey puck, og leveres med enten en klæbepude til montering på f.eks. en bilrude eller med gennemføring, som benyttes til montering i en campingvogn. Antennens gain er 3 dBi og omnidirektionel.
Stavantenne
En stavantenne er en klassisk antenne, som benyttes til mange forskellige formål.
Stavantennen er omnidirektionel med 2 dBi gain. Antennen kan med fordel benyttes til marinebrug (på skibe) og der medfølger monteringsbeslag.
iPhone holder med antenne
I dag er det sjældent, at telefoner har en antennetilslutning. Dækningen er de fleste steder så god, at man ikke længere behøver en ekstern antenne til at tale i telefon.
Det faktum vil mange kørende sælgere, lastbilschauffører og andre med stort kørselsbehov sikkert bestride, og derfor har svenske Brodit lavet en aktiv iPhone holder. Holderen indeholder en induktionsantenne, som skal tilsluttes en ekstern antenne.
Holderen giver dog ikke den helt store forskel, når man har fornuftig dækning, men kører man langt fra mobilmasterne, hvor der er svagt signal, så giver holderen op til 4 dBi gain med en ekstern antenne tilsluttet.
Alle de omtalte antenner i denne artikel kan købes på Bedresignal.dk eller hos din lokale telebutik – f.eks. TDC, Telenor, Telekæden m.fl.
Priserne på de omtalte antenneløsninger starter på omkring 300 kroner og op efter.