5G-master brændt ned: Coronavirus skyldes 5G, mener konspiratorer
Debatten om 5G når nu nye højder. De seneste dage har flere byer i Storbritannien nemlig oplevet, at 5G-master er blevet antændt, bl.a. nær Liverpool, Birmingham og Merseyside. Det skriver BBC.
Brandstiftelserne sker, efter konspirationsteorier om 5G har floreret på sociale medier helt siden slutningen af januar måned. Konspiratorerne mener, at 5G-teknologien er årsag til coronaviruspandemien. Den ene type af konspirationsteorier hævder, at 5G kan svække immunsystemet og på den måde gøre folk mere modtagelige over for coronavirus. Andre konspirationsteorier går på, at coronavirus kan blive overført gennem 5G-teknologien.
De voldsomme anklager om 5G bliver delt vidt og bredt både af almene personer og af kendte ansigter med millioner af følgere på blandt andet Facebook og Instagram. En af dem er ifølge magasinet Esquire den britiske bokser Amir Khan med mere end 7 millioner følgere:
”Jeg tror ikke, at det (coronavirus, red.) kommer fra Kina. Det er i virkeligheden en løgn. Folk siger, at de spiste flagermus og slanger, og at gift blandede sig. Hvad er det for noget vrøvl? Tror I på det? Det gør jeg ikke. Coronavirus dit, coronavirus dat. I er sikkert ved at være træt af det, ligesom jeg er. Tror I ikke, at det har noget at gøre med 5G, som er ved at blive sat op? Det (coronavirus, red.) er en menneskeskabt ting. Det er blevet anbragt der af en grund – mens de tester 5G,” siger bokseren i en Instagram-video.
Også Hollywood-skuespilleren Woody Harrelson har været i vælten for at dele en lignende konspirationsteori om 5G og coronavirus.
Læs også: Telenor og Telia gør netværket klar til 5G
Forskere afviser konspirationsteorier om 5G
Simon Clarke, professor i celle- og mikrobiologi ved University of Reading, kalder ifølge BBC begge konspirationsteorier for ”det rene vås”:
”Idéen om, at 5G kan svække dit immunsystem, holder ikke vand. Dit immunsystem kan blive svækket af alle mulige ting – ved at være træt en dag eller ved ikke at have en god diæt. Disse udsving er ikke store, men kan gøre dig mere modtagelige over for at få virus,” siger Simon Clarke.
Påstanden om, at 5G kan overføre coronavirus, køber Adam Finn, professor i pædiatri ved University of Bristol heller ikke:
“Den nuværende epidimi er forårsaget af en virus, der er vandret fra en inficeret person til en anden. Vi ved, at det er sandt. Vi har endda virussen fra en smittet person til at gro i vores laboratorium. Virusserne og elektromagnetiske bølger, der får mobiltelefoner og internetforbindelser til at virke, er forskellige ting. Lige så forskellige som kalk og ost,” siger Adam Finn.
Læs også: Rapport: 11 procent af verdens mobiltelefoner har 5G i 2023