Apple Watch 6 vs Apple Watch SE – hvilket ur er bedst?
Apple Watch er det mest populære smart Watch på verdensplan og såmænd også i Danmark. Forleden præsenterede Apple hele to nye eksemplarer på det populære ur. Det ene fulgte rækken af ure, som Apple har præsenteret gennem tiden og fik navnet Apple Watch Series 6. Mere interessant blev det dog, da Apple lige efter kunne afsløre en helt ny version af Apple Watch, der blev døbt Apple Watch SE.
Her kan du få et overblik over, hvor de to ure adskiller sig fra hinanden udover prisen. Så får du en klar ide om, hvilket du skal vælge, hvis du overvejer et af de helt nye ure fra Apple.
Apple Watch 6 vs Watch SE – hvilket skal man vælge?
Fokus på sundhed
Apple slår sig i stor grad op på sundhed med Apple Watch, og de kommer da også med en række fornuftige funktioner. Apple Watch SE får egentlig langt hen af vejen mange af de samme funktioner, når det kommer til at holde øje med helbredet.
Den mest markante forskel mellem de to ure, hvad måling af helbredet angår, er, at man med Apple Watch Series 6 har mulighed for at generere et elektrokardiogram (EKG). Man kan ligeledes måle iltniveauet i blodet. Disse funktioner får man ikke på Apple Watch SE.
Til gengæld får man de samme funktioner til registrering af aktiviteter, pulsmåling, falderegistrering og søvnregistrering.
Se også: Smartwatch med eSIM
Samme design – forskel på ydelsen
På designfronten er der stort set ingen forskel mellem de to. Skærmen er den samme 1.78 tommer OLED skærm i samme opløsning på begge ure – dog er det kun Series 6, der har et Altid aktivt display. Begge kan de lyse skærmen op med 1.000 nits og klare at komme 50 meter under vandet.
Alle remmene passer naturligvis til begge ure, men det er kun Series 6, der kommer i de helt nye farver. Her kan man nu vælge mellem en urkasse i blå og Product Red.
Den sidste forskel, der er værd at tage fat på, er de to processorer, som sidder i de to ure. På Apple Watch Series 6 får man Apples nyeste S6 chip baseret på A13 Bionic som findes i iPhone 11.
Den skulle efter sigende være 20 procent hurtigere end sidste generation. Apple Watch SE må tage til takke med S5 chippen, der leverer op til gange bedre ydeevne end Apple Watch Series 3. Der er ret stor sandsynlighed for, at de fleste forbrugere ikke vil kunne mærke forskel i ydeevnen på trods af forskellene på de to chipsæt.
Apple Watch Series 6 skal både kunne genererer EKG, måle iltniveauet i blodet, og have en altid aktiv skærm. Dette vil kræve mere af både batteriet og processoren. I sidste ende vil oplevelsen af batteri og ydeevne formentlig ligne hinanden til punkt og prikke. Dertil har Apple Watch Series 6 også en højdemåler, som altid er aktiv.
Se også: Priser på smartwatch
Forskel på pris – spar over 1.000 kroner
Apple Watch Series 6 har en startpris på 3.299 kroner for 40mm størrelsen og 3.599 kroner for 44mm størrelsen. Vil du derudover have, at uret skal kunne bruges uafhængigt af telefonen med eSim, skal man op i enten 4.099 kroner eller 4.399 kroner for det store ur.
Apple Watch SE har en startpris på 2.299 kroner for 40mm størrelsen og 2.599 kroner for 44mm størrelsen. Med eSim skal man slippe 2.699 kroner for den lille og 2.999 kroner for den store version.
Bemærk, at begge ure kun virker fra iPhone 6S eller nyere og med iOS 14 eller nyere.
Se også: Skal man vælge Watch 3 eller Watch SE?
Hvilken skal du vælge?
Det vil for de fleste være svært at se, hvorfor man skulle vælge at betale de ekstra penge for Series 6, når man får stort set den samme oplevelse på Apple Watch SE.
Det er klart, at der er nogle forskelle, men de fleste vil nok ikke have et behov for at kunne måle iltniveauet i blodet eller at skulle lave en EKG i ny og næ samt en højdemåler.
Det er i hvert fald en ret snæver målgruppe, der vil skulle have behov får dette. At man kan få et Apple Watch SE med eSim i den store model for en pris, der ligger under den billigste udgave af Apple Watch Series 6 understreger blot, at Watch SE er det fornuftige valg af de to ure.
Se også: Nyheder om Apple Watch