Parrot Zik – trådløst headset med features (produkttest)
Da jeg første gang stod med Parrot Zik i hånden tænkte jeg, at det godt nok var et spøjst design. Mere sjældent end kønt, kan man sige. Det er i øvrigt franskmanden Philippe Starck der står bag designet.
Pyt med designet, for headsettet sidder ualmindeligt godt på hovedet, indkapsler fuldkommen ørerne og reducerer dermed kraftigt lyden fra udefrakommende støjkilder.
Parrot Zik, der indeholder DSP (Digital Signal Processing) for at kunne optimere lydbilledet, hvilket tilmeld kan justeres af brugerne selv via en applikation til iOS og Android.
Jeg har svært ved præcist at beskrive lydkvaliteten, andet end den er helt i top, hvis man er til en naturlig gengivelse af lyd. Parrot Zik har således ikke overdreven pumpende bas, men en langt mere realistisk lyd, end det vi finder i mange andre headsets.
Fokus på støjreduktion
Som nævnt lukker ørekapslerne lyden fra omgivelserne ude, men det stopper ikke her. Headsettet har to mikrofoner placeret på den ydre del, der opfanger larmen omkring brugeren. Frekvenser der kan forstyrre lyden analyseres og modvirkes af modgående akustiske bølger.
Denne såkaldte Active Noice Cancelling, eliminerer op mod 25 DB, og det virker godt.
Jeg har f.eks. i testperioden kørt rundt med en gammel (larmende) plæneklipper og lyttet til musik såvel som tale, og hele vejen igennem har lyden været god og tydelig, uden der nødvendigvis skulle skrives voldsomt højt op.
Touch-betjening og sensor
På den højre hørekapsel er overfladen berøringsfølsom. Her er indbygget betjening af musikafspilleren.
Bevæges fingeren op og ned skrues lydstyrken henholdsvis op og ned, og der skiftes til næste og forrige sang, ved at bevæge fingeren horisontalt.
Parrot Zik kan også anvendes til samtaler. Der er desuden placeret en sensor der opfanger kæbevibrationer, der på magisk vis, også hjælper med til at opfange talen.
Et opkald kan besvares ved at trykke på højre hovedtelefon. Hvis fingeren holdes på samme sted i to sekunder, bliver opkaldet afvist.
Alt dette ændrer naturligvis ikke på det faktum, at Parrot Zik er et lytte og ikke et tale-headset.
Lydkvaliteten ved samtale, i den ende der modtager samtalen, er ikke specielt god. Og det er heller ikke lykkedes at på Parrot Zik til at spille sammen med Skype.
Video: Demo af betjeningen af Parrot Zik
Trådløs og med ledning
Headsettet overfører musikken trådløst via Bluetooth, og parringen kan ske med NFC. Hvis ikke dette er nok, understøttes også tilslutning via et standard mini jackstiks-kabel, der i øvrigt medfølger i salgspakken.
Parrot Zik har den sjove detalje, at når det tages af og hænges om halsen, så pauses musikken, indtil det tages på igen.
Alt i alt et virkelig godt headset, der sidder og lyder godt – men som efter min mening, ikke er særligt pænt.
Den vejledende udsalgspris er 2.795 kroner, hvilket gør at der skal være en relativt stort behov, før man smider penge efter dette produkt. Men når man har gjort det, er de godt givet ud.
5 ud af 6 stjerner.