IT-afdelinger får gråt hår af Android
Android er verdens mest udbredte smartphone-platform, men Android er ikke bare Android. Styresystemet har nemlig mange forskellige ansigter – og er utrolig fragmenteret, skriver Comon.dk.
Problemerne kommer når man skal vælge producent, hvem har den nyeste version af Android først? Ligesom det også er et problem for virksomheder, hvis de har applikationer på Android-telefoner.
Applikationer til Android har nemlig ikke det samme look på forskellige telefoner, grundet forskellige skærmstørrelser, -opløsninger og forskellige softwareversioner af systemet.
Dette er ikke ligefrem noget, der gør arbejdet lettere i IT-afdelingerne verden over.
Og netop det manglende overblik over installerede versioner på ansattes telefoner kan give virksomhederne hovedpine.
– ”Problemet er, at hvis en applikation ikke fungerer på en bestemt Android-version, så er næste spørgsmål, hvad det koster at købe en ny Android-telefon til de medarbejdere, der ikke kan køre den app. Og det kan ikke ret mange virksomheder svar på, for de har ikke styr på, hvor mange de har købt, skiftet ud og så videre,” siger teleanalytiker Torben Rune fra Netplan.
Hvad vil Google gøre for at løse problemet
Kritikken har tidligere gået på, at producenterne af Android-smartphones kun i begrænset omfang har opdateret deres telefoner, men Google har tidligere været ude og sige, at telefoner skal holdes vedlige softwaremæssigt i 18 måneder.
Sammenligner man med Apples iPhone 3GS, som kom på markedet sommeren 2009, så er den stadigvæk up-to-date med det nyeste iOS 5.
Applikations-udviklere har både problemer med de mange Android-versioner fra Google, og de varianter producenterne selv tilpasser.
Har en udvikler lavet en applikation, som fungerer fint på en telefon, så kan den måske slet ikke køre på en anden Android-mobil.
Google kender problemet
Bestyrelsesformand for Google, Eric Schmidt, var i september 2011 ude og udtale nedenstående til kritikken af fragmenteringen:
– ”Google med Ice Cream Sandwich ville gøre livet nemmere for udviklerne. En applikation udviklet til Ice Cream Sandwich vil køre på tværs af enheder med systemet”.
Teleanalytiker Torben Rune fra Netplan, der rådgiver virksomheder om teleløsninger, tvivler dog på, at Google kan gøre op med fragmenteringen af Android.
– ”Det her bliver navnlig brugt for at adskille de forskellige producenters produkter fra hinanden, og så finder man på nye ting og udvikler i hver sin retning. Pludselig står man med applikationer, der kan eller ikke kan køre på forskellige platforme, og det er noget møg,” siger Torben Rune til Comon.dk.
Konkurrenterne, Apple og Microsoft, har valgt at gå i en anden retning – begge selskaber har nemlig fuld kontrol over softwaren.
Læs også:
– Blog: Derfor synes jeg Android halter