Nokia N8 med Belle – giver Nokia helle (re-test)

Kameratelefonen Nokia N8 har med opdateringen fra Symbian Anna til Belle fået nyt liv. Vi har prøvet, hvordan det virker.

Nokia N8 med Belle – giver Nokia helle (re-test)

En stor softwareopdatering har givet brugerfladen på telefoner med Symbian^3 og Symbian Anna et helt nyt liv, og bedre brugeroplevelse.

Mobilsiden.dk har derfor sat den næsten halvandet år gamle Nokia N8 i computeren, og opdateret den til den nyeste softwareversion med navnet ”Nokia Belle”. Den kvikke læser vil bemærke, at ”Symbian” er fjernet fra softwarens navn.

Vi har i nedenstående skrevet lidt om Nokia N8 med Belle-opdateringen, og om hvordan vi synes, at telefonen nu performer. Grunden til denne lille nye test er, at Nokia Belle giver telefonen et så stort løft, og ændrer så mange basale ting, at vi synes det var nødvendigt. 

Kort om opdateringen

Nokia meddelte i starten af februar måned i år, at ejere af blandt andet Nokia N8, Nokia C7, Nokia E7 og Nokia X7 kunne opdatere deres telefoner, med den nyeste software Nokia Belle. Flere telefoner har senere også kunne opdateres til Nokia Belle.

Opdateringen til Belle fylder omkring 300 MB, og for at få denne, skal du tilslutte din telefon til en computer, der har Nokia Suite 3.3 (eller nyere).

Selve opdateringen skete uden problemer, har du selv en telefon der kan modtage opdateringen, men hvor du ikke har fået det gjort endnu. Så er der hjælp at hente i denne video.

Nokia N8 før opdateringen

Mobilsiden.dk anmeldte tilbage i oktober måned 2010 Nokia N8, og fik den rigtig fine ord med på vejen. Dengang kørte telefonen med styresystemet Symbian^3, og blev siden da opdateret til Symbian Anna. Symbian Anna blev præsenteret for offentligheden i april 2011, Nokia N8 modtog dog først opdateringen i august måned.

Nokia N8 er det tætteste finnerne har været på en reel supermobil i flere år, sådan var ordene fra John G. Pedersen, da han tilbage i oktober 2010 testede smartphonen fra ende til anden.

Dengang fik N8 også anbefalingen at den var pengene værd, og ordene, at den næsten var på højde med konkurrenterne. Derfor endte den på fem ud af seks stjerner. Isoleret set i forhold til Nokias andre produkter, så fik den dog topkarakteren seks ud af seks stjerner.

I bagklogskabens lys må vi dog sige, at vurderingen dengang, nok var en del til den høje side.

Du kan læse hele anmeldelsen af Nokia N8 her

Nokia Belle opdateringen

Nokia Belle giver dig muligheden for at lave op til seks hjemmeskærme, der alle kan gøres personlige med applikationer, services og widgets.

Med Belle følger også flere nye features som eksempelvis muligheden for at optage video i HD med 30 frames per second (tidligere har den optaget med 25 frames per second), en forbedret browser og en række applikationer fra Microsoft som Lync og One Note.

Opdateringen aktiverer også NFC-funktionen i de telefoner, der har NFC-chippen. Der følger også redesignede widgets, som eksempelvis ur, e-mail, musikafspiller, kalender med mere. De forskellige widgets kan desuden tilpasses i størrelsen og om-arrangeres på de forskellige hjemmeskærme.

Belle giver også brugeren muligheden for via widgets, at ”tænde/slukke” for forskellige funktioner, samt ændre profil. Statusbaren har også fået nyt look, ligesom det også er muligt at rulle et gardin ned – en funktion Android og iPhone også har.

Læs også: Sådan er Symbian Belle

Hvordan er Nokia N8 så med Belle?

Mobilsiden.dk smed Nokia N8 i computeren, og fik den igennem opdateringen, så vi fik et eksemplar af Nokia N8 med Belle. Derefter gik testen i gang, hvad gjorde det ved denne ældre telefon (hvilket en smartphone med 1½ år på bagen reelt set er).

Jeg opfatter hjemmeskærmene som brugervenlige og ”ryddet for forstyrrelser” – gardinet i toppen er smart og med fire gode genveje, hvor der nemt kan slås WiFi, Bluetooth m.m. til eller fra.

En af de ting jeg havde håbet ville komme med opdateringen, var et andet tastatur da jeg synes tasterne er alt for små. Jeg vil mene dette kunne være løst ved at der ikke var fem rækker med bogstaver og symboler, men i stedet måske kun fire – og nogle af de øvrige ting, kunne været placeret på tastaturets ”anden side” – altså en de underliggende sider med symboler.

Men besked-delen er faktisk stort set det eneste jeg kunne have ønsket en større ansigtsløftning på – dog trækker det op, at Nokia har bibeholdt de fantastiske smileys, hvilket jeg hørte var grunden til, at mange overvejede Nokia N8, da den udkom – udover det fantastiske kamera, naturligvis.

Browserversionen er til at leve med, men man kunne også godt have tænkt sig den var kommet mere på niveau med hvad Nokia viser på Lumia-modellerne. Siden kan ikke flyttes mens man zoomer, som det eksempelvis kendes fra iPhone – så på browserdelen synes jeg der mangler lidt før den er ”up-to-date”.

Konklusion – N8 med Belle giver Nokia helle

Opdateringen til Nokia Belle har efter min mening givet Nokia N8 meget større brugervenlighed, og givet telefonen et plus på flere fronter.

I den første udgave af Nokia N8 fik browseren hug med på vejen, og jeg vil også her mene der mangler lidt før den kommer på niveau med flere andre smartphones. Til Nokia Lumia 800, er der et stort spring fra denne browser, men den er klart til at leve med.

Nokia N8 kan ifølge Mobilpriser.dk netop nu erhverves helt ned til lige under 1.900 kroner, alt afhængig af farvevalg.

Med en pris på under 2.000 kroner, så er Nokia N8 stadigvæk en rigtig god telefon for pengene. Sammenligner man med andre smartphones i det prisleje, så er der eksempelvis Huawei Honor, HTC Desire S og Samsung Galaxy W.

Hvis valget står på en af dem i stedet for Nokia N8, så skal det være grundet applikationsbutikken, hvor udvalget klart er større i Google Play.

Alene kamera-delen, batteritiden og samtalekvaliteten er klart noget af det, som skal tale til Nokia N8’s fordel. Du kan også vælge en nyere Nokia i samme prisleje, hvis der skal stå Nokia på telefonen – dog med kameraspecifikationer der ikke matcher – Nokia Lumia 710 ligger ifølge Mobilpriser.dk i samme prisniveau.

Jeg vil bestemt mene, at til prisen og med Belle opdateringen, så får man nyt liv i Nokia N8 – og den får ”helle” for nærmere tiltale. N8 bevarer de 5 stjerner, som den fik i testen for halvandet år siden.

Flere nyheder i sagen

Flere forhold har spillet ind siden vi bragte denne artikel. mobilsiden fortsatte historien. 24/4/2012 pustede redaktionen nyt liv til historien med sagen om Ascend P1 får succesfuld start i Kina – Forstættelsen om temaet kan læses her. Læs også seneste nyt om emnet ved at trykke her..