Motorola Moto Z – Gode idéer er ikke nok [TEST]
Den modulære mobil har længe været en våd drøm blandt tech-entusiaster. Forestil dig, at din smartphone består af legoklodser som du lystigt kan opgraderes efter behov. Er der brug for bedre højtalere, et bedre kamera eller et større batteri, er en upgrade ikke mere end snuptag væk – og du slipper for at købe en ny mobil.
Netop det er tankegangen bag Moto Z, men i modsætning til løsninger fra Fairphone eller LG, vælger Motorola at gøre hele udvidelsesprocessen så enkel og elegant som muligt.
Resultatet er værd at se nærmere på, for Motorola Moto Z kan meget vel vise sig at blive den første vellykkede modulære smartphone.
Se også: Motorola Moto Z: Hands-on med modul-flagskibet [WEB-TV]
Specifikationer Motorola Moto Z
Mål: 153,3 x 75,3 x 5,2 mm, 136 gram
Display: 5,5” AMOLED Quad HD, 535 PPI
Ydelse: Snapdragon 820 2+2 Quad-core op til 2,15 GHz
Batteri: 2.600 mAh + op til 2.200 mAh Moto mod, 15W turbooplader
Kamera: 13MP f/1,8 stabiliseret optik, 4K video, 5MP frontkamera
Lager 32GB + 256GB micro-SD
Netværk: 2G, 3G, 4G
Øvrigt: intet jack-stik (USB-C adapter medfølger), kvikoplader
Pris: Få den bedste pris på mobilpriser.dk
Set forfra, vil Moto G ikke få nogle designhjertet til at flimre. Vi er ude i en sort afrundet rektangel med en højtaler for og en fingeraftrykslæser for neden. Der er ikke meget at hidse sig op over her.
Men så snart du vender den på siden kommer forbløffelsen: den er en hypertynd sag, denne Moto Z.
Ræset mod stadigt tyndere smartphones stoppede ellers for et par år siden – plads til vandtæthed og større batterier gjorde telefonerne mere buttede.
Det er en udvikling som er blevet taget varmt imod – men når man står med den barberbladstynde Moto Z i hånden, får man nu unægtelig en fornemmelse af stå med noget særligt. Moto Z er nemlig bare 5,2 mm tynd.
Læs også: Moto Z lanceres i Danmark i denne uge: Se de danske priser
Der er også mere spræl på bagsiden, for den byder på en flot, let riflet metaloverflade. Nogle små guldbelagte kontakter i bunden bidrager med et mere industrielt udtryk. Den er dog noget glat, og det er derfor en god idé at benytte sig af den medfølgende bumper-case.
Jeg er desuden vild med den måde selve kameramodulet er integreret i designet. Det rager godt nok ud, men er symmetrisk og gemmer på snedig vis både kamera, dobbeltflash og laserfokus i en enkel minimalistisk enhed.
Hele pakken kan ikke lade være med at imponere, når den løftes – for til trods for sin rene metalkonstruktion og sit 5,5” store display er den en sand fluevægter på 136 gram – det er 2 gram mindre end den langt mindre iPhone 7.
Selve betjeningen af Moto Z er ligetil, men man glemmer sjældent, at det her er en kæmpemobil. Dine tommelfingre skal vandre over 5,5 tommer display – og det bliver ikke bedre af, at fingeraftrykslæseren er parkeret helt nede i bunden af telefonen.
Fingeraftrykslæseren virker til gengæld trofast hver gang, men jeg havde nu gerne set, at den kunne bijobbe som home-knap sammen med en og multitasking- og tilbageknap på hver side. Men nej, på Moto Z er navigationsknapperne udelukkende softwarebaserede.
De eneste fysiske knapper du finder er de små volumen- og powerknapper. De er ikke store, og i farten kan man forveksle dem – men man vænner sig givetvis til dem.
En anden ting du skal lede længe efter er selve jack-stikket. Som i iPhone 7 er det skåret væk, men lige præcis i Moto Z’s tilfælde er det tilgiveligt, for den er så tynd, at der knap nok er plads til andet en USB-C port.
Se også: Lenovo lancerer Moto Z og Moto Z Force med smarte moduler
Mods med mange muligheder
Moto Z store kunststykke ligger dog ikke bare i designet, men i de muligheder som de forgyldte pins i bunden af bagsiden tilbyder.
De fungerer som en udvidelsesport som kan slutte mobilen til de såkaldte ’Moto Mods’, og det giver adgang til ekstraudstyr, som hidtil er uset i en smartphone.
I den mere simple ende er Motorolas ’Style Shells’. Det er magnetiske covers der fås i spændende materialer, fra læder til kulfiber over ægte træpaneler.
I selve salgsæsken følger der faktisk et med, det er godt nok kun i plast, men det giver lidt ekstra beskyttelse til bagsiden – og selvom det kun er fastholdt af magneter, vil jeg ikke tøve med at bruge det. Motorola har nemlig forstået at finde den helt korrekte styrke i magneterne, så det hverken flyver af sig selv eller bliver umuligt at lirke af.
Et andet interessant cover er Incipio’s powerpack. Det er 6mm tykt og vejer 79 gram, men giver 85% ekstra batteri – hvilket næsten kan fordoble driftstiden. Trænger du til et skud klasse, fås det også i designversioner signeret af TUMI eller Kate Spade.
Se også: LG G5 – Fuld af gode idéer [TEST]
Vilde muligheder
Rigtig interessant bliver det, når du slutter nogle af de mere avancerede mods til bagsiden.
Jeg har været mest imponeret over projektør bagsiden kaldet Instashare. Den giver et ouput på 50 lm, hvilket præcis rækker til at give et 70 tommer stort lærred på farten.
Til trods for, at den ikke fylder meget, er farverne, kontrast faktisk tilfredsstillende, men opløsningen på 480p vil ikke tåle at blive blæst alt for stort op. En lille blæser træder samtidig i gang under filmfremvisningen, en ordentlig bluetooth højtaler vil derfor ikke være af vejen.
Det kræver naturligvis, at du har en hvid væg i et mørklagt rum i nærheden – men så har du altså en decideret lommebiograf med dig.
Jeg kunne sagtens finde på at bruge den, men prisen på 2.400 kroner er noget pebret – for det er ikke sikkert, at den vil kunne bruges med fremtidige smartphones fra Motorola.
Du skal desuden sikre dig, at du har et strømstik i nærheden, for batteriet holder næppe til meget mere end en spillefilm.
Se også:
Velkendt processor
Selvom Moto Z er åleslank har Motorola alligevel formået at klemme et af markedets stærkeste processorer ned i det tynde kabinet.
Det er en velkendt størrelse man finder, for det er samme Snapdragon 820 quad-core som den der i dag regerer i LG G5, OnePlus 3 og HTC 10. Og som i de øvrige toptelefoner, sparker den bagdel.
Alle apps afvikles gnidningsfrit her, og selv når der multitaskes mellem tunge hjemmesider og spil lader Moto Z sjældent vente på sig.
Batteriet der skal drive Moto Z frem er dog i den lette ende, med kun 2.600 mAh at give ud af. Det betyder ikke, at driftstiden er håbløs, men du skal ikke regne med at den vil holde til meget mere end aftenen ud.
Men her kan superbrugere drage fordel af et Motos battericovers der giver et halvt til et helt døgn ekstra driftstid.
Se også: Motorola: Samsungs ‘Always On’-funktion er stjålet fra os
En andel fin feature er den medfølgende turbo-oplader. Med denne kan du på 30 minutter tanke 54% af batteriet op. Derefter rundes 94- og 100 procentmærket efter henholdsvis 60 og 70 minutter – en rekord!
Poweropladeren har dog den bagdel, at kablet ikke kan tages af. Du kan derfor kun overføre filer til din PC/mac trådløst – hvilket vil tage længere tid.
Enkel Android-software
Ud over Googles egne serie af Nexus og Pixel telefoner, får du ikke mere rendyrket Android end i Motorola Moto-telefoner. Moto Z er ingen undtagelse.
Du får dog ikke nyeste Android 7.0 – den er ikke klar endnu – men i stedet er det Android 6.0 Marshmallow der regerer.
Motorolas hands-off tilgang til Android er altid en fornøjelse at bruge i hverdagen, for alt Android er enkel og smidigt i brug når den ikke overrislet med funktioner man sjældent bruger.
De få ekstra funktioner Moto Z kan du vælge til, frem for at skulle vælge dem fra. Nogle er brugbare, såsom ’Always-on’ notifikationer på låseskærmen, mens andre bevægelses-styrede funktioner, såsom et dobbelthak for at tænde lommelygten, virker overflødige.
Til gengæld er her ingen bloatware – tak for det, Motorola.
Læs også: Motorola gør op med månedlige sikkerhedsopdateringer
Skuffende kamera
På fotofronten, synes Moto Z at matche det kamera du i dag finder i Apples iPhone 7. Her får du 13 megapixels, en stabiliseret f/1,8 optik og mulighed for 4K-optagelser.
Ligheden stopper dog der, for Motorola Moto Z synes ikke rigtig at være i stand til at matche den nyeste iPhone på samtlige tænkelig discipliner som detaljer, eksponering, hastighed eller farveægthed.
Resultaterne er ofte gnidrede og overmættede mens HDR- og panoramafunktioner er langsomme i optrækket.
Billederne er dog langt fra ubrugelige – de minder bare mere om hvad man finder i langt billigere smartphones. Jeg mistænker da også kameraet til at være det samme som det du finder i Samsung Galaxy A5 (2016) – minus Samsungs gode efterbehandling.
Se også: Motorola: Disse Moto-telefoner får Android 7.0 Nougat
Vender vi os mod videoerne er disse straks mere interessante. Bortset fra en tendens til at undereksponere, rykker Moto Z tættere på toppen af poppen.
Selfiekameraet på 5 megapixel er også tilstrækkeligt, men leverer heller ikke rigtig varen på detaljefronten.
Motorolas kamera app er til gengæld en fornøjelse at bruge i al sin enkelhed. Det tager kun et par klik at skifte fra mode til mode og du finder let indstillinger til både begyndere og øvede med et svirp fra siden af.
Motorola Moto Z kan til slut ikke løbe fra, at den er en stor telefon. Men det skyldes et stort 5,5″ Quad HD display med flotte spillevende farver.
Det ser flot ud, men kommer lidt til kort udendørs – for den skærmen har meget genskind som den maksimale lysstyrke ikke helt kan matche.
På lydsiden er Moto Z også middelmådig. Lyden er frontvendt, men den leverer hverken samme lydtryk eller – kvalitet som en Samsung S7 eller iPhone 7.
Hasselblad Mod – lyder godt
Er kameraet en kernefeature for dig, vil jeg dog vende mig mod de langt bedre alternativer der i dag findes i Samsung S7 Edge, Huawei Nexus 6P eller endda den billige OnePlus 3.
Alternativt kan du vende dig mod et Mod signeret af hæderkronede Hasselblad. Det hæftes på bagsiden og giver 10x zoom.
Desværre er billedkvaliteten ikke meget bedre end det Moto Z tilbyder – men du kan altså komme meget tættere på og får et godt kameragreb med i handlen
Jeg kunne godt se det som som et alternativ, men det man lades desværre ofte i stikken af en sløv processor i selve kameramodulet. Af en eller anden grund bruger kameraet slet ikke de mange regnekræfter som processoren i Moto Z besidder.
Helt skidt bliver det, når en af kameramodulets på papiret gode features – en Xenon flash – slet ikke fungerer. Løsningen er altså langt fra fejlfri, og når prisen er et godt stykke over de to tusinde kroner vil du være bedre tjent med almindeligt kompaktkamera i stedet.
Gode idéer, middelmådig mobil
Siden Google overtog roret hos Motorola, har selskabet brilleret i at tilbyde interessante smartphones kendetegnet ved en glimrende ydelse og enkel software.
Nu er Motorola nu under Lenovos ledelse, og I denne omgang vil Moto Z skuffe. Selvom den på papiret ser lokkende ud, halter den nemlig flere steder. Batteriet, antennen og kameraet er bare ikke gode nok.
Du kan ganske vist rette delvist op på det via Motorola Mods, men prisen løber hastigt op – især når mobilen i forvejen koster tæt på fem tusinde kroner.
Motorola må alligevel siges at have fat i de rette idéer med deres mods – men mobilen som de skal styrke, er bare ikke stærk nok til at starte med.
Vi lander derfor på 4 ud af 6 stjerner.
Få den bedste pris på Motorola moto Z på mobilpriser.dk.
Fordele:
- Moto Mods er en lys idé
- Lækkert, ultratyndt metaldesign
- Topydelse
- Rendyrket Android
- Lynhurtig opladning
Ulemper:
- Middelmådigt batteri og kamera
- Mods er dyre og svinger i kvalitet
- Intet jack-stik
- Dårlig samtalekvalitet