Huawei Discovery D51 – hårdfør sports-telefon (mobiltest)
Huawei Discovery D51 ligner udvendigt en telefon du kan tabe midt på en kornmark, og finde den igen 5 minutter senere. Dens sorte og orange design gør den let at få øje på, i selv de mest uoverskuelige områder.
Det er dog heller ikke helt uden grund at telefonen har fået navnet Discovery, den er nemlig lavet i samarbejde med TV-kanalen Discovery Channel.
Telefonen er derfor lavet ud fra et bredt spektrum af tænkelige situationer den kan komme ud i, alt fra ørkenvandring til ski – eller svømmeture kan den klare, ifølge Huawei.
Vi tester her hvad Huawei kan tilbyde inden for denne kategori.
Det moderne møder fortiden
Discovery er udført i en blanding af hård og blød plastik, som føles meget kraftig, og er bestemt i en godkendt kvalitet. Den ligger godt og sikkert i hånden og er nem at betjene – også med en hånd.
Den lille 2 tommer TFT farveskærm med 240 x 320 pixels opløsning kan ses ved udendørs brug, men der skal ikke ret meget sollys for at gøre det besværligt at se, hvad der står på skærmen.
Telefonen er med standard fysisk tastatur, som på “gamle” telefoner, men den indeholder en del kvaliteter vi ser på moderne smartphones. Blandt andet er der en række kendte programmer indstalleret på telefonen, såsom Endomondo, Twitter, Facebook og Opera Mini-browser allerede fra den pakkes ud af salgsæsken.
Nemt og bekendt styresystem
Discovery kører på BREW styresystem, der minder meget om det man har set på tidligere Sony Ericssons modeller såsom W810i. Systemet er simpelt og let at finde rundt i, og har man tidligere ejet en Sony Ericsson mobil, så vil dette system være lige til at gå til.
Mobilen adskiller sig dog alligevel på flere punkter, blandt andet hjemmeskærmen. Her er der nemlig en dobbelt-funktion – man kan vælge den traditionelle startskærm med fem ikon-genveje, alarm, kontakter, browser, meddelelser og kalender.
Men som noget meget velkendt for Android-brugere så er der også en widget funktion på hjemmeskærmen, hvor man kan bladre mellem forskellige faste widgets.
Der er dog et men. Nogle widgets er aktive og kan rent faktisk bruges, mens andre er låste og bare viser et billede fra eksempelvis et album. Det er forvirrende og rent ud sagt træls, eftersom idéen er god nok, den er bare ikke gennemført.
Funktioner og applikationer
BREW indeholder alle tænkelige funktioner man kunne få brug for i hverdagen; kalender, kompas, vejrudsigt, noter, alarm, FM-radio med videre. Alle funktioner virker, og er let at opsætte og indstille.
Det mere interessante er de applikationer der er blevet tilføjet til telefonen, og der giver den lidt ekstra interesse, eksempelvis Endomondo.
Endomondo kan bruges til at følge din træning hvad enten det er løb, cykle, skøjte eller noget helt fjerde. Det virker ganske simpelt, og den indbyggede GPS kan nemt finde dig og følge din rute. Alle data bliver gemt lokalt på telefonen, eller kan uploades til din Endomondo-konto.
Sammen med Discovery følger også et løbe-etui så du kan løbe, cykle eller dyrke anden form for sport med mobilen lige ved hånden. Etuiet kan let spændes om ens arm, og sidder godt fast.
Facebook og Twitter er der også blevet plads til på telefonen, men ingen af disse er nogle man ønsker at bruge flere gange dagligt. Når du logger ind på Facebook bliver du smidt direkte hen på startsiden, hvor du kan se dine venners opslag.
Ved at navigere til højre kan man se ens egen profil, venner og notifikationer eller vælge og åbne en andens profil. Der er understøttelse for at se billeder der er blevet lagt op på Facebook, men du kan ikke selv lægge et billede op via telefonen.
Hvis man har prøvet at bruge Facebook på andre platforme, vil den på Discovery skuffe en. Den føles langsom, uoverskuelig og usmart.
Kamera og multimedie
Telefonen er udstyret med et 2 megapixels kamera der kan tage billeder i 1200 x 1600 pixels, samt et videokamera der kan optage små videoklips. Begge dele fungerer fejlfrit.
Der er dog kun plads til 23 billeder i telefonens interne hukommelse, og cirka 6-8 minutters videooptagelse.
Der var bare et lille problem med at få indholdet ud af telefonen og over på computeren med data-kabel, da Windows 7 ikke kan genkende telefonen, og Windows har ikke telefonens drivere inde i sit system.
Derfor begyndte jeg at lede efter driverne på Huaweis hjemmeside, men her var der heller ikke meget held, da disse ikke fandtes på hjemmesiden.
Så for at få dine billeder og videoer over på din PC, hvis du har Windows 7 i hvert fald, skal der sættes et hukommelseskort i telefonen, overføre billederne fra intern til ekstern hukommelse, for derefter at tage kortet ud igen og sætte det i ens PC, forudsat at man har en kortlæser. Dette er helt ubrugeligt, og er slet ikke okay.
Problematikken kan dog hjæpes en smule, ved at sætte et hukommelseskort i telefonen. Og herefter angive placeringen for billeder og videoklip på kortet. Men du skal stadig tage kortet ud af telefonen og bruge en kortlæser, for at få billederne over på andet hardware såsom din PC.
Der medfølger ikke et hukommelseskort i salgspakken.
Smart men usmart
Huawei Discovery har mange ekstra funktioner i sig, med Facebook og Endomondo, som nogle af dem, men den har også nogle klare fejl. Flere steder i telefonen er styresystemet forkert oversat, og direkte misvisende.
Eksempelvis angives slet-knappen med forkortelsen for “delete” på engelsk når man skriver tekst på en hjemmeside, og i nogle menuer står der “indstil.” i stedet for slet. Det er irriterende og er langt fra gennemarbejdet af Huawei.
Vejr-applikationen har kun fire danske byer forudindstillet; Ålborg, Århus, Odense og København. Skal man finde flere bliver man henvist til en engelsk hjemmeside, hvor man skal søge efter sin by. Usmart og træls funktion hvis ikke man bor i en af de nævnte byer.
Kommunikationen halter
Kan man godt lide at tjekke mail mens man løber sin daglige rute, eller på anden vis er på farten, kan telefonen også bruges til dette.
Discovery understøtter nemlig Gmail, Windows Live, Yahoo, IMAP og POP3 mails, så du har god chance for at kunne sætte din mail op på telefonen.
Også internettet kan tilgås fra telefonen via den indbyggede Opera Mini browser. Dog skal man ikke forvente en lynhurtig tur på det store internet. Det er en beskeden processorkraft der findes i telefonen, og oplevelsen minder mest af alt om det man kender fra en fire år gamle Nokia eller Sony Ericsson telefon.
Hård ude som inde
Det er ikke helt for sjovt at Discovery Channel har lagt navn til denne telefon, for selvom den minder om en almindelig mobil fra 2007 – 2008, så har den en overraskelse i ærmet, den er IP57 certificeret.
IP57 certifikatetet gives til de mobiler der kan overholde visse strengere krav end en almindelig mobil skal gøre. Discovery er nemlig ekstra hårdfør, og kan ligge under vand i 30 minutter på én meters dybde, samt tåler støv og andet småskidt.
Nærmere sagt skal den kunne klare en dag med en håndværker og derefter en tur i svømmehalen, for til sidst at slutte af med en tur i børnenes sandkasse, og så stadig virke til slut.
Vi har haft mobilen liggende under vand, og modsat nogle af de andre håndværker-telefoner vi har testet, kan denne stadig betjenes mens den ligger under vand. Faktisk var det muligt at foretage og besvare opkald med den, mens den lå under vand, hvilket er imponerende!
Konklusion
Huawei Discovery holder hvad den lover – den har kunne klare de lidt hårdere ture på gulvet, støv og skidt fra hverdagen, og en tur under vand var heller ikke noget problem.
Dens design er ikke noget at råbe hurra for, men den føles godt i hånden, er let at håndtere, og er en værdig kompagnon til dem, der har en aktiv livsstil eller har et job som kræver en telefon med ekstra god holdbarhed, og uden at gå for meget på kompromis med basisfunktionerne i en telefon.
Discovery opfylder hvilken som helst brugers basisbetingelser for køb af en telefon, men er man en der har et kommunikationsbehov eller på anden måde er social på farten, findes der langt bedre alternativer på markedet.
Der er desværre også sjuske-fejl i telefonen, og de er direkte irriterende. Dårlig oversættelse og modsigende widget funktioner er blandt de trælse ting der gør, at man sidder tilbage med følelsen af et produkt der ikke er gennemført.
Discovery er meget langsomt på nettet, Facebook er i en meget skrabet og langsom udgave, og Endomondo kan du få på mange af de andre hårdføre smartphones der efterhånden har set dagens lys.
Telefonens vejledende udsalgspris er 1.299 kroner hvilket ikke er langt fra en af sine konkurrenter Sony Ericsson Xperia Active, som i vores tidligere test fik 6 ud af 6 stjerner.
Huawei Discovery, lander på 3 ud af 6 stjerner. Den holder hvad den lover, men byder ikke på noget nyt eller noget som andre hårdføre smartphones ikke har kunne klare, i vores tidligere test.
Opfølgning på artiklen
Vores redaktion har fulgt udviklingen. Her er de efterfølgende historier. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. 16/3/2012 fulgte vi op med sagen Aktion imod sms-farlige bilister gav bonus – Historien finder du her. Temaet er fortsat relevant. Klik her for de seneste nyheder..