Facebook Messenger får HD-fotos og understøttelse af større filer

Fremover kan du sende større filer på op til 100 MB, dele albums og sende fotos i HD-kvalitet i Facebook Messenger.

Facebook Messenger får HD-fotos og understøttelse af større filer

Meta – selskabet bag Facebook, Instagram, WhatsApp og Facebook Messenger Threads, introducerer nu en række nye funktioner i den populære beskedapp Messenger.

Se også: EU tvinger Meta til at adskille Messenger og Marketplace fra Facebook

HD-fotos i høj 4K-kvalitet

Det bliver nu muligt at sende fotos i HD-kvalitet i Messenger. Det sker ved at vælge det billede, man vil sende, og derefter slå HD-funktionen til, inden man sender.

I Messenger bliver fotos som udgangspunkt komprimeret og får reduceret opløsningen til 2K. Men når man slår HD-funktionen til, bliver fotos sendt i 4K-opløsning. Tidligere kunne man også sende fotos i 4K, men ifølge Metas talsperson Liz Sweeney var billedkvaliteten afhængig af netværksforholdene hos både afsender og modtager.

Nu vil billederne altså ikke være lige så voldsomt komprimerede, når man aktiverer HD-funktionen. Når man modtager HD-fotos i Messenger, vil de have en “HD”-etiket i øverste højre hjørne, så du ved, hvorfor de pludselig ser mere skarpe ud.

Se også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne

Del albums med venner og familie

Det bliver også muligt at oprette delte album med venner og familie. Her kan alle, der deler mappen, tilføje fotos og videoer. For at oprette et delt album skal du i en gruppechat vælge flere fotos og derefter trykke på Opret album (eller trykke længe på et foto i chatten og trykke på Opret album). Hvis du vil tilføje fotos og videoer til et eksisterende album, skal du trykke på Tilføj til album.

Alle i en gruppechat kan se, tilføje, slette og downloade alle billeder og videoer i et delt album. For at gå til en chats delte album skal du trykke på gruppechattens navn og derefter trykke på Medier, så ser du dem der. Dette vil blive rullet ud i løbet af de kommende uger.

Se også: Meta vil efterkomme EU-regler med billigere annoncefri Facebook

Større filer på op til 100 M

Fremover bliver det muligt at sende større filer til hinanden. Messenger hæver sin grænse for, hvor store filer det er muligt at sende til andre brugere. Fremover kan man sende filer på op til 100 MB. Alle de mest brugte filformater, som f.eks. Word, PDF, Excel og zip, understøttes.

Man vil også kunne tilføje folk til Messenger med en QR-kode. Alle får en, og du kan scanne den for at tilføje nogen eller dele din via et link.

Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud

Bedre sent end aldrig

De nye funktioner er ikke just revolutionerende. Det er nærmest funktioner, som man vil forvente i en moderne beskedtjeneste, men det har altså ikke været noget, som Facebook har prioriteret højt.

Så sent som december sidste år kunne Meta meddele, at beskeder i Messenger nu var ende-til-ende-krypterede. Det er også en funktion, der har været tilgængelig andre steder i mange år.

De nye tiltag kan være et forsøg på at fastholde nogle af deres brugere i en verden, hvor konkurrencen om brugerne kun er blevet hårdere.

Se også: Meta anklages for at bryde EU’s GDPR-regler