Samsung Omnia Lite – for dyr Windows Mobile telefon (mobiltest)

TEST: Vi afprøver Samsung Omnia Lite, som er en skrabet lillebror til Samsung Omnia II. Men i forhold til den ældre Omnia model er prisen for høj.

Samsung Omnia Lite – for dyr Windows Mobile telefon (mobiltest)

Samsung Omnia Lite kombinerer Samsung design med Windows Mobile styresystem, endvidere har de smidt deres TouchWiz brugergrænseflade på, så man ikke blot sidder med den halvskrabede version, som Windows Mobile som regel byder på.

Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af, at afprøve Samsungs menu system til mobiler med trykfølsomme skærme, så jeg var selvsagt en smule spændt på, at se hvordan det fungerede.

I det store hele er telefonen ganske glimrende, men prisforskellen til den ældre Omnia gør, at Omnia Lite ikke helt er eksistensberettiget.

Førstehåndsindtryk

Når pakken åbnes, kommer den 3 tommer store skærm til syne, fronten består ikke af andet end tre knapper (tag opkald, læg på og en menu tast) samt skærmen.

Bagsiden af telefonen er blankt sort, og den har en stribe i sølv i siden, hvor de fleste knapper sidder, for at bryde med det sorte.

Alt i alt er designet godkendt, der er ikke noget, som kan skræmme nogen væk, og den ser faktisk ganske fin ud.

Dog skal det nævnes, at mobilen er meget modtagelig overfor fedtfingre, både skærmen og bagsiden bliver hurtigt fyldt med fingeraftryk, det kan ikke rigtig undgås, når der er tale om blanke overflader.

Mit første bekendtskab med Omnia Lite lader en smule tilbage at ønske. Jeg pakkede den gladeligt ud af æsken, satte sim-kort i og tændte telefonen. I stedet for at spørge om PIN-kode og så videre, valgte den at gå i stå hele to gange.

Jeg måtte tage batteriet ud, og sætte det i igen to gange før den endelig opførte sig ordentligt. Retfærdigvis skal det siges, at det ikke lykkedes mig at fremprovokere lignende fejl, flere gange har jeg forsøgt at slukke og tænde telefonen for at se om den reagerede på samme måde, ingen af gangene lykkedes det mig at få telefonen til at gå i stå.

Samsung Omnia Lite nyt artikelfoto
Samsung Omnia Lite

Menusystemet virker

Mit første møde med Samsung TouchWiz v2.0 er gennemgående positivt. Den velkendte bjælke i toppen af Windows Mobile, er der ikke pillet ved, herfra har du stadigvæk adgang til Start menuen og alle de programmer, der måtte være på telefonen. Ligeledes finder man alle status-oplysningerne oppe i toppen – netværksdækningen, batteritiden, forbundet datanetværk og så videre.

I bunden af startskærmen finder man også en lille bjælke med to menupunkter, som fører til telefonbogen og det virtuelle keypad som gør, at du kan indtaste et telefonnummer og ringe op.

Imellem de to bjælker i toppen og bunden af startskærmen, finder vi det jeg kalder legeområdet, her har brugeren mulighed for at hive en lang række widgets ud fra en liste, som fremkommer i venstre side af displayet.

Personligt valgte jeg at bruge følgende widgets: dato/tid, radio, profiler (til at sætte enheden på lydløs, vibrer og så videre), statusbar med mistede opkald/modtagne beskeder/emails og sidst men ikke mindst, en widget som gav mig direkte adgang til fire personligt udvalgte programmer.

Hvis man ikke mener, at man har nok plads på startskærmen, kan man lave yderligere to som kan tilgås ved at køre en finger henover skærmen, enten fra venstre til højre eller modsat. Jeg benyttede denne mulighed til at lave en ekstra startskærm, hvor jeg blandt andet havde vejr og andre nyttige informationer.

På siden af telefonen har Samsung placeret deres egen menu knap, denne fører til fire menuskærme, som betegnes My Menu, Multimedia, Internet og Office – selvfølgelig indeholder hver fane nogle genveje, som du selv kan redigere, så de passer fuldkommen til dig. Man behøver altså ikke benytte Startmenuen i toppen, som fører til en lang uoverskuelig liste af programmer, som ikke rigtig er sorteret.

Jeg er egentlig ganske imponeret over mængden af personlige valg som er tilgængelige, jeg kunne sætte genveje op til, jeg blev blå i hovedet, men til gengæld kunne jeg sørge for, at jeg havde alt det jeg bruger mest, direkte ved hånden.

Billeder taget med Samsung Omnia Lite

Samsung Omnia Lite nyt artikelfoto
Samsung Omnia Lite

Lidt gode ting

Her kommer skærmen på tale, den er utrolig lækker, og rent faktisk ses den ganske udmærket i sollys.

Reaktionstiden når man enten skriver sms’er eller bladrer rundt i menuen, er helt i orden. Det lykkedes mig dog en gang imellem at ramme nogle forkerte genveje, men det skal telefonen ikke have skylden for.

Jeg skal lige vænne mig til den trykfølsomme skærm, og hvordan den reagerer, efter en uges tid lå det mere i fingrene.

Der medfølger ingen stylus pen, og det er heldigvis heller ikke nødvendigt. Styresystemet er så optimeret til fingerbrug, at jeg aldrig oplevede at savne en pen.

Som en tillægskommentar til skærmen, syntes jeg at det virtuelle keyboard, der kommer til syne, når man skal skrive noter eller sms’er, har en ganske fin størrelse – dog kun når telefonen lægges på siden.

Batteritiden ser ganske lovende ud: Jeg skulle oplade den cirka hver tredie dag, det er ved, hvad jeg kalder normalt brug. Jeg hører en del radio på telefonen, og spiller lidt spil ved siden opkald og sms’er. Batteriet er godkendt syntes jeg, er ikke sikker på jeg kan forvente mere af en telefon med så stor skærm.

Dog skal det også nævnes, at jeg har været dygtig til at benytte “Task Switcher” programmet til endeligt at afslutte programmer, så de ikke ligger i baggrunden og sluger strøm.

Man kan tilgå “Task Switcher” direkte ved at holde knappen på fronten nede, men af en eller anden uforklarlig årsag, skal man trykke på endnu en knap for at få lov til at lukke de enkelte programmer ned.

I mine øjne giver det ingen mening, da man kun tilgår “Task Switcher” af to årsager, enten at lukke et program ned, eller gå til et program som allered er åbent. Ud over det fungerer “Task Switcher” rigtig fint, og der er ligeledes en genvej fra menuen, som tilgås fra knappen i siden af telefonen, så der er ganske fin fokus på at få lukket ubrugte programmer ned.

Internetoplevelsen er gennemgående i orden. Opera browseren er præinstalleret på enheden, og det fungerer bare.

Lidt dårlige ting

&arSelvom telefonen overvejende overraskede mig positivt, så er der bestemt også lidt irritationsmomenter.

Flere gange oplevede jeg at jeg kunne provokere telefonen til at hænge i menusystemet, eller måske endda fryse helt så den skulle genstartes.

Flest gange skete det ning;r jeg havde skrevet en sms i landskabstilstand, klikkede på krydset i toppen for at lukke beskeden ned og samtidig vendte telefonen om igen så billedet skulle vises vertikalt – det var den ikke altid særlig glad for.

Høretelefonerne er ganske enkelt elendige, de er ikke beklædt med filt eller noget andet blødt, så ørene bliver hurtigt irriterede, det er altså en ommer.

Jeg finder det utrolig mærkværdigt at man ikke kan høre radio når telefonen er i lydløs eller vibrationstilstand.

Lyden på telefonen skal være skruet op for at radioens lyd kan høres, altså skal man konstant skifte imellem profiler hvis man vil høre radio.

Jeg bruger ofte offentlig transport, og har i den forbindelse næsten altid min telefon på lydløs, at skulle skifte profil for at kunne høre radio er bare dumt.

Endvidere blev jeg lidt skuffet over udvalget af spil. Samsung har ikke valgt at smide nogen ekstra spil med i pakken, der er kun 7-kabale og det velkendte Bubble Breaker.

Omnia Lite udfylder ikke rigtig et hul

Selvom jeg egentlig var ganske begejstret for Samsung Omnia Lite i begyndelsen, falmede min interesse en smule imens jeg skriver dette.

Jeg besluttede mig for at tjekke prisforskellen på denne model, og den lidt ældre model Samsung Omnia.

Ifølge Mobilpriser.dk koster Omnia Lite 2.249,- og Omnia ligger på 2.299 kroner. Der er altså ikke andet end 50 kroner til forskel på de to modeller, og man går altså en del på kompromis med Lite modellen:

– Ringere kamera (3,2 megapixel kontra 5 og ingen LED blitz)
– Væsentligt mindre hukommelse (250 MB kontra 8 GB)
– Lavere 3G Hastighed (mak 3,6 Mbps kontra 7,2 Mbps)
– Ingen optisk trackpad
– Mindre skærm (3 tommer kontra 3,2 tommer)
– Ingen 3,5 mm audio stik

Godt nok vejer Samsung Omnia 19 gram mere og er cirka 5 millimeter bredere, men tykkelsen er stort set den samme.

Jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor der ikke er større prisforskel, Samsung Omnia er ganske vist en lille smule ældre, men i mine øjne giver det ingen mening at investere i Omnia Lite når man for stort set samme greb i lommen, kan få så meget mere.

Men ret skal være ret, og det er jo trods alt Omnia Lite vi har testet og vanen tro skal der tilknyttes nogle stjerner til modellen.

Den første uge med modellen var jeg i tvivl om hvorvidt den skulle have fem eller seks stjerner, men i løbet af test perioden falmede lidt af glansen da den begyndte at gå i sort en gang imellem og jeg opdagede lidt flere mærkværdige elementer.

Omnia Lite er egentlig en ganske udemærket mobil, og den fortjener fire stjerner ud af seks mulige.